Overlæge: Selv ved passiv dødshjælp er der mange etiske dilemmaer

Aktiv dødshjælp er ulovlig i Danmark og etikken omkring den mulige lovliggørelse svær. Men selv den lovliggjorte smertelindring eller behandlings-undladelse, der er hverdag i palliationen, er fyldt med etiske valg, siger ledende overlæge. 

Aktiv dødshjælp, hvor et menneske medvirker til, at et andet menneske dør, er forbudt i Danmark, men grænsen i forhold til den lovliggjorte passive dødshjælp, der forekommer på hospitaler i Danmark, hvor man skruer op for morfinen, selvom man ved, at det fremskynder døden, kan være ofte hårfin og fyldt med etiske dilemmaer.  

Det bekræfter den erfarne ledende overlæge Anette Hygum, specialeansvarlig i palliativt team på Sygehus Lillebælt. Hun arbejder til daglig med meget syge og døende kræft- og hjertepatienter, mennesker med KOL og andre alvorlige diagnoser og besøger også de syge i eget hjem – og hun vil gerne præcisere:

”Den eneste form for dødshjælp, jeg kender til, er dét, man kalder passiv dødshjælp, hvilket vil sige, at vi lindrer symptomer – og med baggrund i det kan døden til tider fremskyndes. Men det er i lindrende øjemed, men alligevel altid fyldt med etiske dilemmaer,” siger Anette Hygum, som også for nylig er blevet medlem af Det Etiske Råd. 

Spørger man først ind til de etiske dilemmaer ved aktiv dødshjælp, peger hun på to ting: 

”Jeg opfatter, at det grundlæggende etiske dilemma ved aktiv dødshjælp er, at man vælger at fjerne mennesket frem for at fjerne lidelsen og være til stede for at støtte for patienten bedst muligt. I sidste instans er det et udtryk for et ønske om at have kontrol med liv og død,” siger Anette Hygum og fortsætter:

”Det sværeste etiske dilemma ved aktiv dødshjælp ville dog helt klart være at skulle slå et andet menneske ihjel…, det er jo det, man i mine øjne gør. Hvis der så ovenikøbet i nogle tilfælde er tale om et menneske, som ikke har en uhelbredelig sygdom, ville det gøre det endnu sværere.”

Etiske dilemmaer ved palliativ sedering

Meningsmålinger om aktiv dødshjælp viser, at flertallet af danskere er for aktiv dødshjælp, men Anette Hygum oplever sjældent på hospitalsafdelingerne eller i hjemmene, hvor hun plejer de døende, at de taler for aktiv dødshjælp:

”Det er sjældent, at vi oplever, at patienterne beder om lov til at dø. Og når vi oplyser om, hvad den sidste tid kan indebære i præcis deres tilfælde og taler med dem om, at man selvfølgelig har angst for det ukendte, og når man får italesat angsten, så forsvinder den tit. Som professionel går det ud på at turde være i den situation og lindre den så godt, man kan,” siger Anette Hygum.

Dét, Anette Hygum oplever, selvom det ikke er ofte, er at stå overfor en patient, som hun vurderer kun har få timer eller levedøgn tilbage og samtidigt oplever, at situationen er helt ubærligt: 

”I de tilfælde kan man vælge at gennemføre en palliativ sedering, som ikke er aktiv dødshjælp, men lovlig passiv dødshjælp, hvor patienten stille sover ind i døden, men selv her, ved en sådan sidste palliativ behandling, er der mange etiske dilemmaer at forholde sig til,” siger Anette Hygum og uddyber:

”Først og fremmest er det afgørende at få alle de pårørende og alle behandlere med i beslutningen. Dernæst skal man som kliniker være sikker på, at døden er nært forestående, så man ikke risikerer, at det varer flere dage, før det sker. Og endelig, når man så giver medicinen, er det afgørende, at man har fået taget ALLE i ed, så der ikke pludselig kommer nogen, der ikke kan nået at få sagt farvel, eller som ikke har fået noget at vide.” 

