”Jeg kan ikke gøre mere for dig, så jeg må afslutte behandlingen”

Lægerne giver op overfor en del migrænepatienter, som afsluttes og sendes ud i en tilværelse med mangel på smertelindring. Vi ved intet om, hvad der sker med patienterne, men udenlandsk forskning antyder en høj risiko for selvmord. Det må kunne gøres bedre.
 

”Jeg kan ikke gøre mere for dig, så jeg må afslutte behandlingen”.

Det er så nogenlunde, hvad danske neurologer siger til de kroniske migrænikere, som uden held har prøvet triptaner (standardbehandlingen for episodisk migræne), de ældre forebyggende mediciner (som er udviklet mod andre diagnoser), de nye forebyggende mediciner (som endnu ikke helt har bevist deres værd), Botox og måske også den sidste nye anfaldsmedicin Vydura (en gepant – en tablet, som virker nogenlunde ligesom en triptan, men uden at påvirke blodkredsløbet). Foruden alle de alternative behandlinger, som lægen ikke ved noget om. Men som migrænikeren har betalt for gennem årene – uden succes ud over placebovirkningen og en slunken bankkonto.

Nu spekulerer jeg selvfølgelig på, om de læger, som afslutter de danske migrænikere, ved, hvilken risiko den afsluttede patient har for at forsøge selvmord.

Mange migrænedage øger selvmordsrisikoen

En analyse fra Taiwan med 528 hospitalsindlagte migrænikere viste, at risikoen for at forsøge selvmord var forhøjet i forhold til kontrolgruppen af ikke-migrænikere for kvinder med migræne, migrænikere med kort uddannelse, aura, kronisk migræne eller mange migrænedage og depression. Aura synes at være den vigtigste faktor. Blandt de kroniske migrænikere med aura havde 13 procent forsøgt selvmord. Der var ingen i kontrolgruppen, som havde forsøgt dette. Der var også en klar sammenhæng mellem antal migrænedage og risiko for at forsøge selvmord. To ud af tre forsøgsdeltagere var kvinder.

Så vi må formode, at noget lignende er situationen i Danmark. Der er en alvorlig risiko for, at de danske, opgivne migrænikere forsøger at gøre en ende på migrænen gennem et selvmord.

Jeg er helt klar over, at en afslutning af migrænebehandlingen ikke er en besked, som lægerne kan lide at give. Men lægen går hjem efter arbejdstid og kan tænke på noget andet. Patienten står med tomme hænder, migræne, som ikke kan holdes i ave med ni triptandage (man må max. tage triptaner ni dage på en måned, red.), og – måske – et job, et ægteskab og et liv, som hænger i en tynd tråd. 

Hvad kan gøres bedre indenfor de givne rammer?

Hvad gør man så? Det er mit indtryk fra min kontakt med migrænikere, som har fået denne besked, at de skal være psykisk stærke, skal have en partner eller familie, som accepterer situationen, og migrænikeren selv skal være en ukuelig optimist, som håber på, at den næste ikke-medicinske behandling vil give et lidt bedre liv. Langt fra alle migrænikere, som har været igennem årtiers forsøg på at finde en vej til en bedre livskvalitet, bevarer optimismen.

Vi ved intet om, hvad der sker med de danske, afsluttede migrænikere, som er knapt så veludrustede med optimisme, lydhøre læger og den rette genetik. Der er ingen opgørelser over personer, som er døde på grund af migræne. Eller hovedpine. Selvmords-statistikken siger intet om hovedpine og migræne. 

Men den afsluttende besked KUNNE måske serveres lidt bedre. Et forslag om at kontakte en smerteklinik? Oplysning om, at der er patientforeninger, som måske har nogle tilbud, om ikke andet, så kontakt til andre migrænikere i samme båd? Det er ringe hjælp, men måske til en smule gavn for den afsluttede.

Og – helt kættersk tale – så ser jeg gerne, at de afsluttede migrænikere får fri adgang til triptaner og/eller Vydura. Når man er afsluttet af lægerne, bør ansvaret for den fremtidige behandling ligge hos patienten. Lægen har jo givet op. En del af mine kontakter (med lydhøre læger) har erfaring med at holde en uges triptanpause med passende mellemrum – måske hvert halve eller hele år. Så virker triptanerne igen. Det kan godt passes ind i et liv med fast arbejde. Men det er altså kun muligt for de migrænikere, som har en lydhør læge med en god portion empati. Eller som har penge og energi nok til at tage en tur til for eksempel Sverige og købe Sumatriptan-tabletter i håndkøb for en ret dyr pris.

Så hvorfor skriver jeg dette? Fordi jeg mener, at de danske læger bør være bevidste om, at de sender migrænikeren ud på en farefuld færd, når lægen afslutter behandlingen. Der afsluttes et antal migrænikere hvert år. Tallet kender jeg ikke, men jeg kender nogle stykker, som er afsluttet på den måde, og jeg lytter til deres problemer. Jeg ser kun toppen af isbjerget. Dem, der er knapt så robuste, er her måske ikke mere.

Er det det, som er lægernes opgave? At sende migrænikere (og måske andre patientgrupper, som afsluttes) ud i en tilværelse med mangel på smertelindring og dermed i alvorlig risiko for at få held med et selvmordsforsøg. Det synes jeg ikke hører med til lægens opgaver.