Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Genstarts logo.

Kompetent podcast om kræftskandalen i Aarhus er en rejse i uhyrligheder

PODCAST.  Mangler du de små detaljer eller det store overblik over sagen om de nu mindst 293 syge kræftpatienter, som har ventet for længe på behandling på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital? Uanset hvad så er gennemsolid podcast med radio- og TV-vært Anna Ingrisch og overlæge Peter Nerstrøm et fortræffeligt sted at blive ført up to date.

 

Fra foråret 2022 har læger fra Aarhus Universitet hospitals mave-og tarmkirurgisk afdeling forsøgt at råbe først deres lokale ledelse, siden hospitalsledelsen og som sidste udvej også regionen op, fordi afdelingens patienter med svær tarmkræft i stigende grad blev alt for sent opereret.

Men alt sammen for døve øren, for ledelserne kørte lægernes advarsler over i form af enten dødelig tavshed eller udstedelse af nye patientfarlige og mere eller mindre ulovlige retningslinjer for, hvordan lægerne egenhændigt skulle tilsidesætte patienternes rettigheder og ignorere overskridelserne af hospitalets maksimale ventetider.

Det fremgår af DR’s podcast ´Genstart: Overlægens advarsler´, hvori overlæge Peter Nerstrøm indleder med at tage journalist Anna Ingrisch med helt tilbage til dengang for mere end et år siden, hvor det gik op for ham, at afdelingens patienter var begyndt at blive meget mere livstruende syge.

Nogle patienter havde, når de endelig var nået frem til operationsbordet, fået brug for mere omfattende operationer, og nogle kunne ikke mere opereres med henblik på overlevelse, kun livsforlængelse. Og for andre igen gjaldt det, at det ikke længere var muligt at operere dem. Kræftpatienterne måtte nemlig vente op til 70 dage og ikke op til to uger, som de ellers havde krav på.

Den 1. september 2022 rejser Peter Nerstrøm og kolleger også røde flag overfor alle tre ledelseslag - afdelingen, hospitalet og regionen - på grund af deres viden om, at der var ’adskillige patienter’, hvor sygdommen havde spredt sig i en grad, så de ikke mere kunne opereres.

Og efter et halvt års forgæves forsøg på at få ledelsen i spil tyer Peter Nerstrøm og en gruppe af kolleger i november 2022 til i deres nød at sende en advarsel til Region Midtjylland via regionens whistleblowerordning, hvor ansatte i fortrolighed kan indberette alvorlige ledelsesfejl, og de beskriver de uforsvarlige forhold for patienter med avanceret tarmcancer. Peter Nerstrøm og kolleger hører dog intet fra regionen, og Peter Nerstrøm indberetter selv endnu engang til whistleblowerordningen.

Men Peter Nerstrøm, der var ansat som overlæge på mave- og tarmkirurgisk afdeling ved Aarhus Universitetshospital indtil februar i år, hvor han i protest opsagde sin stilling og gik tilbage til sit tidligere job på Regionshospitalet Randers, bliver endnu engang mødt med larmende tavshed. Alt imens ventelisterne stiger yderligere med ventetider op til ti uger, indtil medierne sætter fokus på de problematiske forhold for de mange patienter i marts måned i år.

Det er dramatisk kyniske forhold, som overlæge Peter Nerstrøm indvier journalist Anna Ingrisch og os lyttere i via deres fælles og gensidigt kompetente rejse i programmet fra efteråret 2022 og frem. Så kyniske, at det kan være svært at tro på, at det virkelig er sådan, der tænkes, prioriteres og ikke-reageres i sundhedsvæsnets top.

Men uanset hvor svært dette er, så er det endnu sværere at nære mistillid til Nerstrøms solide, rolige og helt faktuelle fremlæggelse af sagens akter i alle dens detaljer og gru overfor patienter, pårørende og ansatte.

Og det lykkes ham på relativt kort tid at forklare, hvorfor ’kun få’ ugers ventetid kan være så fatal for netop denne gruppe patienter, så selv Maren i Kæret kan forstå de lægefaglige forklaringer – også selv om hun kun måtte lytte med et halvt øre. En pragtpræstation i formidling, som den dygtige vært Anna Ingrisch understøtter i kraft af ro, velforberedt indsigt, overblik og de helt rigtige spørgsmål på de præcist rigtige tidspunkter.

Og så stopper sagen ikke engang med stigende ventelister. Den handler også om ledelser, der forlanger af lægerne, at de direkte skal true de svært syge patienter til at opgive endnu flere af deres rettigheder.

Mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital er nemlig en højt specialiseret afdeling for kræftpatienter fra hele landet, der har brug for højt specialiserede operationer, som kun tilbydes her. Så hvis der ikke er plads, skal patienterne henvises til operation i udlandet, hvis de ønsker det, da hurtig operation er ekstremt afgørende for netop disse patienter.

Men ifølge Peter Nerstrøm blev han og hans kolleger af ledelsen i stedet pålagt at true patienterne med, at de ville ryge ud af ventelisten på mave- og tarmkirurgisk afdeling, hvis de formastede sig til at sige ja til, at afdelingen skulle undersøge muligheden for eventuel operation i udlandet. En ordre, som Peter Nerstrøm fandt utilstedelig og grænseoverskridende.

Det har ifølge programmet – og forståeligt nok – ikke været hverken fagligt eller personligt nemt for Peter Nerstrøm på den måde ikke at kunne gøre det rigtige overfor sine patienter og derfor have være nødt til at gå op imod sine arbejdsgivere. Men han piber ikke på noget tidspunkt i udsendelsen over sine personlige tab. Men undrer sig fagligt og menneskeligt fortsat over, hvordan ledelsen kunne svigte ved at undlade at reagere fremfor at samarbejde med sine medarbejdere om, hvordan man ved fælles hjælp kunne rette op på forholdene.

Nerstrøm har hele tiden øjet på bolden, nemlig sine patienters fatale vilkår, når ledelse i for høj grad udarter sig til at blive domineret af undladelsessynder. Og på samme måde afholder han sig også fra at motivfortolke sine ledelser. En kommunikationsstrategi, som tilfører såvel ham som programmet en tårnhøj troværdighedsfaktor. Men som også gør, at man som lytter sidder ikke kun forarget, men også noget måbende tilbage. 

Det vil ikke være nemt for afdelingsledelsen, hospitalets direktør eller ledelsen i Region Midtjylland at skulle stille op overfor Peter Nerstrøm og forklare sig. Programmet har modtaget ledelsernes skriftlige halve beklagelser og talen-uden-om-kommentarer til Peter Nerstrøms kritik, men de fremstår mestendels som forsøgsvise bortforklaringer af uhyrlige forhold for patienter, pårørende og personaler. Det skal blive spændende at få de rigtige forklaringer med tiden, når ledelseskulturen i Aarhus forhåbentligt snart bliver endevendt. 

Genstart: Overlægens advarsler kan høres her

kultur

Del artikler