Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

39-årig professor i mavetarm-sygdomme: Jeg når ikke min morfar til sokkeholderne

Som kun 39-årig har Johan Burisch mere end 220 videnskabelige publikationer på CV’et, og nu kan han kalde sig Danmarks yngste professor i gastroenterologi (mavetarm-sygdomme). Det har krævet masser af aften- og weekendarbejde og en forstående hustru.

Der er ikke uden grund, at den stereotypiske professor har en del år på bagen. For at kandidere til den højeste akademiske titel skal man have præsteret en videnskabelig produktion på internationalt niveau, og man skal med sin forskning have udviklet sit fagområde. Det kræver typisk en lang karriere at nå dertil, og derfor er det opsigtsvækkende, at Johan Burisch med sine blot 39 år netop er udnævnt til professor i gastroenterologi. Særligt når man har for øje, at forskning først nu er blevet en del af den unge læges jobbeskrivelse.

”Under hoveduddannelsen købte jeg mig fri til at forske én dag om ugen, og derudover har min forskning foregået i fritiden. Det har krævet hårdt arbejde og en masse aften- og weekendtimer at nå hertil,” siger Johan Burisch, som også er forfremmet til overlæge på Hvidovre Hospital. Han medgiver, at det ikke har været uden omkostninger.

”Jeg har da givet afkald på mange ting i og med, at jeg har brugt min fritid på at arbejde, hvor andre bruger tid på hobbyer eller at ses med deres venner. Det har været altafgørende, at min kone Katrine har haft forståelse for det og støttet mig, så jeg har kunnet rejse til kongresser og arbejde sent. Det havde været helt umuligt at klare det uden hendes opbakning,” siger han.

Triagerer opgaverne

Visse meget produktive mennesker har sat effektivitet på formel. Nogle arbejder i nøje tilrettelagte intervaller med indlagte pauser, andre isolerer sig og lukker alt ude for at komme i den eftertragtede flowtilstand. Johan Burisch arbejder ikke med en sådan produktivitetsalgoritme, men han har hentet inspiration fra lægeverden.

”Jeg triagerer mine opgaver. Det vil sige, jeg inddeler dem efter, hvor lang tid de tager, hvor vigtige de er, og hvornår på dagen jeg kan løse dem. Og så sørger jeg for altid at tidsoptimere. Når jeg laver kikkertundersøgelser, har jeg typisk 5-10 minutter mellem hver patient, hvor jeg kan klare nogle af de hurtige opgaver,” siger han.

Professoratet betyder konkret, at Johan Burisch nu bliver betalt for at forske, og at han kan dedikere halvdelen af sin arbejdstid til forskning. Men det betyder ikke, at det er slut med interessetimer.

”Jeg kommer da stadig til at arbejde i min fritid, for jeg er jo også drevet af lyst. For mig er forskning både mit arbejde og min hobby, og jeg nyder at sidde med det om aftenen. Men det er da en kæmpe fordel, at jeg nu også kan bruge min arbejdstid på at forske,” siger han.

Morfaren og mentoren

Det er ikke en tilfældighed, at Johan Burisch endte med at blive læge. Hans morfar var den navnkundige og internationalt anerkendte læge Povl Riis, som satte et gevaldigt aftryk på gastroenterologien og lægeverdenen generelt. Han opfandt fostervandsdiagnostikken i 1950’erne, tog initiativ til at oprette de danske videnskabsetiske komitéer og var fra 1978-98 formand for Den centrale videnskabsetiske komité. Og så var han med til at udforme Helsinki-deklarationen, som definerer de nødvendige etiske hensyn i forsøg med mennesker.

”Min morfar har betydet alt. Han var en meget klog og venlig mand, og jeg har set meget op til ham,” siger Johan Burisch.

Det var også morfaren, som fik Johan Burisch ind i varmen hos professor og gastroenterolog Pia Munkholm på Hillerød Sygehus.

”Da jeg skulle skrive mit bachelorprojekt på medicinstudiet, kontaktede min morfar Pia Munkholm, som han havde været mentor for i mange år. Hun blev min mentor, min ven og min anden mor, og hun har haft en ekstremt stor indflydelse på min karriere,” siger Johan Burisch.

