Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Hadley Freeman (foto) har skrevet en bog, som kan være en øjenåbner for raske og for mange professionelle sundhedspersoner, skriver anmelder Maria Cuculiza, som mener, at bogen burde være pligtlæsning for mange sundhedsprofessionelle.

Ny bog udforsker anoreksiens rå, uforståelige og dræbende verden

BØGER: ´A Story and Study of Anorexia´bringer bringer os så tæt som muligt på at forstå de helt skæve og uforståeligt besættende tanker, som fører især flere og flere unge kvinder til at sulte sig ofte med døden til følge. Bogen er skrevet med elegant og præcis pen, humor og selvironi og bør være tvungen læsning for alle sundhedsprofessionelle i kontakt med piger og kvinder med anoreksi. 

  

Anoreksi drives ikke af et ønske om at være tynd, men af mentalt uløselige problemer, som medfører en tilstand af vrede og ked-af-det-hed, som betyder, at den syges mål bliver at forsvinde. Hvilket igen betyder, at den, der dør af sin anoreksi er vinder i den anorektiske verden,

Det mener den britiske journalist og forfatter, Hadley Freeman, der netop har udgivet sin bog ´Good Girls: A Story and Study of Anorexia´, som er en halvt memoire om egen barndom og tidlige ungdom med anoreksi og halvt en journalistisk afdækkende bog spækket med statistikker, interviews med tidligere medpatienter og en lang række forskere, psykiatere og andre eksperter om årsager og behandlingsmetoder.

´Good Girls: A Story and Study of Anorexia´ er på mange måder et opgør mod vores gængse forståelser af sygdommens triggere og årsag, de syges tankesæt, familiens store rolle i forhold til at få pigerne til at spise og vejene til recovery.

For Hadley Freeman, der tilbragte størstedelen af sit liv i overhængende livsfare, fra hun var 14 år til hun var 17, på psykiatriske afdelinger for spisevægring, var det en tilfældig kommentar fra en skoleveninde, der antændte sygdommen. Og det er det tilsyneladende ofte ifølge Hadley Freeman, der mener, at vi retter bager for smed, når vi bruger uforholdsmæssig meget tid på at diskutere, hvad der kan trigge anoreksi, eftersom piger som hun selv er tidsbomber, der blot venter på at blive udløst. I hendes tilfælde var det, da skoleveninden, der var meget tynd, sagde til hende: "Jeg ville ønske at jeg var normal som dig".

Betegnelsen ’normal’ blev således den skæbnesvangre trigger, for var der noget, den allerede dengang ambitiøse og konkurrerende Freeman frygtede, så var det at blive normal, hvilket for hende betød gennemsnitlig, kedelig og værdiløs. En frygt, som hun i forvejen følte efter som 11-årig at være flyttet fra New York til London, hvor hun gik på et elitegymnasium, hvor hun skulle kæmpe for at følge med både fagligt, men også socialt i forhold til de andre pigers allerede vågne interesse for drenge og sex:

”Den voksne verden pressede sig på. Monstrene fik døren til at bule indad, mens jeg panisk forsøgte at trykke den tilbage,“ skriver Hadley Freeman, der pointerer, at triggere ikke er det samme som de årsager, som hun opfordrer til, at vi i stedet interesserer os meget mere for. Og blandt hovedårsagerne mener hun er protest mod de mange og modstridende roller og umuligt forenelige standarder, som pigerne står overfor at skulle påtage sig som kommende kvinder:

”Se perfekt ud, men vær ikke forfængelig, undgå at ældes, men brug ikke plastikkirurgi, vær slank, men undlad at være optaget af diæter, vær kvik, men ikke kvikkere end mændene omkring dig, vær til behag og undlad at have egne behov,” skriver Freeman, der fortsætter:

“Vi vil ikke være sexede, vi ønsker ikke at være føjelige og til behag, vi vil ikke være nødt til at skulle sige ja hele tiden. Vi ønsker i stedet at være grimme, vi vil være besværlige, og vi siger nej,” forklarer Freeman, der mener, at anoreksi ikke er udtryk for et behov for at være tynd, men et ønske om se syg ud.

Og Freeman lærer da også i den grad at sige nej. I løbet af et par måneder har hun mistet en tredjedel af sin vægt, og hendes 20 år lange rejse mod recovery er begyndt. En rejse, hvor ingen forstår hende, hvor kun få sundhedsprofessionelle interesserer sig for, hvorfor hun og de øvrige piger sulter sig, men også en rejse, hvor midlet står lysende klart fra start til slut:

”Anoreksi var på visse måder som et sikkerhedstæppe for mig, for den tillod mig at skjule mig fra verden, den tilvejebragte struktur og regler, og der var altid et simpelt og rigtigt svar: Spis ikke.”  

