´Inderst Inde 2’ er endnu en bumpet rejse gennem psykens snørkelgange

FILM. ’Inderst Inde 2’ skildrer psyken hos en teenagepige i et rablende action-eventyr.  Filmen overgår ikke den første, men anmelder Henrik Reinberg Simonsen er på nuværende tidspunkt klar til at følge den unge hovedperson Rileys sjæleliv hele vejen til pensionsalderen.

Den første ’Inderst Inde’ fra 2015 forenede voksne og børn i begejstring. I hvert fald hjemme hos mig. Men også internationalt indbragte animationsfilmen 850 millioner dollars.

En succes af den størrelse vil uvilkårligt blive fulgt op, når Disney har en finger med i spillet.

Derfor får vi denne sommer nu den vellykkede ’Inderst Inde 2’, der dog ikke overgår den første.

I den første film fulgte vi 11-årige Rileys indre sjæleliv i forbindelse med en traumatisk flytning fra Minnesota til San Fransisco. Glæde, Frygt, Vrede, Afmagt og Trist var personaliseret som nuttede og sjove karakterer, der beboede en slags maskinrum med et højteknologisk kontrolpanel inde i hoved(!)personens hjerne. Det var en original og meget bogstavelig måde at skildre det indre liv på, og filmen kaldte både på Kleenex og latter.

I den nye film er der pludselig en katastrofeagtig rød lampe, der blinker på kontrolpanelet. ’Pubertet’, står der på den. Riley er blevet teenager. Derfor rykker nye karakterer ind: ’Inderst Inde 2’ præsenterer os for Angst, Flovhed, Kedsomhed og Misundelse.

Nye følelser blander sig med gamle følelser. Hver følelse er personliseret gennem en nuttet figur.

Riley skal på en slags hockey-lejr med sine to veninder, der på vejen annoncerer, at de skal på en anden high school end hende. Hvordan tackler man de nye spillere i hjernen, samtidig med at man skal manøvrere pucken rundt på hockey-banen og indynde sig hos de ældre piger? 

Især Angst er tæt på at ophøje sig selv til en slags selvdestruktiv diktator i det indre kongerige. Det er faktisk ret indviklet at forstå, hvad der foregår derinde i hovedkvarteret, hvor alle Rileys minder er repræsenteret som glaskugler, og hvor der er alle mulige former for etager, lagre og komplekse arkivsystemer. Det er omtrent som at se en psykedelisk udgave af ’Fragglerne’ tilsat fragmenter af Franz Kafka.  

Det komplekse sjæleliv

Det forvirrende vildnis er også en del af pointen. Sjælelivet er et kompleks af afgrundsdybe kløfter og indviklede strukturer. Er ’Inderst Inde 2’ ædruelig psykologisk formidling, som anviser de rette bemestrings-teknikker for det senmoderne menneske? Det kan man diskutere, som Lone Frank allerede har gjort det i Weekendavisen. ”Børn har brug for at lære at bemestre deres følelser, ikke få at vide, at de er summen af dem,” har videnskabsjournalisten skrevet i en kommentar.  

Tager man som Lone Frank de mere analytiske briller på midt i rutsjebaneturen, er det påfaldende tidstypisk, hvor stor en rolle Angst får som en modspiller i en periode, hvor teenagere og unge voksne døjer med angst og mistrivsel som sjældent før. Man griner flere steder, men sidder også med en fornemmelse af en alvor og et humanistisk budskab, når Riley skal lære at omfavne både sine gode og dårlige sider. ’Inderst Inde 2’ afstår fra letkøbte løsninger, og vi møder nogle uperfekte pigekarakterer, der virker langt mere troværdige end Elsa og Anna fra ’Frost’-filmene.

Jeg deler derfor ikke Lone Franks betænkeligheder over filmen. Men jeg har stadig nogle indvendinger.

To dramatiske plots skal balanceres

De oprindelige følelses-karakterer, som går igen fra første film, virker allerede ret velkendte.  Det er derfor heldigt, at der kommer nye passagerer ombord på hjernetoget. I visse passager er det svært at balancere begge to plots for instruktør Kelsey Mann: Der er både den jordnære fortælling om en ishockey-lejr med dyst på isen og venindeproblemer. Samtidig udspiller der sig et kalejdoskopisk og bumpet action-eventyr for vores gamle venner Glæde, Trist, Frygt, Afmagt og Vrede. De skal i videst mulige omfang genskabe kontrol inde i Rileys hjernebaner, samtidig med at de skal skabe en slags borgfred med de nye beboere.

Det er to ganske dramatiske plots, som skal sendes i mål på samme tid, og det er nogle gange, så det næsten kæntrer en smule.

Alligevel havde jeg noget i øjenkrogen, da filmen når frem til finalen. Og bedre endnu: Jeg gik fra biografen med fornyet bevidsthed om, hvor mange slåskampe og krumspring, der også udspiller sig i min egen 45-årige hjerne på daglig basis. Alle, der har det på samme måde, tror jeg, vil få noget ud af den her film. Og det gælder vel for, skal vi sige, 99,9 procent af mennesker på denne klode?  

Jeg kommer også til at se en mulig tredje film om de tidlige 20’ere. Tror faktisk, at jeg på nuværende tidspunkt er klar til at følge unge Riley helt til pensionsalderen.

’Inderst Inde 2’ havde premiere 13. juni og går i en lang række biografer