Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

”Det største problem er, at det ikke er alle borgere, der har pengepungen med sig, og derfor kan de ikke få den akuttid,” siger Annette Blynel.

Regionsrådspolitikere vil have undersøgt, om nyt lægetilbud er overenskomststridigt

Flere regionsrådspolitikere i Syddanmark har sat gang i en undersøgelse af det private lægetilbud Lægerne Danmark for at finde ud af, om det bryder de regler, der gælder for praktiserende læger.

Særligt lægger de kritiske politikere vægt på, at en læge i Esbjerg sælger konsultationer mellem klokken 8 og 16 – et tidsrum, hvor lægerne ellers har forpligtet sig til at være tilgængelige for patienter, der ikke selv betaler. Sagen skal nu behandles i Landssamarbejdsudvalget, hvor både regionerne og Praktiserende Lægers Organisation deltager.

”Det største problem er, at det ikke er alle borgere, der har pengepungen med sig, og derfor kan de ikke få den akuttid,” siger Annette Blynel (SF), regionsrådspolitiker i Region Syddanmark til DR.

Lægen i Esbjerg ønsker ikke at udtale sig, men fra Praktiserende Lægers Organisation i Syddanmark lyder det, at overenskomsten bliver overholdt. ”Selvfølgelig skal man overholde overenskomsten, og det gør Esbjerg-lægen også. Der er ikke nogle patientklager, og han har en god tilgængelighed,” siger Birgitte Ries Møller, formand for Praktiserende Lægers Organisation i Syddanmark til DR.

Lægerne Danmark har tidligere forklaret, at deres koncept skal ses som et supplement til det offentlige sundhedsvæsen, og at aftalerne med regionerne bliver overholdt. Ifølge stifterne handler det om at give mulighed for hurtig lægehjælp til dem, der ønsker og kan betale for det, uden at det går ud over de offentlige patienter.

”Mange klinikker står tomme om aftenen. Hvorfor ikke udnytte dem i højere grad?” har medejer Jakob Fraes tidligere forklaret til Medicinsk Tidsskrift i marts.

Flere eksperter og politikere har dog advaret om, at ordningen risikerer at skabe større social ulighed, hvis adgang til hurtig lægehjælp i stigende grad afgøres af pengepungen. Samtidig peger blandt andre sundhedsøkonom Jes Søgaard på, at initiativer som Lægerne Danmark kan aflaste et presset sundhedsvæsen – men også kan føre til øget skævvridning i adgangen til sundhed.

Landssamarbejdsudvalget ventes at tage stilling til sagen i september.

 

Relaterede artikler

ulighed