Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

"Virksomhedernes betydning for sundhedsvæsnet bliver forventeligt endnu større i fremtiden, hvor det er helt afgørende, at vi bliver bedre til at udnytte de teknologiske fremskridt, som løbende skabes," siger Sophie Løhde.

12 nye anbefalinger: Sådan forbliver dansk life science i verdensklasse

Eksporten af danske lægemidler er de seneste 25 år steget 800 procent og er i dag – med en eksport på næsten 140 milliarder kroner – Danmarks største eksportvare. Dog står sektoren over for stigende international konkurrence, og derfor har Life Science Rådet udarbejdet 12 strategiske anbefalinger, som de i dag præsenterer for regeringen for at understøtte og videreudvikle den danske life science-sektor.

Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) understreger vigtigheden af disse anbefalinger:

"Virksomhedernes betydning for sundhedsvæsnet bliver forventeligt endnu større i fremtiden, hvor det er helt afgørende, at vi bliver bedre til at udnytte de teknologiske fremskridt, som løbende skabes," siger hun.

"Derfor anbefaler Life Science Rådet også, at vi hurtigere skal skalere og implementere eksisterende sundhedsløsninger, der virker, og tage nye innovationer i anvendelse, som kan forbedre patientbehandlingen og frigøre ressourcer. Jeg ser frem til at arbejde videre med rådets anbefalinger i regi af den nye life science-strategi, som regeringen vil præsentere i det nye år,” siger hun.

Et centralt fokus for rådet er at gøre innovation til en grundpille i sundhedsvæsenet. Målet er et mere effektivt sundhedssystem, der tilbyder patienterne adgang til de nyeste behandlinger. Et konkret mål er at spare svarende til 10.000 årsværk inden 2030 gennem innovative løsninger.

”Med anbefalingerne får vi tydeliggjort, at Danmarks life science ambitioner også handler om, at vi ikke har et Medicinråd eller Medicintilskudsnævn, der er unødigt restriktive over for ny, innovativ medicin,” siger Sofie Jensen, koncernchef i Lægemiddelindustriforeningen (Lif) og medlem af Life Science Rådet. 

Life Science Rådet anbefaler også et tættere samarbejde mellem virksomheder og myndigheder for at fremme innovative aftalemodeller, herunder risikodelingsaftaler og konfidentielle rabataftaler. Et andet forslag fra rådet er oprettelsen af et sundhedsinnovationsindeks, der skal måle og fremme innovationsgraden i sundhedsvæsenet. 

”Det er positivt, at anbefalingerne sætter retning for udvidet brug af innovative risikodelingsaftalemodeller og samtidig foreslår et sundhedsinnovationsindeks, som kan blive løftestang for at få Danmark tilbage i den europæiske topklasse, når det gælder anvendelse af sundhedsinnovation i patientbehandlingen,” siger Ida Sofie Jensen. 

Life Science Rådet kom desuden også med anbefalinger inden for brug af sundhedsdata, kliniske forskning, Danmark som produktionsland og offentlig-privat samarbejde.

 

 

Her er de 12 anbefalinger

Life Science Rådet kommer med fire ambitioner og 12 anbefalinger til, hvordan Danmark bevarer og udbygger sin internationale styrkeposition frem mod 2030.

Bedre optag af innovation i sundhedsvæsenet gennem offentlig-privat samarbejde

Life Science Rådet foreslår anbefalinger, der kan styrke offentlig-privat samarbejde på sundhedsområdet og på sigt frigøre 10.000 årsværk i sundhedsvæsenet frem mod 2030.

Anbefaling 1: Innovation skal være en prioriteret kerneopgave i det danske sundhedsvæsen. Patienter skal have adgang til innovative lægemidler og medicinsk udstyr, og arbejdskraftfrigørende sundhedsløsninger skal systematisk udvikles, testes, implementeres og skaleres i tæt samarbejde med private virksomheder.

Anbefaling 2: Danmark skal prioritere og udføre mere klinisk forskning som en integreret del af patientbehandlingen.

Anbefaling 3: Potentialet for danske sundhedsdata skal indfries.

Et stærkere vækstlag i life science-industrien

Life Science Rådet forslår anbefalinger, der skal sikre, at Danmark bliver det land i Europa, som udklækker og udvikler flest levedygtige startups inden for life science.

Anbefaling 4: Der skal sikres en bedre teknologioverførsel fra universiteterne og hospitalerne til iværksættere og virksomheder.

Anbefaling 5: Virksomhederne skal have adgang til sammenhængende finansiering i hele værdikæden.

Anbefaling 6: Der skal være bedre rammer for samarbejde mellem forskningsmiljøer, sundhedsvæsenet og virksomheder.

Internationalt samarbejde og sundhedsdiplomati

Danmark være en stærk aktør i EU og verden. Både når det kommer til at levere løsninger på globale sundhedsudfordringer og i arbejdet med eksportfremme og konkurrencedygtige rammevilkår for life science-industrien. 

Anbefaling 7: Den strategiske eksportfremmeindsats af danske sundhedsløsninger skal styrkes.

Anbefaling 8: Der skal ske en styrket dansk interessevaretagelse i EU for at understøtte Europa som en attraktiv life science-region via konkurrencedygtige regula-toriske rammevilkår og international markedsadgang.

Anbefaling 9: Sundhedsdiplomatiet og det internationale myndighedssamarbejde skal styrkes og målrettes ift. at understøtte den danske life science-sektor og tiltrækningen af internationale life science-virksomheder til Danmark.

Rammevilkår for life science-produktion og investeringer i Danmark

Ambitionen er, at Danmark skal være i top 3 over bedste produktions- og investeringslande for life science i Europa.

Anbefaling 10: Rammerne for Danmark som produktionsland ift. life science skal styrkes, bl.a. gennem udpegning af industrizoner egnet til life science-produktion og smidigere, administrative godkendelsesprocesser for tilladelser.

Anbefaling 11: Rammerne for uddannelse og tiltrækning af fremtidens medarbejdere til life science-industrien skal understøtte indfrielse af vækstambitionerne.

Anbefaling 12: Fortsat fokus på sektorens rammevilkår er en forudsætning for indfrielse af vækstambitionerne.

 

Del artikler