
"Mange af os har aktivt valgt, at vi gerne vil arbejde steder, hvor der er behov for en stor sundhedsfaglig indsats. Men selvom det er meningsfuldt arbejde, kan det være hårdt, fordi der er for få ressourcer. I Deep End-netværket er alle enige om, at vi har et spændende arbejde, som vi gerne vil udvikle mere. Så vi føler virkelig, at vi er med til at gøre en forskel,” siger Mogens Vestergaard.
Deep End-netværket giver lægerne en fælles stemme
I 2022 blev 200 praksisklinikker med en høj andel af borgere med socioøkonomiske udfordringer inviteret til at deltage i Deep End Denmark-netværket. Vi kan tage lidt af æren for, at den omvendte omsorgslov nu er kommet på den politiske dagsorden, siger projektleder og praktiserende læge Mogens Vestergaard.
Lægeklinikken i Gellerup nord for Aarhus er aktive i Deep End-netværket – et netværk af praksisklinikker, som har en stor andel af patienter med socioøkonomiske udfordringer. Det er nu knap fire år siden, at Deep End-netværket blev oprettet i Danmark efter inspiration fra Skotland, hvor man har haft gode erfaringer med at samle praktiserende læger fra udsatte områder af landet. Om erfaringerne med det danske Deep End-netværk siger Mogens Vestergaard, der er initiativtager til netværket og selv medlem som praktiserende læge i Lægefællesskabet Grenaa:
”Det giver os rigtig meget energi at være med i Deep End-netværket. Mange af os har aktivt valgt, at vi gerne vil arbejde steder, hvor der er behov for en stor sundhedsfaglig indsats. Men selvom det er meningsfuldt arbejde, kan det være hårdt, fordi der er for få ressourcer. I Deep End-netværket er alle enige om, at vi har et spændende arbejde, som vi gerne vil udvikle mere. Så vi føler virkelig, at vi er med til at gøre en forskel,” siger Mogens Vestergaard.
77 klinikker
I Danmark har man via en matematisk algoritme udvalgt de 200 klinikker, der har et patientgrundlag med de største socioøkonomiske udfordringer. Disse 200 klinikker er blevet inviteret til at være med i netværket, og 77 klinikker har indtil nu takket ja. Mogens Vestergaard er godt tilfreds med det resultat, men håber, at flere vil være med.
”Der er en enormt fin stemning mellem de praktiserende læger, der er med i netværket. Vi udveksler erfaringer og får dermed konkret læring om, hvordan man skal håndtere patienter med få socioøkonomiske ressourcer,” siger han og tilføjer:
”Der er efterhånden opstået en ret stor tillid og relation mellem deltagerne, så vi også kan dele både svære ting som overbelastning, men også lavpraktiske ting som økonomi. På et af vores møder havde vi for eksempel fokus på den økonomiske situation i klinikken. Det er nemlig ofte svært at tjene gode penge i en Deep End-klinik, da patienterne typisk har brug for mere tid. De har ikke så mange sundhedskompetencer, og det tager den aktuelle honorarstruktur ikke højde for.”

