
Jesper Mehlsen har nu fået sin autorisation som læge tilbage.
Kontroversiel læge får autorisation tilbage
Jesper Mehlsen har fået sin autorisation tilbage efter en kort periode, hvor han var frataget retten til at praktisere som læge. Han er dog fortsat underlagt virksomhedsindskrænkning og fagligt påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) og må fortsat ikke behandle patienter under 18 år og skal overholde strenge journalføringsregler.
Mehlsen, der er kendt for sin kritik af HPV-vaccinen og for sit arbejde med patienter med Myalgisk Encephalomyelitis (ME)/kronisk træthedssyndrom, fik sin autorisation frataget, fordi han ifølge STPS ikke havde overholdt kravet om at indsende patientjournaler til styrelsen. Nu har han dog genvundet sin autorisation, efter at han har afleveret de efterspurgte journaler.
Selvom Mehlsen igen har ret til at praktisere som læge, er han stadig underlagt begrænsninger i sit faglige virke. Han har fortsat virksomhedsindskrænkning og et fagligt påbud, som betyder, at hans praksis stadig overvåges af STPS. Styrelsen har tidligere kritiseret ham for blandt andet at bruge off-label medicin i udbredt grad, foretage utilstrækkelige diagnostiske undersøgelser og have et entydigt fokus på ME-patienter uden at tage tilstrækkelige medicinske hensyn.
Langtrukket sag
Jesper Mehlsen har selv betegnet autorisationsinddragelsen som midlertidig og har fra starten forventet at få den tilbage. Han har forklaret, at forsinkelsen med at indsende journalerne skyldtes travlhed i forbindelse med overdragelse og salg af hans klinik. Han har kritiseret STPS for at trække sagen unødigt i langdrag, selv efter at han indsendte de manglende dokumenter den 16. januar 2025.
”Det har ikke været muligt at få en tidsramme hverken ved skriftlig eller telefonisk kontakt med styrelsen,” skrev Mehlsen tidligere til Sundhedspolitisk Tidsskrift.
STPS har ikke ville kommentere Mehlsens sag med henvisning til, at det er en individsag. Det er derfor uvist, om der på sigt kan komme yderligere konsekvenser for hans autorisation.
