Sundhedsstyrelsens direktør: Ny sundhedsplan er et reelt paradigmeskift

Reformen besluttede retningen

Det er med at holde tungen lige i munden, når sundhedsreformen, Sundhedsstyrelsens faglige oplæg og den kommende nationale sundhedsplan optræder side om side. Forskellen ligger i deres funktion.

Den brede politiske aftale om sundhedsreformen fra november 2024 besluttede den overordnede ombygning af sundhedsvæsenet. Her blev det blandt andet fastlagt, at det nære sundhedsvæsen skal styrkes, at flere opgaver skal varetages uden for sygehusene, og at ressourcerne skal fordeles mere jævnt efter befolkningens behov.

Reformen besluttede også, at Danmark skal have en national sundhedsplan med en tiårig tidshorisont, som opdateres hvert fjerde år.

Sundhedsstyrelsens oplæg udfylder det næste lag. Her bliver reformens politiske ambitioner omsat til seks faglige principper, en række anbefalinger og forslag til, hvordan omstillingen kan følges gennem konkrete mål.

Den kommende nationale sundhedsplan bliver dermed den fælles overbygning, som andre planer skal rette ind efter. Det gælder blandt andet regionale sundhedsplaner, sygehusplaner, praksisplaner, nærsundhedsplaner, specialeplanlægning, kvalitetsstandarder og den kommende nationale beskrivelse af opgaverne i almen praksis.

På side 30 i oplægget viser Sundhedsstyrelsen sammenhængen. Øverst ligger den nationale sundhedsplan med strategisk retning, principper, anbefalinger og mål. Under den ligger de mange nationale og lokale planer, som skal omsætte retningen til ændringer i drift, kapacitet og patientbehandling.

Sygehusene skal slippe en stor del af kontrollerne

Sundhedsstyrelsen lægger op til en mærkbar ændring af sygehusenes rolle. Sygehusene skal fortsat stå for de behandlinger, som kræver højt specialiserede fagmiljøer, avanceret udstyr eller tæt overvågning. En betydelig del af den øvrige aktivitet skal gennemgås.

Oplægget er usædvanligt tydeligt på det punkt: En relativt stor del af den ambulante aktivitet skal omstilles. Det kan betyde, at kontroller og behandlinger flyttes til egen læge, speciallægepraksis, et nært tilbud eller patientens hjem. Nogle forløb skal ændres ved hjælp af digitale konsultationer og hjemmemonitorering. Andre aktiviteter skal reduceres eller ophøre, hvis de ikke giver tilstrækkelig sundhedsmæssig værdi.

På en almindelig hverdag kan det eksempelvis betyde, at en patient slipper for at tage bussen til sygehuset, finde gennem lange gange og vente uden for et ambulatorium for at få gennemgået prøvesvar, som egen læge kunne have håndteret med rådgivning fra en hospitalslæge.

Sundhedsstyrelsen understreger, at opgaverne ikke skal flyttes uændret fra ét skrivebord til et andet. Der skal ske en opgavetransformation, hvor både arbejdsgange, ansvar og brugen af teknologi bliver gentænkt.

Sygehusene skal samtidig vende sig mere udad. Specialisterne skal være lettere tilgængelige for praktiserende læger, kommunal sygepleje og andre fagpersoner, så patienten kan blive i det nære sundhedsvæsen, mens den specialiserede viden bevæger sig ud fra sygehuset.

Udgående funktioner, behandling i hjemmet og virtuel rådgivning skal fylde mere. På sygehuset skal ressourcerne i højere grad bruges på patienter, som har behov for den specialiserede behandling.

Egen læge får en større del af patientforløbet

For almen praksis betyder retningen flere patienter, flere sygdomsområder og et større ansvar for at holde sammen på behandlingen.

I dag håndterer almen praksis ifølge oplægget selv omkring 90 procent af alle henvendelser. Sundhedsstyrelsen vurderer, at andelen kan øges. Den praktiserende læge skal i fremtiden kunne følge patienterne gennem en større del af deres sygdomsforløb og bevare behandlingsansvaret i situationer, hvor patienten i dag ville blive sendt videre.

Det kan være en patient, som skal have taget en prøve, vurderet en ændring i medicinen eller have en speciallægefaglig vurdering. I stedet for straks at sende patienten videre skal egen læge i flere tilfælde kunne hente rådgivning fra en sygehusspecialist, eksempelvis gennem en fælles videokonsultation.

Sundhedsstyrelsen skriver, at almenmedicinske tilbud i langt større omfang skal kunne beholde behandlingsansvaret, også når flere specialer og faggrupper er involveret. Information skal flytte sig mellem fagpersonerne, så patienten ikke selv skal vandre mellem forskellige tilbud og gentage sin sygehistorie ved hvert nyt skrivebord.

Udviklingen kræver større kapacitet i almen praksis. Oplægget lægger op til, at regionerne skal sørge for, at almenmedicinske tilbud får bedre mulighed for at tage sig af de mest komplekse patienter og løfte en større koordinerende opgave. Almen praksis skal samtidig have mere kontakt med sygehuse og kommunale sundhedsindsatser.

Oplægget afgør ikke præcist, hvilke diagnoser, kontroller og behandlinger der skal flyttes til egen læge. Den konkrete opgavefordeling skal fastlægges gennem blandt andet den nationale opgavebeskrivelse for almenmedicinske tilbud, regionale planer, faglige standarder og efterfølgende aftaler om ressourcer.

