Formand for Etisk Råd: Etiske dilemmaer om aktiv dødshjælp skal vejes på en guldvægt

Aktiv dødshjælp til den enkelte risikerer at fratage noget værdifuldt fra de mange. Det er blot et af flere etiske dilemmaer, man skal afveje i en ophedet offentlig debat, mener formanden for Det Etiske Råd.

Aktiv dødshjælp er efter dokumentaren ’På tirsdag skal jeg dø’ på DR igen kommet på manges læber. Men i debatten om aktiv dødshjælp er der en række etiske dilemmaer, der trænger sig på – og som har været fremført på forskellig vis igennem årene.

”På den ene vægtskål har vi etikken i forhold til den velafklarede patient, som har afvejet med sig selv, at det inderste ønske er at få lov til at dø, og mere generelt i forhold til den autonomi, der ligger i, at folk er herre over eget liv og selv kan afgøre, om de vil leve eller dø.”

”På den anden vægtskål er der forskellige etiske glidebaneargumenter, både de lovgivningsmæssige, moralske og sociale sider af sagen, hvilket indebærer risikoen for, at flere og flere tvinges til at forholde sig til, om de har et liv, der er værd at leve.”

Sådan opsummerer formanden for Det Etiske Råd, Leif Vestergaard Pedersen, de store etiske dilemmaer, han kan se, når det gælder spørgsmålet om aktiv dødshjælp.

Etisk spørgsmål om, hvor grænsen går

Dét, der især er på spil, er i virkeligheden den enkeltes ret til selv at bestemme, som vi gør meget ud af i sundhedsvæsnet i dag, mener Leif Vestergaard Pedersen.

”Den enkelte patient skal selv med på råd, det er dét, der tæller, for hvorfor skal vi ikke lade patienten selv bestemme, når vedkommende er afklaret og ønsker en aktiv handling, som kan afslutte livet, der opfattes som en lidelse? Lidelsen er ikke nødvendigvis fysisk, men er en lidelse, hvor man afvejer livet og døden, og hvor patienten synes, at det vejer til fordel for døden,” siger Leif Vestergaard Pedersen – og siger at det er let at forstå, når man har med den enkelte patient at gøre. 

Leif Vestergaard Pedersen har selv mødt Preben Nielsen fra DR-dokumentaren og kunne godt forstå hans overvejelser om at afslutte livet. Preben var velafklaret og synes selv, at han var i en meget ulykkelig situation, og det virker ekstremt stærkt, forklarer Leif Vestergaard Pedersen og fortsætter:

”Det er netop på dén baggrund, at man startede med at lovliggøre aktiv dødshjælp i Holland og Belgien, hvor det i begyndelsen udelukkende var et tilbud til mennesker, der var uafvendeligt døende. Men derfra går det stærkt, for hurtigt kommer spørgsmålet om, hvad det så egentlig er at være uafvendeligt døende. Det er vi er jo alle sammen på et givent tidspunkt, men hvor tæt på døden skal man være for, at det skal være et tilbud,” siger Leif Vestergaard Pedersen retorisk.

Argumentet kan dermed lynhurtigt gå fra aktiv dødshjælp til uafvendeligt døende til rent juridisk at omfatte flere og flere, hvilket Leif Vestergaard Pedersen påpeger er sket i Holland og Belgien. Her omfatter aktiv dødshjælp nu også psykisk syge og børn, som har en belastende sygdom.

”Det etisk vanskelige er at definere præcist, hvor grænsen går, da det altid vil være en relativ grænse, som hele tiden kan rykkes,” siger Leif Vestergaard Pedersen. 

Ekstrem sag fra Canada sætter ting i relief

En anden risikabel glidebane er den rent moralske, forklarer Leif Vestergaard Pedersen og kommer med et ekstremt eksempel fra Canada, hvor visse former for dødshjælp er tilladt:

”Sagen drejer sig om en handicappet kvinde, som var utilfreds med den hjælp, hun kunne få fra det offentlige, men dét svar hun fik tilbage var, at de også kunne tilbyde aktiv dødshjælp. Det kom fra en offentligt ansat, som nok ikke er ansat længere, men det illustrerer, at det kan komme til at påvirke vores moral og forståelse af menneskelivet og kan snige sig ind i vores holdning til, hvad vi kan gøre for døende og handicappede, når de ellers kan vælge at dø,” siger Leif Vestergaard Pedersen.