Pia Munkholm husker tydeligt, da hun blev introduceret til den unge medicinstuderende.

”Johans morfar var min mentor, og han ringede til mig i 2006 og spurgte: ’Vil du tage dig af unge Johan? Han vil så gerne være forsker, og jeg kan ikke tænke på andre end dig til at hjælpe ham’. Det var en kæmpe ære, og da jeg mødte Johan, var han sin morfar op ad dage. Meget dygtig og meget målrettet på en behagelig måde," fortæller Pia Munkholm.

Det var først, da Johan Burisch blev ansat under Pia Munkholm, at det gik op for ham, hvor berømt hans morfar egentlig var.

”Jeg blev nærmest vist frem på afdelingen som en attraktion, og i begyndelsen var jeg ikke Johan – jeg var Riis’ barnebarn. Jeg er meget stolt af, at jeg er inden for det samme felt som ham, og at jeg på nogle punkter har trådt i hans fodspor, men jeg nærer ingen illusioner om, at jeg på nogen måde kan nå ham til sokkeholderne, for han var ekstremt dygtig,” siger han.

Den største udfordring

Johan Burischs forskning er fortrinsvis epidemiologisk og centreret om de inflammatoriske tarmsygdomme (IBD), som fortsat er omgærdet af en del mystik. Det er stadig i høj grad uvist, hvorfor sygdommene opstår, hvad der driver sygdommene, og hvorfor sygdomsforløbene er så forskelligartede. Det vil Johan Burisch forsøge at blive klogere på.

I et af hans projekter, IBD Prognosis, analyserer han og hans forskergruppe blod, vævsprøver og tarmmikrobiomer fra patienter taget ved tidspunktet for diagnosen, typisk ved 20-30 års alderen, og løbende under sygdommen.

”Vi vil undersøge, om det er muligt tidligt i sygdomsforløbene at se, hvilke patienter der vil udvikle et svært sygdomsforløb, og dermed om det er muligt at sætte ind med den rette behandling tidligt i forløbet,” siger Johan Burisch.

Han mener, at den største udfordring inden for IBD er manglen på effektive behandlinger.

”Vi får flere og flere behandlingsmuligheder, men ingen af dem er helt vildt gode, og det er et problem. Det er stadig kun 30-40 procent af vores patienter, som får ro på sygdommen på kun én behandling. Resten er nødt til at skifte op til flere gange. Måske skal vi angribe sygdommene på helt nye måder, eller måske skal vi kombinere vores nuværende behandlinger. Vi ved det ikke, men der skal i hvert fald ske noget; Vi er langt fra i mål,” siger han.

Gennembruddet venter forude

Det er netop de mange ubesvarede spørgsmål, der er med til at motivere professoren.

”Det er et superspændende felt, og vi bliver ikke arbejdsløse, for antallet af patienter stiger, og der er stadig virkelig meget, der kan gøres bedre. Der er også meget, vi kan blive bedre til i Danmark. For eksempel har vi brug for et meget tættere samspil mellem de specialer, som har med immunmedierede sygdomme at gøre,” siger Johan Burisch, som tror på et nært forestående gennembrud.

”Lige nu er der en ekstremt hurtig udvikling i forhold til forståelsen af sygdommene, fordi vi får flere og flere ting, vi kan måle på. Det rykker feltet voldsomt. Derudover bliver behandlingerne mere raffinerede; Man anvender helt nye veje i immunsystemet og angriber flere forskellige steder. Det er svært at sige, hvornår vi får et gennembrud i behandlingen af IBD, men jeg forventer, at det sker inden for de næste fem til ti år,” siger han.

 

 

Blå Bog

  • Johan Burisch blev cand.med fra Københavns Universitet i 2010, ph.d. i 2013, dr.med. i 2022, speciallæge i gastroenterologi og hepatologi i 2023 og klinisk professor i 2024
  • Bor i Virum med sin kone Katrine, som er pædiater, og deres to døtre
  • Spiller klaver, skak og computerspil og dyrker landevejscykling

 

Relateret artikel

Del artikler