Mere livsfarligt at være ansat i psykiatrien end i politiet

I kølvandet på endnu et knivoverfald på en psykiatrisk matrikel i Region Hovedstaden står det klart, at sikkerheden for medarbejderne i psykiatrien er under alvorligt pres, skriver sygeplejerske i psykiatrien, Thomas Sørensen. Men trods løfter om forbedringer vægtes økonomiske hensyn stadig højere end sikkerhed og kvalitet, hvilket efterlader personalet i en farligere situation end nogensinde før. 

Der skulle ikke gå et år fra en læge blev stukket ihjel på Psykiatrisk Center Glostrup, til der skete endnu et knivoverfald på en af Region Hovedstadens Psykiatris matrikler på Amager.

Igen er centerledelser og Regionsrådet ude og sige, at man går op i sikkerheden for medarbejderne, og at alle skal kunne gå på arbejde, uden det er med livet som indsats. Virkeligheden er dog, at det er farligere at arbejde med og omkring borgere med psykisk sygdom, hvis man ser på antallet af dræbte medarbejderne med tilknytning til borgere med psykisk sygdom, end det er at være politibetjent.

Mens man i mange år –  og oftere i takt med at de alvorlige hændelser sker stadig hyppigere – har lovet bedre vilkår for både patienter og medarbejdere, så er der sket det stik modsatte.

Sidste sommer prioriterede man på Psykiatrisk Center Ballerup økonomi over sikkerhed og kvalitet og nedjusterede personalenormeringerne, således at de var lavere, end da man tidligere havde fået et strakspåbud fra Arbejdstilsynet. Selv da medierne omtalte det, reagerede hverken arbejdsgiver, fagbevægelsen eller Regionsrådet. Arbejdstilsynet gav dog endnu et påbud ved det efterfølgende besøg.

På Psykiatrisk Center Sct. Hans, som behandler patienter med dom til behandling, har man måttet lukke specialiserede senge, og man har lige fremlagt en plan for at nedjustere normeringerne for de mest syge af deres patienter i ydertimerne. Her vægtes økonomi også højere end sikkerhed og god psykiatrisk behandling.

På matriklen i Brøndby – hvor en psykiater sidste år blev knivdræbt – har man reelt ikke fået gjort noget for at bedre forholdene. Man satte godt nok en vagt på centeret i et par måneder, men efterfølgende lader videre tiltag vente på sig – fraset “vagter” med et kort kursus i konflikthåndtering.

Man har faktisk sparet en stilling væk i det selvsamme team, hvor psykiateren var ansat. Et ambulatorie, der til dagligt varetager behandlingen for de mest komplekse og farlige patienter med dom til behandling i Region Hovedstaden. Altså har man ikke bare fastholdt de tvivlsomme rammer for medarbejderne og patienterne, man har også forringet dem.

Elever og studrende med i normeringen

På Psykiatrisk Center København lader man elever og studerende tælle med i normeringerne, hvis de skulle finde specialet så spændende, at de søger et studiejob. Og det kan man vel som sådan godt, men man bør tale højt om de faglige og sikkerhedsmæssige konsekvenser ved, at man bytter erfarne medarbejdere ud med unge mennesker, der kun lige er startet med at finde deres faglighed. Tidligere var disse unge med studiejobs en ekstra ressource, som afdelingen kunne bruge til at give patienterne noget ekstra. I dag indgår de åbenbart på lige vilkår med de fastansatte.

På Psykiatrisk Center Amager – som må siges at have været grusomt meget igennem de seneste år med blandt andet Field’s-tragedien – har man aktivt tilsidesat behovet for øget sikkerhed i bestræbelserne for at imødekomme de økonomiske krav fra direktion og Regionsrådet. Selv om at alenearbejde alle steder giver et påbud, hvis Arbejdstilsynet opdager det, har det ikke forhindret Psykiatrisk Center Amager i at smøre personalet så tyndt ud, at alenearbejde er uundgåeligt, og påbuddene fra Arbejdstilsynet har også ramt Psykiatrisk Center Amager.

Men som alle andre steder i psykiatrien er disse påbud og deres manglende efterkommelse uden konsekvens for Region Hovedstadens Psykiatri. Dem, der til gengæld betaler prisen, er medarbejderne, patienterne og de pårørende.

Man prioriterer desværre ikke de nødvendige renoveringer af de fysiske rammer på eksisterende hospitaler. At Regionsrådet ved flere lejligheder har fjernet øremærkede midler fra Christiansborg til at dække underskud og andre projekter har utvivlsomt heller ikke gjort det nemmere for Region Hovedstadens Psykiatri at levere sikkerhed og ordentlige arbejdsforhold til sine medarbejdere.

Vi bruger færre penge pr. patient

Hvorfor er det at vi skal bilde patienter og pårørende ind, at det er ufarligt, når virkeligheden er en anden? Ikke farligt hele tiden, men potentielt farligt. Et farepotentiale som psykiatrien er tvunget til at tænke ind i sine akutte funktioner. 

