
"Med milliardinvesteringen fra sundhedsfonden kan vi de kommende år give vores sygehuse et stort kvalitetsløft og dermed sikre, at vi fortsat kan tilbyde patienter sygehusbehandling i international topklasse i moderne og tidssvarende rammer," siger Sophie Løhde.
Nyt ekspertudvalg skal rådgive om milliardinvestering i sygehuse
Regeringen har nedsat et ekspertudvalg, der skal sikre, at en ny sundhedsfond på 22 milliarder kroner bliver brugt, hvor behovet er størst, og at sygehusene får et varigt kvalitetsløft. Pengene kommer fra sundhedsreformen, hvor aftalepartierne har besluttet at etablere en fond, der skal vedligeholde og modernisere sygehuse over hele landet fra 2026 til 2035.
I aftalen om sundhedsreformen fra 2024 blev aftalepartierne enige om at etablere en sundhedsfond på i alt 22 milliarder kroner til vedligeholdelse og modernisering af sygehuse. Investeringerne skal sikre et kvalitetsløft af bygninger og apparatur og vil ligge ud over det normale regionale anlægsniveau, der aftales i de årlige økonomiaftaler.
Ekspertudvalget, som sundhedsminister Sophie Løhde (V) nu har nedsat, skal rådgive regeringen om, hvordan investeringerne gør mest mulig gavn. Udvalget skal desuden indhente danske og internationale erfaringer, herunder fra tidligere kvalitetsfondsbyggerier, og komme med forslag til, hvordan regionerne kan blive endnu bedre til at økonomistyre og organisere arbejdet med at bygge og vedligeholde sygehuse.
"Med milliardinvesteringen fra sundhedsfonden kan vi de kommende år give vores sygehuse et stort kvalitetsløft og dermed sikre, at vi fortsat kan tilbyde patienter sygehusbehandling i international topklasse i moderne og tidssvarende rammer. Og med udpegningen af ekspertudvalgets medlemmer, der hver især har stærke kompetencer inden for byggeri og økonomi, står vi godt rustet til arbejdet," siger sundhedsminister Sophie Løhde (V) til ministeriets hjemmeside.
Lang historik med manglende vedligeholdelse
De seneste år har regionerne gentagne gange fået kritik for mangelfuld styring af vedligeholdelsen af sygehusbygninger. I november 2022 påpegede Statsrevisorerne, at fire ud af fem regioner manglede tilfredsstillende styring af vedligeholdelsen. Kun Region Hovedstaden havde dengang styr på de lovpligtige eftersyn og langsigtede planer.
Advarslen blev gentaget i marts 2025, hvor Rigsrevisionen konkluderede, at tre regioner stadig ikke havde indført fælles standarder for vedligeholdelse, bygningssyn og langsigtede planer.
Ifølge Rigsrevisionens opfølgende notat fra marts 2025 var Region Sjælland, Region Syddanmark og Region Midtjylland fortsat under skærpet opsyn, mens Region Nordjylland og Region Hovedstaden havde fået lukket sagen efter at have indført nye retningslinjer. En vurdering fra Danske Regioner fra 2023, gengivet i Sundhedspolitisk Tidsskrift den 24. marts 2025, anslog samtidig, at vedligeholdelsesefterslæbet beløber sig til omkring 27 milliarder kroner over ti år.
Statsrevisorerne har flere gange advaret om, at manglende vedligeholdelse kan føre til dyrere reparationer og dårligere arbejdsmiljø for ansatte. "Hvis sygehusbygningerne ikke vedligeholdes tilstrækkeligt, er der risiko for, at udgifterne til drift og vedligeholdelse bliver større end nødvendigt, ligesom nedslidte bygninger også kan have negative konsekvenser for patienter og ansatte," stod der i udmeldingen fra 2022.
Skal sikre klog brug af milliarderne
Med den nye sundhedsfond håber regeringen at få vendt udviklingen. Ekspertudvalget skal udarbejde retningslinjer, der hjælper regionerne med at planlægge og prioritere deres anlægsprojekter, så investeringerne skaber størst mulig værdi. Udvalget skal samtidig rådgive om, hvordan man bedst opnår en fornuftig balance mellem renovering, modernisering og nybyggeri.
Udvalget skal desuden afgive indstillinger til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, når regionernes vedligeholdelsesplaner skal godkendes, og midlerne fra fonden skal udbetales. Arbejdet sker i tæt samarbejde med Danske Regioner, så regionernes erfaringer og forslag bliver inddraget.langsigtet plan skal forhindre forfald
Sundhedsfonden skal bruges til både store og mindre projekter – fra udskiftning af udstyr og installationer til store renoveringer og nybyggeri. Formålet er at sikre, at hospitalernes fysiske rammer udvikles i takt med de faglige og teknologiske krav i sundhedsvæsenet.
De første investeringer fra fonden forventes udbetalt i 2026.
Relaterede artikler

