52-årige Winnie vil gerne have hjælp til at dø: ”Jeg synes, jeg har lidt nok”

I Danmark må vi ikke yde aktiv dødshjælp, selv om det er en problematik, der ofte bliver debatteret. Men hvem bestemmer over et menneskes liv? Hvad er uudholdelig pinsel? Hvor langt skal vi gå for at lindre? Winnie Nielsen er en af de patienter, der gerne vil – men ikke kan få – dødshjælpen. 

Winnie Nielsen er 52 år gammel. I sin bedste alder vil nogen mene – men Winnie er uhelbredeligt syg. Hun har kræft i stadie fire og er blevet erklæret terminal. Allerhelst vil hun have lov til at sove stille ind. Have hjælp fra sundhedsprofessionelle til at komme videre fra det liv, som hun ikke længere finder værdigt. 

”Det er en svær beslutning at ville dø. Men der er kun sygdom tilbage. Og det er ikke mig at ligge i en seng og være forpint hele tiden.”

Panikken breder sig 

Der er ikke mange meter fra sofaen i det lille rækkehus i Odense og ud til medicinskabet i køkkenet. Men for Winnie Nielsen er det en kraftanstrengelse, der tapper hende fuldstændig for luft, og i et øjeblik kniber det endda med at trække vejret.

”Nogle gange går jeg i panik, når jeg ikke kan få luft,” gisper hun. 

Winnie har altid levet et aktivt liv med arbejde, motion, venner og familie. Altid i gang. Altid i fart. Kontrasten til i dag, hvor kræften har taget over, kunne ikke være større. Og det er derfor, hun ikke ønsker at være her mere.

”Jeg er jo slet ikke mig selv mere. Det er ikke Winnie, der kigger tilbage på mig i spejlet. Jeg elsker at gøre noget ud af mig selv – med tøj, hår og makeup. I dag kan jeg ikke engang selv holde bruseren, når jeg er i bad,” fortæller hun. 

Ikke værdigt længere

Winnies historie tapper ind i den aktuelle debat, der kører om aktiv dødshjælp i Danmark. Hun er uhelbredeligt syg og så mærket af sygdommen, at hun ikke længere finder sit liv værdigt. Hun ligger ned det meste at sin vågne tid og kan ikke spise mad uden at kaste det hele op. Livsnødvendig næring får hun igennem proteindrikke. Det store ønske er at få fred. At kunne få lov til at sove stille og roligt ind. Men det ønske spænder lovgivningen ben for i Danmark. Og derfor må hun gå andre veje, hvis hendes ønske skal opfyldes. 

”Mine tanker om aktiv dødshjælp kom med diagnosen. Det var her, jeg for første gang fik øje på døden og tænkte: Ja, nu skal jeg dø.” 

Winnie husker tydeligt, at hun var hos sin tvillingesøster og lå og kiggede på sin telefon. Her fandt hun frem til den tidligere læge Svend Lings, som er kendt for at rådgive uhelbredeligt syge i at tage eget liv. Hun skrev til ham for at få hjælp til at sætte et punktum for sit liv.

”Jeg talte også med ham – men jeg var alligevel ikke parat til at sige farvel til det det hele. Var ikke parat til at sige, at nu er det nu. I dag tænker jeg, at jeg skulle havde gjort det,” fortæller Winnie.  

Et øjeblik er der håb

Det var tilbage under første corona-nedlukning, at kræften blev opdaget. Først i æggestokkene. 

”Jeg blødte hele tiden – og blev blandt andet behandlet med p-piller, før jeg blev indstillet til en operation for at få fjernet min livmoder. Da jeg vågnede efter narkosen, sad sundhedspersonalet på hug foran mig. De fortalte mig, at de havde fundet kræft og ikke havde rørt livmoderen. De mente, at kemobehandling kunne tage det,” siger Winnie. 

Efter en hård omgang kemobehandling fik hun det bedre, og hun kom også tilbage på arbejde igen – for en stund. Kort efter blev hun dog nødt til at kaste håndklædet i ringen. Kræftceller havde med lynets hast igen spredt sig i underlivet. Winnie fik tilbudt endnu en operation, hvor hun blandt andet fik fjernet tarm og dermed fik permanent stomi. Herefter ventede endnu en kemobehandling, men efter anden behandling sagde Winnie stop. Kroppen kunne ikke mere. I dag har hun kræft i stadie fire, og den har spredt til sig lungerne. 

”Stadie fire kan man ikke helbrede – blot behandle med livsforlængende medicin,” siger Winnie. 

Ensomheden er stor

Winnie bor alene med hunden Balou. Ud over sin far og tvillingesøster har hun ingen familie. Og størstedelen af de venner, der før var en stor del af hendes liv, kom aldrig tilbage efter corona-genåbningen, og efter hendes sygdom udviklede sig.  