Alle klinikere ved, at den bedste sikkerhed opnås gennem bedre behandling, bedre tid og bedre sammenhæng. Desværre oplever alle medarbejdergrupper et stigende tidspres, ligesom de i stigende grad oplever, at det faglige niveau falder. Læser man den netop overstået arbejdspladsvurdering fra april i år, efterlader den ikke et billede af gennemgående forbedringer omkring sikkerhed, trivsel og kvalitet. 

Fra politisk side vil man sige, at det er ledelsens ansvar, men virkeligheden er, at man over en længere årrække har modtaget flere henvisninger og akutte henvendelser, uden at man har sikret økonomien til det. Vi bruger i dag væsentlig mindre pr. psykiatrisk patient end tidligere, og man behandler i psykiatrien langt flere patienter for færre penge. Politisk har man ikke bistået direktionen og centerledelserne med meget andet end tomme løfter.

Pressede ledelser

Centerledelser og direktionen i Region Hovedstadens Psykiatri er presset af et politisk ønske og fokus på afstigmatisering og åbenhed samtidig med, at kapacitet og kvalitet på papiret ikke må forringes. Men man har aldrig fået midlerne allokeret over, hvor de bedst hjælper; nemlig i højere normeringer og flere sengepladser. Tværtimod har en presset økonomi flere steder betydet det modsatte, simpelthen fordi de menneskelige ressourcer er for små, fagligheden for lav og medarbejderne ramt af stress og udbrændthed.

Dette fritager dog ikke hverken de respektive centerledelser eller direktionen for at være dem, der burde sige fra. Hvis man som centerledelse forringer sikkerheden, arbejdsmiljøet og kvaliteten i tilbuddet til patienterne i et forsøg på at overholde budgetterne, så tvinger man også sine medarbejdere til at råbe op. De seneste tal fra blandt andet FOA viser, at mere end hver andet medlem frygter, at det kan få konsekvenser, hvis de udtaler sig kritisk, og hver fjerde oplever det italesat subtilt overfor dem, at det vil få konsekvenser hvis man taler højt om udfordringerne. Man har ledelsesmæssigt skabt ideelle forhold for forråelse, afmagt og personaleflugt.

Hvis man som centerchef Line Rabøl ikke ved, hvor hendes centerledelse skal sætte ind nu, så må man tvivle på centerledelsens kendskab til deres eget center. På Psykiatrisk Center Amager har netop de fysiske rammer og dårlige normeringer i deres skadestue været genstand for meget debat iblandt medarbejderne, og at medarbejdernes bekymringer ikke skulle være kendt af centerledelsen er svært at tro. I efteråret 2023 gennemførte Region Hovedstadens Psykiatri en storstilet rundspørge blandt medarbejderne, hvor sikkerhed var emnet. Baggrunden var knivdrabet på Psykiatrisk Center Glostrup i Brøndby få måneder forinden, og hvis ikke centerledelsen på Psykiatrisk Center Amager dengang fik svar på, hvad personalet mente, de manglede, så fik de skåret det ud i pap, da Arbejdstilsynet gav et (endnu) påbud i slutningen af 2023.

Virkeligheden er at der ikke er behov for flere forkromede analyser, men nok mere, at centerledelsen er bundet af et loyalitetskrav fra ledelseslagene fra dem og opad blandet med, at opnormeringer og renoveringer koster væsentlig mere end endnu en analyse. Centerledelsen kan ikke gå ud og være den, der siger, at man på grund af budgetoverskridelser har nednormeret på centeret, og at man aktivt har ignorerede påbud og medarbejderbekymringer igennem en årrække. 

Altid en risiko, men...

Man kommer nok aldrig helt til at kunne forhindre enkelte individer i at tage en kniv med på et hospital eller en riffel i et storcenter, og selv i en perfekt behandlingspsykiatri vil der altid være en risiko for voldsomme hændelser – også med Region Hovedstadens løft af sikkerheden. Men man kan gøre mere for at sikre personalet bedre vilkår og rammer, som kan gøre dem bedre i stand til at forudse det og handle bedre, når det værst tænkelige sker.

Mest af alt er der brug for en politisk og organisatorisk erkendelse af, at vi er meget langt fra mål, og der i en lang årrække skal bruges mange penge på at øge normeringer og betale for mer- og overarbejde, hvis sengepladserne skal forblive åbne.

Også skal man politisk til at finde ud af hvad konsekvensen skal være for en ledelse, der får gentagne påbud fra Arbejdstilsynet eller som aktivt tilsidesætter dem,, når de gives. Ligeledes bør fagbevægelsen med Dansk Sygeplejeråd og FOA i spidsen også finde ud af, hvordan man bedre kan stille arbejdsgiver til ansvar for brud på arbejdsmiljøloven, overenskomsten og påbud fra Arbejdstilsynet.