Yngre almenmediciner: Lægeforeningen er blevet for delt

Af Daniel Staal Nyboe, under uddannelse til speciallæge i almen medicin

Josephine Rathenborgs valg som ny formand for Lægeforeningen kan være et stærkt og nødvendigt trumfkort, men det kræver fokus på at samle foreningens medlemmer, hvis det ikke skal ende med et ærgerligt udfald for almen medicin og den nye generation af læger, skriver Daniel Staal Nyboe, der er under uddannelse til almenmediciner, i et debatindlæg. 

Urolog, hospitalslæge Josephine Rathenborg er ny formand for Lægeforeningen.  Udfaldet er ikke overraskende for mig at se. Men det kan blive et ærgerligt udfald for almen medicin og den nye generation af læger. Josephine er en dygtig læge og vil i mange henseender helt sikkert blive en stærk formand, men personligt havde jeg håbet, at det var på tide med et generations- og sporskifte i foreningen. Det er tydeligt, at foreningens medlemmer er ganske fragmenterede, og at de seneste års retorik, politik og mediefokus har præget medlemmers (og kommende medlemmers) tanker om foreningen.

Jeg har oplevet, at der er en opdeling både internt mellem 'hospitalslæger' og 'almen læger', men også blandt almenmedicinerne generelt. Det er formentlig på grund af besparelser på sygehusene, afviste henvisninger, tiltagende udbrændthed og dertil en kronisk nedsættende retorik i medierne om de 'dårlige læger', som snyder og laver fejl. Men vi er også internt dårlige til at forstå og tale pænt til hinanden og til at være omsorgsfulde over for os selv og hinanden. Vi glemmer, at vi læger også er mennesker.

I kampen omkring sundhedsreformen viste denne fragmentering sig særligt gældende - enten var man for eller imod praktiserende lægers ret til selvejede og -drevne praksis eller også syntes man, at de skulle reguleres af regionerne (som de hospitalsansatte læger jo er i forvejen). Frustrationen kunne også mærkes mellem generationerne i den almenmedicinske verden, hvor mange yngre tog generationens kamp op og gik aktivt gik ind i debatten om Lovpakke 2b (om de nye forhold for praktiserende læger efter sundhedsreformen, red.) blandt andet med gruppen 'Farvel til almen praksis'. Modsvaret til dette var desværre synligt og ganske hørbart – nogle stemmer mente, at vi unge larmede for meget, skulle acceptere reguleringen og i stedet burde rive teltpælene op og flytte familierne ud til de lægedækningstruede områder. 

Det var altså et tydeligt 'os mod dem' i flere henseender. Jeg mener ikke, at den tidligere formand – eller bestyrelsen – i Lægeforeningen gjorde nok for at mane til ro, sørge for interessevaretagelse for alle medlemmer eller få sagt tydeligt fra i medierne over hverken den dårlige omtale eller til lovpakken. Og den stemning har bidt sig fast.

Lægeforeningen har i min optik under afgående formand Camilla Rathcke ikke fungeret omfavnende eller inkluderende for alle medlemmer. Jeg er ikke i tvivl om at Camilla har gjort sit bedste og har mange gode sejre bag sig - Lægeforeningen har både været synlig og fået vigtige mærkesager igennem. Men jeg synes at den har holdt sig tilbage fra at tilgodese de yngste medlemmers interesser, den har ikke fokuseret på at inkludere de medicinstuderende, og den har valgt ikke at tage kampene mod systemet eller politikerne, eksempelvis i den seneste overenskomstaftale. 

Disse undladelsessynder er en vigtig grund til, at der var hele fire kandidater til formandsvalget denne gang, og det er også en væsentlig grund til, at stadig flere medlemmer ikke føler, at de får ‘noget for pengene’ fra foreningen.

Jeg havde derfor personligt håbet, at en yngre almenmediciner havde fået ansvaret. Det havde sendt et langt stærkere signal om inklusion af alle (kommende) medlemmer end at pege på datteren af formanden for overlægernes forening, som formentlig vil føre samme linje som den tidligere formand. Der er behov for at samle alle læger – også de kommende – og at trække en streg i sandet overfor politikerne og medierne. Jeg håber stadig, at vi ser et arbejde fra den nye formand, der går i den retning. For det er dét, medlemmerne gerne vil have.