Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Diskussionen om HPV-vaccinen nåede sit højdepunkt i 2015 med en dokumentar sendt på TV2 og en række medieoptrædener fra blandt andre Jesper Mehlsen, der dengang var overlæge på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.

Lægemiddelstyrelsen: Forskningsresultater fra kræftvaccineforsker rejser flere spørgsmål

Lægemiddelstyrelsen har tidligere oplyst, at den forventede at komme med en vurdering af speciallæge Jesper Mehlsens afleverede forskningsmateriale om, hvor vidt der er særlige bivirkninger til den kræftforebyggende HPV-vaccine eller ej, i slutningen af marts. Den deadline kan dog ikke overholdes alligevel, da gennemlæsningen har givet anledning til flere opklarende spørgsmål.

Det oplyser Lægemiddelstyrelsen i en mail. 

“Vores gennemlæsning af materialet fra Jesper Mehlsen har givet anledning til nogle opklarende spørgsmål fra styrelsen. Det betyder, at vi kommer til at skulle bruge længere tid, inden vores vurdering er færdig,” lyder det i malen, der er stilet til Onkologisk Tidsskrift, Sundhedspolitisk Tidsskrifts søstersite.

Lægemiddelstyrelsen oplyser samtidig, at det er uvist, hvornår vurderingen vil være færdig, og hvad det afleverede materiale indeholder. 

“LMST (Lægemiddelstyrelsen, red.) er fortsat ved at gennemgå materialet, vi har modtaget fra Jesper Mehlsen. Derfor kan vi endnu ikke sige, om indholdet af rapporten er fyldestgørende i forhold til det aftalte. Vores vurdering vil først og fremmest gå på, om der skulle være grund til at rejse et signal, som bør undersøges nærmere,” skriver styrelsen.

Lægemiddelstyrelsen har ikke ønsket at komme nærmere ind på, hvilke opklarende spørgsmål der er tale om, eller om styrelsen er i direkte dialog med speciallæge Jesper Mehlsen.

Nyt studie er offentliggjort

Jesper Mehlsen afleverede i slutningen af februar 2023 sine HPV-forskningsresultater, fire år for sent.

I 2015 modtog han omkring 3,55 millioner kroner fra satspuljen til fire delprojekter, der skulle undersøge eventuelle bivirkninger af HPV-vaccinen. Siden 2017, hvor bevillingen blev udmøntet, har han publiceret en mindre håndfuld studier om HPV, hvoraf det nyeste er fra december 2022 publiceret i tidsskriftet Journal of Autoimmunity. Studiet inkluderede 655 deltagere fra Synkope Centret ved Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, hvor Jesper Mehlsen tidligere var ansat, og er baseret på spørgeskemaer og kliniske laboratorie-målinger.

Ifølge forskergruppen viser studiet, at “piger og unge kvinder med mulige bivirkninger til HPV-vaccination har symptomer og biologiske markører, der er kompatible med en autoimmun sygdom,” fremgår det af studiet.

Hvorvidt studiet er en del af det afleverede materiale til Lægemiddelstyrelsen er uvist. 

Sagens detaljer

Sagen begyndte i 2015, hvor diskussionen om HPV-vaccinen nåede sit højdepunkt i forbindelse med en TV2-dokumentar, hvor blandt andre Jesper Mehlsen optrådte, der dengang var overlæge på Bispebjerg og Frederiksberg Hospital.  

Debatten foranledigede Folketinget til at afsætte syv millioner fra satspuljen til forskning i potentielle bivirkninger ved HPV-vaccinen, hvor Jesper Mehlsen med Bispebjerg og Frederiksberg Hospital som økonomisk tovholder fik tilsagn til de fire millioner udbetalt som rater. 

Mehlsen endte dog med kun at bruge omkring 3,55 millioner kroner af bevillingen til sine fire delprojekter. Projekterne var oprindeligt sat til at slutte i 2019, men i 2022 havde Lægemiddelstyrelsen ikke modtaget nogen resultater fra Jesper Mehlsen, hvilket ifølge styrelsen var et brud på tilsagnskravene. 

Afleveringsfristen blev herefter udsat til 31. januar 2023, og styrelsen modtog i slutningen af februar 2023 en rapport fra Jesper Mehlsen.

  

 

 

Relaterede artikler

hpv, mehlsen