Dermed står en central udfordring tilbage: Opgaver kan kun flyttes i det tempo, hvor medarbejdere, kompetencer, lokaler, udstyr og økonomi følger med.

Patienten skal ikke være forbindelsesled

Et af oplæggets bærende principper er, at patientforløb skal tilrettelægges med færrest mulige skift i behandlingsansvaret.

For især ældre patienter og mennesker med flere samtidige sygdomme kan et forløb i dag ligne et kort med forbindelseslinjer i alle retninger. Egen læge følger diabetes og blodtryk, en sygehusafdeling behandler hjertesygdommen, en anden afdeling tager sig af lungerne, kommunen står for sygepleje og genoptræning, mens patienten eller en pårørende forsøger at huske, hvem der sagde hvad.

Sundhedsstyrelsen vil samle ansvaret hos færre aktører. Én læge, afdeling eller organisation skal så vidt muligt beholde det samlede behandlingsansvar gennem en større del af forløbet og hente bistand fra andre fagpersoner undervejs.

På sygehusene skal patienterne heller ikke unødigt sendes fra afdeling til afdeling. Organiseringen skal i højere grad gøre det muligt, at samme afdeling eller behandlingsansvarlige læge koordinerer på tværs af specialer.

For skrøbelige patienter kan gevinsten være meget konkret. En borger på et plejehjem eller i eget hjem skal i flere tilfælde kunne blive, hvor vedkommende er, mens kommunal sygepleje, præhospitalt personale, egen læge og sygehuset samarbejder om vurdering og behandling.

Sundhedsstyrelsen fremhæver samtidig, at hjemmebehandling skal målrettes de patienter, som har størst gavn af den.

Ressourcerne skal følge sygdomsbyrden

Et andet nøgleord er populationsansvar. Bag det tekniske udtryk ligger en ambition om, at sundhedsvæsenet skal planlægges efter behovene i hele den befolkning, som myndighederne har ansvar for.

Der skal ses på, hvor mange ældre der bor i området, hvilke sygdomme der fylder, hvor store de sociale forskelle er, hvor langt borgerne har til læge og sygehus, og hvor gode muligheder de har for at forstå og bruge sundhedsvæsenets tilbud.

Tankegangen kan få direkte betydning for placeringen af læger, specialister, udstyr og behandlingstilbud. Et geografisk område med mange kronisk syge og dårlig lægedækning skal kunne få en større del af ressourcerne end et område, hvor sygdomsbyrden er mindre og adgangen til behandling bedre.

Lighed bliver dermed ikke forstået som samme tilbud alle steder. Ressourcerne skal fordeles forskelligt, så borgerne får mere lige adgang til relevant behandling.

Populationsansvaret rækker også længere end til behandling. Kommuner, regioner og stat skal arbejde mere systematisk med forebyggelse, tidlig opsporing og sociale forskelle i sundhed. Indsatserne skal tilpasses forskellige borgergrupper. Nogle patienter kan klare en stor del selv med digital støtte, mens andre har behov for en fast person, mere tid og fysisk kontakt.

Digital kontakt skal være førstevalg, når det giver mening

Digitalisering skal være en af motorerne i omstillingen. Digitale konsultationer, hjemmemålinger, selvbetjening og lettere adgang til faglig rådgivning skal gøre det muligt at flytte behandling væk fra sygehusmatrikken.

For en velbehandlet patient med en kronisk sygdom kan opfølgningen måske foregå gennem hjemmemålinger og en videosamtale. For den praktiserende læge kan en digital forbindelse til en sygehusspecialist betyde, at en patient bliver færdigudredt i lægehuset frem for at vente på en tid på sygehuset.

Digital kontakt skal ifølge oplægget være førstevalg, når det giver sundhedsmæssig værdi. Det betyder ikke, at alle patienter skal mødes af en skærm. Indsatsen skal tilpasses den enkeltes behov, ressourcer og evne til at bruge digitale løsninger.

En patient, der trygt kan måle sit blodtryk hjemme og sende tallene videre, kan få mere frihed og færre ture til klinikken. Den frigjorte tid skal kunne bruges på en anden patient, som har brug for at sidde over for en læge eller sygeplejerske og få forklaret sit behandlingsforløb grundigt.

Planen skal kunne flytte mere end ord

Den nationale sundhedsplan får en særlig tyngde, fordi den ikke kun skal være en hensigtserklæring. Ifølge sundhedsloven skal statslige myndigheders, regioners og kommuners sundhedsplanlægning være i overensstemmelse med planen.

Når den endelige plan er aftalt, skal dens principper og anbefalinger derfor kunne genfindes i de mange planer, der styrer sundhedsvæsenet. Der skal også opstilles mål, så det kan følges, om omstillingen faktisk fører til større lighed, nærhed og sammenhæng.

Implementeringen kommer til at ligge hos de myndigheder og organisationer, som planlægger og driver sundhedsvæsenet. Sundhedsstyrelsen beskriver, at både nationale og lokale planer skal bringes i overensstemmelse med den fælles retning.

Sundhedsrådene skal lokalt udarbejde nærsundhedsplaner, som blandt andet skal beskrive, hvordan tilbuddene i deres område udvikles. Sundhedsstyrelsen forventer at sende en vejledning til arbejdet i høring efter sommerferien.

”Den nationale sundhedsplan skal binde de mange initiativer i sundhedsreformen sammen og gøre det tydeligt, hvilken forandring vi arbejder hen imod. Det er en langsigtet omstilling, der ikke sker over én nat, men gradvist i takt med at kompetencer, kapacitet og samarbejde er på plads," siger Jonas Egebart.