”I dag bliver hverken sygeplejersker eller læger uddannet i ernæring i alle de år, de får undervisning. I mine egne seks år på lægestudiet lærte jeg intet om ernæring," siger Dorte Lassen.
Kræftlæger: Underernæring er et stort problem blandt patienter, men vi mangler viden og tid
Underernæring er et stort problem blandt kræftpatienter. Omkring 30 procent af patienter med kræft er underernærede. Men hver anden ledende kræftlæge mener, at der mangler både tid, ressourcer og kompetencer på deres afdeling for at undgå problemer med underernæring blandt kræftpatienter.
Det kan have store konsekvenser, hvis en kræftpatient taber sig og ikke bliver behandlet for sit vægttab. Et stort studie ved navn EFFORT undersøgte for få år siden kræftpatienters dødelighed inden for 30 dage. Den ene gruppe fik individualiseret ernæringsstøtte − den anden gruppe fik almindelig hospitalskost. I gruppen med individualiseret ernæringsstøtte blev dødeligheden reduceret med næsten 40 procent.
Men selv om ernæring kan spille en vigtig rolle i at understøtte kræftpatienter under behandlingen, bremses potentialet af en række alvorlige barrierer. I en rundspørge blandt 21 ledende kræftlæger foretaget af Medicinske Tidsskrifter peger hver anden på, at afdelingerne mangler både tid, ressourcer og kompetencer på ernæringsområdet.
Et af de sygehuse, der har forsøgt at sætte fokus på ernæringens betydning for kræftbehandling er Sygehus Lillebælt. Her har de blandt andet fået en ’drop-in diætist’, der kan give patienterne gode råd om den mad, de bør spise, mens de er i behandling.
Speciallæge i onkologi, Dorte Lassen, er en af dem, der har engageret sig særligt i området. Selvom hun ser gode takter i indsatsen, mener hun grundlæggende, at det er noget andet, der skal til, hvis man vil høste det fulde udbytte af bedre ernæring som en del af kræftbehandlingen.
”Diætister ved meget mere om ernæring, end jeg gør som læge, fordi de er specialuddannede i det, og deres rolle er klart vigtig. Men hvis det skal løftes for alvor, skal det i højere grad være et fælles ansvar, hvor lægerne kommer mere på banen,” siger Dorte Lassen og peger på uddannelsen af lægerne som en af de helt store barrierer.
”I dag bliver hverken sygeplejersker eller læger uddannet i ernæring i alle de år, de får undervisning. I mine egne seks år på lægestudiet lærte jeg intet om ernæring. Som læger ved vi ved rigtig meget om, hvordan kroppen virker, men vi ved reelt ikke, hvordan man ernærer den,” siger hun.
Lægerne må gå forrest
Netop det, at ernæring ikke har høj prioritet på uddannelserne, mener Dorte Lassen sætter sig i måden, der prioriteres på i den kliniske praksis.
”Hvis vi ikke lærer om det, er det så vigtigt?” spørger hun retorisk og fortsætter: ”Når området ikke har fokus på studiet, bliver det jo noget, jeg ikke rigtig ved noget om som læge, og så bliver det en anden, der skal tage sig af det. Hvis jeg ikke ved noget om et emne, så er det heller ikke det, du skal spørge mig om,” siger Dorte Lassen.
Den pointe deler Michael Borre, som er professor på urinvejskirurgi på Aarhus Universitetshospital og formand for landets multidisciplinære kræftgrupper (DMCG). Han mener, at man skal være forsigtig med at undervurdere, hvor komplekst og svært, ernæring kan være i forbindelse med kræftbehandling. I lighed med Dorte Lassen mener han, at indsatsen skal være bredt funderet fagligt, men at lægerne er nødt til at gå forrest.
”Det kræver særlig ekspertise. Man kan ikke bare uddelegere det til sygeplejepersonalet. Det skal være engagerede speciallæger, der i samarbejde med kliniske diætister går aktivt ind i opgaven. Det skal håndteres professionelt. Det er ikke nok bare at sige, at man skal have lidt øje på det,” siger Michael Borre, før han peger på det evige spørgsmål om ressourcer. Et område, hver anden ledende kræftlæge i Medicinske Tidsskrifters undersøgelse tillige peger på som en barriere.
Effekten afspejles ikke i prioriteringen
”Fra egen afdeling ved jeg, at man ikke vil bruge penge på en klinisk diætist, så der er helt sikkert også et økonomisk og prioriteringsmæssigt spørgsmål, som spiller ind”, siger han og slår fast, at det ikke er dokumentation for effekten, der mangler. Der er med andre ord ikke mange undskyldninger for ikke at gøre mere for at løfte området.
”Der er først og fremmest dokumentation for, at prehabilitering med ernæringsterapi giver bedre livskvalitet, men det kan også spille ind på overlevelse. Det gælder for eksempel hvis patienten ikke vurderes egnet til kemoterapi eller større kirurgi, fordi vedkommende ikke klare det. En udfordring vi dokumenterede i et blærekræftprojekt for godt ti år siden,” siger Michael Borre.
Dorte Lassen mener heller ikke, der er grund til at tvivle på effekten af bedre ernæring. Men selvom der forskningsmæssigt er dokumentation på plads fra flere sider, tror hun stadig, at mere uddannelse er nødvendigt, og at det forhåbentlig kan medvirke til at gøre ernæring til et mere naturligt sted at kigge hen for lægerne.
”Når man bliver uddannet som onkolog, skal man på flere forskellige kurser, og et ernæringskursus burde absolut være et af dem. Det ville jo være med til at styrke fokus på det, og når først man begynder at arbejde med det og kan se effekten af det på sine patienter – at de faktisk får det bedre, så tror jeg, at det ville øge både succesraten og trivslen for mange,” siger Dorte Lassen.