”Jeg er sådan en type, der smider alt, hvad jeg har i hænderne, for at hjælpe andre, men mange af mine venner er bare blevet væk. De har alle mulige undskyldninger for ikke at komme og se til mig. Det har virkelig været hårdt oven i alt det andet.”  

”Min søster er fantastisk – hun hjælper mig i hverdagen, ligesom én anden ven gør det. Både med at lufte Balou og gøre rent og passe på mig og tørre op, når jeg kaster op. Men jeg er ensom og føler mig meget alene,” siger Winnie og lukker samtidig op for det traume, at hun mistede både sin mor som 9-årig og sin storebror som 34-årig.  

”Hele mit liv har været én stor pinsel for mig. Jeg har ikke en dag, hvor jeg ikke tænker på dem og det at miste dem. Jeg vil gerne op i himlen og være hos dem.”

Palliation og lindring 

Selv om Winnie nu som terminal-patient får palliation i rækkehuset i Odense, føles den ekstra behandling ikke som lindring. 

”Jeg synes, der er for mange mennesker ind over det – det er så forvirrende for mig. Jeg er syg, og samtidig skal jeg åbne mit hjem som en banegård. Det er hårdt.” 

”Jeg vil bare gerne vil væk herfra. Det er ikke værdigt for mig, at jeg skal have hjælp i hoved og røv – og jeg bliver bare dårligere og dårligere.” 

Winnie græder lidt. Hun er tavs i et par sekunder, forsøger at på ro på sin vejrtrækning.

Hun fortællere videre, at hun ikke har konkrete planer om aktiv dødshjælp, men at det er det, hun ønsker. Hun fortæller også, at hun har talt med hendes søster om det, som også bakker hende fuldt op i ønsket.

”Hvorfor skal jeg lide?”

”Jeg har ikke nogen fremtid – jeg går og venter på at dø, men hvorfor skal jeg lide? Hvis en hund bliver syg, får den ikke lov til at lide. Hvorfor skal mennesker det?”

Winnie henviser til de muligheder, hun i Danmark har i forhold til sit dødsønske, som hun ikke mener er tilstrækkelige for patienter i hendes situation.  

”Jeg mener, man skal have ret til at vælge sit liv fra, når det er så slemt. Det er jo ikke fordi, jeg har en dårlig dag. Jeg synes, jeg har lidt nok. Jeg kunne bare godt tænke mig at sove stille og roligt ind – og jeg vil gerne hjælpes til det. Uden der er ballade omkring det,” siger Winnie. 

Aktiv dødshjælp i andre lande – sådan ser det ud

Schweiz, Holland og Belgien var de første lande i Europa til at legalisere assisteret selvmord. Siden er flere andre lande kommet til. I en række andre europæiske lande – herunder Danmark – er det lovligt at give smertelindrende behandling, som eventuelt fremskynder dødens indtræden. I flere delstater i USA, Canada og en række andre steder i verden har man også indenfor de seneste 20 år legaliseret aktiv dødshjælp eller tillader assisteret selvmord, og tendensen ser ud til at være stigende. 

Kontroversielle sager i Danmark

• Cirkusdirektør Diana Benneweis undgik i 2006 at blive tiltalt for medlidenhedsdrab på sin uhelbredeligt lungekræftsyge far, Eli Benneweis, som hun havde givet en dødelig dosis morfin i 1993 for at gøre en ende på hans lidelser.
• 53-årige og uhelbredeligt ALS-syge Jane Hoffmann lod i en DR2-dokumentar fra 2014 danskerne følge sin beslutning om at rejse til Schweiz for at få hjælp til at dø
• I 2022-dokumentaren ”På tirsdag skal jeg dø” følger journalist Anders Lund Madsen den 54-årige Preben den sidste måned op til det tidspunkt, hvor han har planlagt at tage livet af sig selv ved assisteret selvmord 
• Tidligere læge Svend Lings blev i 2019 af Højesteret idømt 60 dages fængsel for medvirken til selvmord. Straffen blev gjort betinget. Dommen skyldtes hans medvirken til to selvmord og et forsøg på medvirken til selvmord. Han havde udskrevet medicin eller hjulpet med at få udskrevet medicin. Han er nu igen blevet tiltalt for at have hjulpet et menneske med at begå selvmord.

Forskel på hjælp til at dø

• Aktiv dødshjælp er, når et menneske medvirker til, at et andet menneske dør. 
• Assisteret selvmord er, når patienten selv tager sit eget liv, men får hjælp til det for eksempel ved at en læge udskriver dødbringende medicin. 
• Passiv dødshjælp er, når en uundgåeligt døende patient benytter sig af sin ret til at fravælge en behandling, der udskyder døden. Efter samme lov kan en patient modtage nødvendige smertestillende midler, selv om de fremskynder dødstidspunktet.