Forestillingen er så gribende og livsbekræftende, at man bare vil ud i verden og være et godt menneske

Hvis du ikke allerede har set ´Arven´, der fik en Reumert for årets forestilling i 2023, så er chancen der nu, når det Kgl. Teater sætter stykket op igen i Skuespilhuset. Den otte timer lange forestilling er en uforglemmelig og livsbekræftende oplevelse, skriver anmelder Christina Alfthan.

Kan man virkelige holde ud at se en forestilling på otte timer? Det var det gennemgående spørgsmål, da forestillingen ´Arven´, der handler om arven efter AIDS-epidemien, havde premiere sidste år. For det er unægtelig lidt af en mundfuld, man køber billet til. Forestillingen kan ses over to dage, men jeg tog den i et hug med min datter. Og det var både en overvældende og livsbekræftende oplevelse, og tiden fløj afsted. Ja, man havde endda gerne blevet der lidt endnu. For ´Arven´ er som at være sammen med sine nærmeste i de mest afgørende øjeblikke i livet, hvor man er helt åben og får talt sammen rent fra hjertet. Det er meget smukt, og anmeldelserne var da også helt i top, og ´Arven´ fik en Reumert for årets forestilling. Så nu sætter det Kongelige Teater det heldigvis op igen i slutningen af august.

Stykket handler om arven efter AIDS-epidemien, og der er kun mænd på scenen. Masser af unge mænd og så lige Karen Lise Mynster, som kommer med i den sidste del som en mor, der har mistet sin søn til AIDS. Men man behøver selvfølgelige ikke at have haft AIDS tæt på livet for at føle sig ramt af forestillingen. For den handler om livet selv. Men for os, der mistede nogle til AIDS, er den meget bevægende at se.

Jeg husker, da kombinationsbehandlingen blev opdaget, og man ikke længere døde af HIV-virus. For det var min første medicinske konference som journalistelev på Berlingske Tidende i 1996. Året før var en af mine bedste venner, Jakob, død af AIDS. 28 år gammel. Han var en stor og stærk, smuk mand med gnistrende øjne og mørkt hår. Jeg vidste ikke, han var HIV-positiv. Det gik så hurtigt fra han var rask, til hans krop gav efter, og døden tog ham. Jeg tænkte på Jakob og de tusindvis af unge mænd, der døde som ham. Han sov ind på et sygehus i Danmark omgivet af sin familie, men så heldige var langt fra alle af de mange tusinde AIDS-ofre, som døde de første år, sygdomme ramte. Dem handler forestillingen om. Og om den generation af homoseksuelle mænd, som overlevede med en skamfuld sorg, der aldrig rigtig er blevet talt om. Før nu.

Smerte går i arv

Handlingen begynder i New York i 2016, hjemme i lejligheden hos Eric, spillet af Emil Blak Olsen. Han er kæreste med Toby Darling, spillet af Alvin Olid Bursøe, der har skrevet en bog om at være homoseksuel mand, der skal have premiere på teatret. Gennem det unge par møder man deres store omgangskreds af unge homoseksuelle mænd, der repræsenterer generationen efter AIDS. Der er liv og glade dage, da vi møder dem alle på et skrivekursus.

I lejligheden nedenunder bor det ældre homoægtepar Walther og Henry, spillet af Jens Jørn Spottag og skuespilchefen, Morten Kirkskov. De har været sammen i 36 år, hvor Walther har passet hjemmet, mens Henry er en travl forretningsmand konstant på farten. Walter og Henry har oplevet HIV og AIDS, da de var unge, men på hver sin måde. Walter valgte at tage sig af de AIDS-syge og passe dem på hans landsted uden for New York, mens Henry prøvede at tage afstand fra den nye sygdom.

Historien springer frem og tilbage i tiden gennem de fire personer, den ældre generation af homoseksuelle og de yngre og den arv, de alle bærer på, mere eller mindre bevidst. Det hele flettes sammen i fortælling og refleksion, når Jens Jørn Spottag, der spiller en dobbeltrolle dels som Walther og dels som den homoseksuelle engelske forfatter E.M. Forster, der levede fra 1879-1970. Som Foster dukker han op flere gange gennem forestillingen som fortæller, der nøgternt og stilfærdigt bærer på den smertefulde arv fra bøssers historie gennem det 20. århundrede med skyld, skam, HIV og AIDS.

Foster dukker første gang op, da de unge er på skrivekursus og skal til at skrive historien om deres liv. Det går lidt trægt med skriveriet, men så kommer Forster som en guide og får sat gang i forløsningen, og på den måde binder stykket fortid og nutid sammen.

Walters hus på landet bliver centralt i handlingen, for efterhånden, som venskabet mellem Eric og Walther bliver tættere, ønsker Walther, at Eric skal arve landstedet, hvor hundredvis af unge AIDS-syge mænd blev plejet, døde og begravet. Det er også her i sidste del af forestillingen, at Karen-Lise Mynster kommer på scenen som Margaret, den eneste kvinde i forestillingen. Hun er mor til en af de AIDS-syge mænd, som Walther tog sig af, og hendes taknemmelighed for den omsorg, hendes søn fik, da han var døende, indrammer alle mødres kærlighed og lidelse. Det er så gribende og livsbekræftende, at man bare vil ud i verden og være et godt menneske. For ´Arven´ handler ikke kun om AIDS, men om at leve, mens man er i live, at tilgive, og at kærligheden er størst af alt.

´Arven´ får repremiere 24. august og spiller frem til 13. oktober.

Manuskript: Matthew Lopez. Oversættelse: Morten Kirkskov. Iscenesættelse: Thomas Bendixen. Scenografi: Palle Steen Christensen. Det Kongelige Teater, Skuespilhuset. Forestillingen kan ses over to aftener, men også som samlet forestilling. Der er indlagt pauser undervejs, herunder halvanden times spisepause.