Derudover er der etiske spørgsmål, der har at gøre med, at en alvorlig syg patient kan udsættes for et socialt pres, både direkte og indirekte:

”Det sociale pres kan opstå ved, at de pårørende mener, at det vil være en fordel, hvis den syge overvejer aktiv dødshjælp. Eller der kan være et indirekte pres ved, at den syge selv tænker, at han eller hun har været en stor belastning for sine pårørende i mange år og derfor overvejer at gøre brug af aktiv dødshjælp,” siger Leif Vestergaard Pedersen og gætter på, at det nok især vil være det indirekte pres, der kan være ret markant.

”Syge mennesker er altid en belastning, så i yderste konsekvens kan man nå frem til, at hvis man er en belastning, så må man væk. Men også små børn er en belastning, ligesom mange andre ting i livet er en belastning, og hvad gør vi så?” siger Leif Vestergaard Pedersen provokerende.

I sidste instans mener han, at det individets ret, der skal afvejes i forhold til fællesskabets og samfundets ret: ”Hvis vi anerkender, at der er nogen, som skal have ret til aktiv dødshjælp, så risikerer vi samtidigt at sende et signal til andre i samme situation om, at vi godt forstår, at de har et liv, som ikke er værd at leve. Det gør vi, fordi vi sagtens udefra set kan forstå situationen, men dermed kommer vi til at ringeagte en gruppe af personer, for eksempel bestemte handicapgrupper eller andre,” siger Leif Vestergaard Pedersen og tilføjer, at vi derved tvinger dem til at forholde sig til, om deres liv er leveværdigt – og kan vi tillade os det?

Til spørgsmålet om, hvorvidt Det Etiske Råds igen vil tage til spørgsmålet op, svarer Leif Vestergaard Pedersen, at han – uden at love det – forudser, at de nok først får tid til at tage emnet op i slutningen af 2023.

Aktiv dødshjælp i andre lande – sådan ser det ud

Schweiz, Holland og Belgien var de første lande i Europa til at legalisere assisteret selvmord. Siden er flere andre lande kommet til. I en række andre europæiske lande – herunder Danmark – er det lovligt at give smertelindrende behandling, som eventuelt fremskynder dødens indtræden. I flere delstater i USA, Canada og en række andre steder i verden har man også indenfor de seneste 20 år legaliseret aktiv dødshjælp eller tillader assisteret selvmord, og tendensen ser ud til at være stigende. 

Kontroversielle sager i Danmark

• Cirkusdirektør Diana Benneweis undgik i 2006 at blive tiltalt for medlidenhedsdrab på sin uhelbredeligt lungekræftsyge far, Eli Benneweis, som hun havde givet en dødelig dosis morfin i 1993 for at gøre en ende på hans lidelser.
• 53-årige og uhelbredeligt ALS-syge Jane Hoffmann lod i en DR2-dokumentar fra 2014 danskerne følge sin beslutning om at rejse til Schweiz for at få hjælp til at dø
• I 2022-dokumentaren ”På tirsdag skal jeg dø” følger journalist Anders Lund Madsen den 54-årige Preben den sidste måned op til det tidspunkt, hvor han har planlagt at tage livet af sig selv ved assisteret selvmord 
• Tidligere læge Svend Lings blev i 2019 af Højesteret idømt 60 dages fængsel for medvirken til selvmord. Straffen blev gjort betinget. Dommen skyldtes hans medvirken til to selvmord og et forsøg på medvirken til selvmord. Han havde udskrevet medicin eller hjulpet med at få udskrevet medicin. Han er nu igen blevet tiltalt for at have hjulpet et menneske med at begå selvmord.

Forskel på hjælp til at dø

• Aktiv dødshjælp er, når et menneske medvirker til, at et andet menneske dør. 
• Assisteret selvmord er, når patienten selv tager sit eget liv, men får hjælp til det for eksempel ved at en læge udskriver dødbringende medicin. 
• Passiv dødshjælp er, når en uundgåeligt døende patient benytter sig af sin ret til at fravælge en behandling, der udskyder døden. Efter samme lov kan en patient modtage nødvendige smertestillende midler, selv om de fremskynder dødstidspunktet.