Skoldkopper.
Tusinder af børn må have hjælp – ny dansk forskning viser langt større sygdomsbyrde ved skoldkopper
En ny dansk undersøgelse viser, at skoldkopper rammer langt flere børn og familier hårdere end hidtil antaget.
Resultaterne er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Infectious Diseases and Therapy. Berlingske skriver, at flere partier – også internt i regeringen – nu presser på for, at vaccinen mod skoldkopper bliver gratis og en del af børnevaccinationsprogrammet.
"Det er åbenlyst, at vi bør gøre noget mere på dette område. Skoldkopper er på alle måder en belastning, og derfor bør der sættes gang i de faglige vurderinger, der skal til, så vi kan komme i gang med at imødegå sygdommen," siger Danmarksdemokraternes sundhedsordfører, Jens Henrik Thulesen Dahl, til Berlingske.
Forskning viser massiv belastning af sundhedsvæsenet
Forskerne bag undersøgelsen har gennemgået alle opkald til 1813-akuttelefonen i Region Hovedstaden fra 2015 til 2023. De anslår, at 20.439 opkald handlede om skoldkopper – dobbelt så mange som tidligere registreret. Det svarer til omkring 2.500 opkald om året. Sygdommen toppede i vinter- og forårsperioden, og der blev set en kraftig stigning efter COVID-19-pandemien.
Skoldkopper skyldes varicella-zoster-virus og rammer omkring 60.000 børn årligt i Danmark. De fleste får feber, kløe og væskefyldte blærer, men sygdommen kan i nogle tilfælde give komplikationer som hudinfektioner, lungebetændelse eller hjernebetændelse. Sygdommen er meget smitsom og spredes hurtigt i institutioner og skoler.
En tidligere dansk undersøgelse, publiceret i The Pediatric Infectious Disease Journal, viste, at 14.443 børn under 18 år havde haft skoldkopper i perioden 2015 til 2023. Heraf blev 10.063 tilfælde registreret som milde gennem 1813, 3.509 som moderate og 871 som alvorlige, hvor børnene blev indlagt.
Blandt de alvorlige tilfælde havde næsten halvdelen komplikationer som hjernebetændelse, hudinfektioner eller bakterielle infektioner. Mange børn får langvarige og i visse tilfælde alvorlige følgevirkninger, og sygdommen udgør samlet set en betydelig byrde for sundhedsvæsenet.
Vaccination kan reducere sygdomsbyrden markant
I Danmark er skoldkoppevaccinen kun tilgængelig på det private marked og kræver egenbetaling – i alt omkring 1.700 kroner for to doser. En dansk beregning offentliggjort i PLoS Global Public Health i 2023 viser, at en national vaccineordning kan reducere antallet af tilfælde med mellem 94 og 96 procent. Erfaringer fra USA og Tyskland viser, at indlæggelser på grund af skoldkopper er faldet dramatisk efter indførelsen af vaccinen.Samtidig viser data, at velhavende kommuner som Gentofte, Rudersdal og Frederiksberg topper i salget af vacciner. Her er op mod 13 procent af børnene vaccineret, mens tallene er under 1 procent i flere kommuner på Lolland-Falster. Denne ulighed i adgangen har vakt politisk bekymring.
Men der er delte meninger i det faglige miljø. Professor i infektionsmedicin Jens Lundgren fra Rigshospitalet advarede i april i en artikel i Sundhedspolitisk Tidsskrift om, at en ufuldstændig vaccination af enkelte grupper kan flytte sygdommen til senere i livet, hvor komplikationer er langt hyppigere. Han peger på, at skoldkopper som regel er ufarlige hos børn, men kan give alvorlige forløb hos voksne.
Ifølge overlæge og professor i pædiatrisk vaccinologi Lone Graff Stensballe fra Rigshospitalet bør man overveje det nøje, før man gør skoldkoppevaccinen til en del af børnevaccinationsprogrammet. Hun udtalte i april til Sundhedspolitisk Tidsskrift, at sygdommen sjældent er alvorlig, og at kun omkring 100 børn årligt indlægges. Samtidig frygter hun, at for mange nye vacciner kan svække forældrenes opbakning til det danske vaccinationsprogram, der ellers har en meget høj tilslutning.
Hun pegede desuden på, at studierne kræver åbenhed om de økonomiske interesser bag.
Sundhedsmyndighederne overvejer en faglig vurdering
Sundhedsminister Sophie Løhde (V) har i et svar til Folketingets sundhedsudvalg den 27. januar 2025 oplyst, at Sundhedsstyrelsen drøfter med Vaccinationsrådet, om det er relevant at påbegynde en faglig vurdering af skoldkoppevaccinen. Formålet er at finde ud af, om vaccinen bør tilbydes som en del af det offentlige program.
Ifølge Berlingske har Vaccinationsrådet allerede drøftet spørgsmålet om skoldkoppevaccinen, men rådet har endnu ikke besluttet, om der skal sættes gang i en faglig vurdering, der kan danne grundlag for Sundhedsstyrelsens anbefalinger og en eventuel politisk beslutning om at indføre vaccinen.
Relaterede artikler
