Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Statsrevisorerne: 4 ud af 5 regioner mangler styring med vedligeholdelsen af sygehusbygninger

Bortset fra Region Hovedstaden har ingen af landets regioner en tilfredsstillende styring af vedligeholdelsen af sygehusbygningerne. 

Det udtaler Statsrevisorerne kritik af i en ny rapport. 

At landets sygehusbyggerier bliver vedligeholdt i alt for ringe grad kan blandt andet medføre utætte vandrør, risiko for skimmelsvamp og ventilationssystemer, der ikke fungerer. Og meget dyre håndværkerregninger i fremtiden.

De eksisterende sygehusbygninger i dag har en bogført værdi på ca. 36 milliarder kroner, og de udgør ca. 4,8 millioner kvadratmeter. Regionerne er derfor blandt landets største bygningsejere. 

Selv om regionerne de seneste cirka 10 år har bygget nye, såkaldte supersygehuse for cirka 50 milliarder kroner (hvilket de fortsætter med det de næste 4 år) og har foretaget en række bygningsprojekter, så er der stadig rigtig mange ældre sygehusbygninger at vedligeholde. Gennemsnitligt er sygehusbygningerne i Danmark ca. 50 år gamle, og omkring 80 procent af bygningerne er i kategorien af ældre bygninger. Men bortset fra Region Hovedstaden har ingen regioner altså en tilfredsstillende styring af vedligeholdelsen ifølge statsrevisorerne.

Statsrevisorerne mener derfor, at der er behov for, at Sundhedsministeriet og Danske Regioner laver fælles retningslinjer for vedligeholdelsen af sygehusbygninger, data for bygningernes tilstand og langsigtede planer for vedligeholdelse.

"Hvis sygehusbygningerne ikke vedligeholdes tilstrækkeligt, er der risiko for, at udgifterne til drift og vedligeholdelse af bygningerne bliver større end nødvendigt, ligesom nedslidte bygninger også kan have negative konsekvenser for patienter, ansatte mv." skriver statsrevisorerne.

Regionerne opgjorde i sommer deres behov for anlægsinvesteringer næste år til 4,6 mia. kr, hvis det nuværende niveau skal opretholdes.

"Jeg er alvorligt bange for, at det kan gå ud over driften af vores sundhedsvæsen om nogle år, hvis ikke vi snart får moderniseret de ældste af vores hospitaler," sagde formand for Danske Regioner, Anders Kühnau, ved den lejlighed.

"Det nytter ikke at vente og skubbe læsset foran os. Jo længere vi venter med at renovere, jo dyrere risikerer projekterne at blive. Den situation genkender mange fra deres egen bolig: Hvis ikke vinduerne bliver malet i tide, så risikerer træværket at rådne. Og det er ofte dyrere at købe nye vinduer end at holde de gamle ved lige," sagde Anders Kühnau.

Det fremgår af økonomiaftalen for 2023 mellem stat og regionerer, at vedligeholdelse og modernisering i regionerne skal drøftes som led i forhandlingerne om aftalen for 2024.

Statsrevisorerne er udpeget af Folketingets partier og består af seks politikere. En af dem er tidligere sundhedsminister Sophie Løhde (V), som har erklæret sig inhabil i denne sag.

 

Væsentligste resultater af undersøgelsen

  • Bortset fra Region Hovedstaden har regionerne kun delvist beskrevet opgavefordelingen mellem regionen og sygehusene, og ingen af regionerne har fælles standarder for vedligeholdelse af både udvendige bygningsdele og tekniske installationer på sygehusene.

  • Region Hovedstaden har tilstrækkelige bygningssyn. Region Sjælland, Region Syddanmark og Region Midtjylland har ikke helt tilstrækkelige bygningssyn. Region Nordjylland har ikke tilstrækkelige bygningssyn.

  • Region Hovedstaden har en langsigtet planlægning af vedligeholdelsen. Region Sjælland, Region Syddanmark og Region Midtjylland har også elementer af langsigtet planlægning. Region Nordjylland har ikke en langsigtet planlægning.

    Samlet vurderer Rigsrevisionen, at der er behov for retningslinjer for vedligeholdelse af sygehusbygninger, bedre data for bygningstilstanden og langsigtede planer for vedligeholdelse. Rigsrevisionen opfordrer Sundhedsministeriet til at tage initiativ til dette.

Kilde: Statsrevisorerne