Åf de i alt ni forskellige psykiatriske afdelinger, hvor Hadley Freeman nåede at være indlagt, handlede alt om pilen på vægten og tvangsfodringer, og ingen bekymrede sig om, at pigerne blot ventede på, at de efter udskrivning igen kunne genoptage deres spisevægringer for fuld skrue. Og i ly af ligegyldigheden konkurrerede de indlagte på hårrejsende vis om hvem, der var den dygtigste anorektiker for således at nå frem til den prestigegivende og super cool sondemadning og mulige død.  

Efter at have været indlagt gennem flere år, hvor ingen forklarede hende, hvorfor hun var syg, hvad der foregik indeni hende, hvorfor hun var så ulykkelig, og hvad skulle til for at hun fik det bedre, skriver hun i 1995 i sin dagbog:

”Jeg har lige tilbragt tre år af mit liv i psykiatriske hospitaler. Så hvorfor er jeg mere skør nu, end jeg var før?”

Hadley Freemans detaljerede beskrivelser af sine år som fuldbyrdet anorektiker hviler på en lang række dagbøger, som hun dengang skrev i ventetiden mellem tvangsfodringerne. Beskrivelser af indlæggelserne er udførlige, rå og ikke for svage sjæle, for Freeman giver os med beundringsværdigt mod fuld adgang til sin udsultede hjernes syge tankespind og perverterede opfattelser af såvel sig selv som af verden udenfor anoreksien.

Og ´Good Girls: A Story and Study of Anorexia´ giver hermed læseren en sjælden og værdifuld indsigt i de mentale processer hos mennesker med anoreksi og således ekstraordinær mulighed for at forstå det, der ellers set udefra forekommer helt uforståeligt. Den masochistiske fryd over at kunne undlade at spise trods sult, trygheden i kontrol og stoltheden ved at se så livstruende syg ud som overhovedet muligt. For ikke at tale om de smerteligt farlige nederlagsfølelser, der er forbundne med at bukke under for sulten eller selvforagten, hvis man føjer sig for omgivelsernes pres om at spise.

Jo værre jo bedre og jo bedre jo værre synes at være den omvendte, men konsekvente logik i dette sindsygens univers, som æder både forstand, sjæl og krop, og hvor mange af Hadley Freemans tidligere medpatienter da også er døde. Enten som direkte følge af spisevægringen eller i kraft af de selvmord, der ikke sjældent optræder i sammenhæng med anoreksi.

Og trods Freemans ikke kun let tilgængelige og elegant præcise pen, men også veludviklede humor og selvironi, så er ´Good Girls: A Story and Study of Anorexia´ alligevel nedslående læsning, for som forfatteren dokumenterer i sin grundige gennemgang af behandlingsmetoderne gennem de seneste 30 år, så har  ingen endnu de endelige svar på, hvordan man skal behandle patienter med denne forfærdelige sygdom. Lægerne kan heller ikke forudsige, hvem der har effekt af hvilke behandlinger, og hvad der får nogen til at overleve, mens andre bliver ved med at være syge eller dør. Omkring en tredjedel dør.

Det har de senere år ikke skortet på forskellige former for medieberetninger om alvorligt syge piger og unge kvinder med anoreksi, men ´Good Girls: A Story and Study of Anorexia´ er med sin solide research, sit skarpe analytiske blik for kulturel kontekst, sin vilje til at grave i dogmer og selvmodsigelser suppleret med et ubønhørligt afslørende og yderst nærgående selvportræt anderledes og langt bedre end de fleste i sin gåen tæt på anoreksiens dynamikker.

At flere aviser som for eksempel de to britiske aviser Evening Standard og The Times allerede har listed bogen som blandt de bedste fra foråret 2023 bør ikke undre nogen. For ´Good Girls: A Story and Study of Anorexia´ vil givetvis kunne være en øjenåbner for raske og for mange professionelle sundhedspersoner for hvem, at bogen burde være pligtlæsning.

Men modsat er det svært at sige, om den muligvis vil kunne fungere som trigger for mennesker, der enten er på vej til at udvikle anoreksi - eller for de, som kun er i delvis recovery. For selv om forfatteren tydeligvis har gjort sig umage med ikke at videregive oplagt konkurrencebefordrende informationer, rummer den helt uundgåeligt stof, der givetvis vil kunne udfordre den meget konkurrenceivrige.

Hadley Freeman: ´Good Girls: A Story and Study of Anorexia´ er udgivet af Harpercollins Publishers og koster 229 kroner på Saxo.dk

kultur