Helt grundlæggende skal man som læge desuden altid være sikker på, at det er patientens ønske og ikke kun de pårørende, der ønsker at afslutte patientens lidelser, forklarer Anette Hygum. Hun siger:

”Patienten skal have tilkendegivet, at de pårørende må tage beslutningen, og lægen skal have hørt det. Så vi arbejder meget med at få taget nogle samtaler med patienter og pårørende, mens patienten er i stand til det.”

Misforståelse om passiv dødshjælp

Anette Hygum mener desuden, at det er en udbredt misforståelse, at passiv dødshjælp ”blot” handler om, at man skruer op for en given smerteforbehandling, der kan fremskynde døden: 

”Som læge skruer man kun op for en smertelindrende behandling, hvis der reelt er smerter og brug for at lindre symptomer, og det er meget afgørende at sige. Man undlader også kun behandling, hvis det rent klinisk giver mening.” 

Man kan med andre ord sige, at det altid drejer sig om at give den rette palliative behandling eller undlade behandling, hvis lægen vurderer, at det er det rigtige: 

”De patienter, jeg ser, er jo en selekteret patientgruppe med komplekse palliative problemstillinger. I de tilfælde er det hyppigt, at vi enten undlader behandling, væske, ernæring, antibiotika i de allersidste levedøgn. Det er også hyppigt, at vi må lindre svære symptomer som smerter og åndenød med smertestillende og beroligende medicin. Som følge af det kan døden indtræde lidt tidligere, end det ellers var tilfældet, siger Anette Hygum.

Hun påpeger, at man som læge selvfølgelig altid grundigt skal forklare de pårørende, hvad der kommer ske i de sidste timer til få levedøgn, men at det alligevel er et etisk dilemma for lægen, da det er den lægelige vurdering om, hvad der skal ske, der er afgørende. 

”Som læge skal man på den ene side give så meget medicin, at man fritager de døende for smerter, og på den anden side skal man ikke give for meget medicin, da der så er risiko for, at der ingen kontakt er med de pårørende i den sidste tid – så det altid en etisk balancegang.”

Aktiv dødshjælp i andre lande – sådan ser det ud

Schweiz, Holland og Belgien var de første lande i Europa til at legalisere assisteret selvmord. Siden er flere andre lande kommet til. I en række andre europæiske lande – herunder Danmark – er det lovligt at give smertelindrende behandling, som eventuelt fremskynder dødens indtræden. I flere delstater i USA, Canada og en række andre steder i verden har man også indenfor de seneste 20 år legaliseret aktiv dødshjælp eller tillader assisteret selvmord, og tendensen ser ud til at være stigende. 

Kontroversielle sager i Danmark

• Cirkusdirektør Diana Benneweis undgik i 2006 at blive tiltalt for medlidenhedsdrab på sin uhelbredeligt lungekræftsyge far, Eli Benneweis, som hun havde givet en dødelig dosis morfin i 1993 for at gøre en ende på hans lidelser.
• 53-årige og uhelbredeligt ALS-syge Jane Hoffmann lod i en DR2-dokumentar fra 2014 danskerne følge sin beslutning om at rejse til Schweiz for at få hjælp til at dø
• I 2022-dokumentaren ”På tirsdag skal jeg dø” følger journalist Anders Lund Madsen den 54-årige Preben den sidste måned op til det tidspunkt, hvor han har planlagt at tage livet af sig selv ved assisteret selvmord 
• Tidligere læge Svend Lings blev i 2019 af Højesteret idømt 60 dages fængsel for medvirken til selvmord. Straffen blev gjort betinget. Dommen skyldtes hans medvirken til to selvmord og et forsøg på medvirken til selvmord. Han havde udskrevet medicin eller hjulpet med at få udskrevet medicin. Han er nu igen blevet tiltalt for at have hjulpet et menneske med at begå selvmord.