Skandalen i Midtjylland viser et principielt problem i vor styreform

DEBAT: Der er sket store politiske svigt i den måde, regionerne har udviklet sig. I Midtjylland har man set en manglende, fungerende politisk samvittighed, og regionsrådet kan blive undersåtter i forhold til administrationen, mener Frede Olsen, fhv. forskningsleder på Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet.

Jeg er tilhænger af demokratisk valgte regionsråd. Ideelt repræsenterer de den balancerede folkelige mening og den folkelige samvittighed. Men fungerer de som sådan? Deadline kl. 22.30 den 16. maj viste med al tydelighed problemet i den måde, styreformen har udviklet sig. Jeg kan anbefale at gense den.

Regionsformanden i Midtjylland blev interviewet om forløbet for den igangværende karkirurgiske skandale. Formanden bedyrede, at han intet vidste om problemerne i karkirurgien, for information om talrige advarsler var ikke nået op gennem alle administrative ledelseslag til det besluttende politiske niveau.

Det er i sig selv et problem, som har fået konsekvenser, og som bør få flere konsekvenser, selv om man klogelig vælger at ’vaske trappen ovenfra og ned’.

Men er det nu hele forklaringen? Nej, der er flere lag. Enkelte informationer nåede dog ifølge TV-udsendelsen formanden. Han spurgte så i sit administrative system, om der var problemer. Svaret var nej, og vi ved nu, at det svar var objektivt usandt. Også det bør have konsekvenser på flere ledelsesmæssige trappetrin. Der blev åbenbart ikke fremlagt tal, dokumentation og argumentation for, at alt var OK. Og de data blev tilsyneladende ikke efterlyst, og bekymringen nåede ej heller det øvrige regionsråd. Administrationen havde sagt, at alt var i orden, og så var der ikke mere behov for politisk nysgerrighed eller information til rådet. Er formandsrollen reelt på stille glidende vis blevet at være underdirektør i et ekstremt komplekst system?

Men nu kommer vi til tredie lag i sagen - det alvorlige, som viser manglen på en fungerende politisk samvittighed. Hvis vi som borgere eller professionelle oplever, at noget forkert eller utrygt, skal og bør vi kunne henvende os til vore politikere og forvente afklarende nysgerrighed og en undersøgende, spørgende tilgang til det, der påpeges. Her er det store politiske svigt i den måde, regioner har udviklet sig. Politikerne spørger straks den administration, som evt. er under anklage, og derpå videreformidler de ukritisk en administrations tildækkende svar – for problemet er ofte fagligt og ikke politisk, siges der, og derfor må/skal man politisk ikke blande sig, hedder det. Her er det politiske svigt i den måde, regionernes styring har udviklet sig – og her er behovet for ændringer i arbejdsformen, så samvittigheden testes og det politiske ansvar løftes. Naturligvis har man politisk pligt til at spørge uddybende og trykteste argumentationen.

Dette principielle svigt i sagens tredje lag vises tydeligt i sagen her, og der er alvorlige fortilfælde. For ca. to år siden oplevede vi med forvaltningsskandalen i Midt dette problem udstillet endnu klarere. Jeg har tidligere i detaljer belyst sagen, og den er glimrende belyst i en artikel i Sundhedspolitisk Tidsskrift fra december 2020, men her et kort resume. Administrationen ønskede af grunde, som ikke var lægefagligt begrundede at fyre en overlæge i Silkeborg. Begrundelsen blev dog iklædt en række lægefagligt set helt uholdbare argumenter. I forløbet blev det for mange - inklusive for mig - helt klart, at man var i gang med en såkaldt ’lægefagligt begrundet fyring’, som reelt havde helt andre og ikke fagligt valide årsager. 

Helt relevant henvendte flere - inklusive mig selv - sig mundligt og skriftligt til regionsrådet inklusive til formanden og oplyste, at noget var helt galt i forløbet og dets påståede faglige grundlag. Her skete så svigtet, som viser, at regionsrådet kan blive undersåtter i forhold til en administration. Administrationen – som oplagt var på helt gale veje – oplyste (naturligvis?) til politikere, at alt var OK, og regionsformanden oplyste, at han ikke ville blande sig i sagen, for den var faglig. Den går ikke! Det politiske system skal i sådanne sager nidkært udspørge administrationen, man skal kræve dokumentation - også gerne fra uafhængige kilder, og politikere skal gå i dialog med dem, der klager, for i detaljer at forstå klagens substans. Politikernes interesse og loyalitet skal ligge hos borgere og vælgere, og de skal ikke bare ubetinget være beskyttere for og formidlere af en administrations mening. Man kan og må ikke gemme sig – så er et regionsråd overflødigt og uden samvittighed og evne til at lede og kontrollere sin administration.

Jeg har derfor foreslået, at et mindretal i et råd til enhver tid skal kunne forlange uafhængig granskning af en sag (Kronik i Jyllands-Posten den 13. september 2021), og man skal i revision af bestemmelser om regionsråds funktion formelt have præciseret et regionsråds og dets medlemmers forpligtigelser. Sker det, vil vi som borgere og fagfolk henvende os direkte til politikere og regionsråd, hvis vi er utrygge ved et forløb. Regionsrådet må så på ordentlig og dokumenteret vis undersøge de rejste problemer via sin administration og evt. andre kilder – så kan vi også til enhver tid placere et politisk og ikke bare et administrativt ansvar for en sag.

Lad mig til slut understrege, at jeg med dette ikke ønsker at angribe enkeltmedlemmer i vore regionsråd. Sagen i Midtjylland understreger nok en gang, at et regionsråds funktion og arbejdsform i sin nuværende form bør forbedres.