Mørke hættetrøjer, sneakers og baggy militærgrønne Carhartt-bukser var i en årrække den tidligere betjent Michael Molins arbejdsuniform, når han var på job i specialpatruljen på Station City i København og skulle patruljere i nattelivet – klar til at give det uniformerede politi rygdækning, når der blev brug for det. Et job, han elskede, men som også var med til at knække ham.
Det fremgår af Molins nye selvbiografi ´Panser´, hvori han indledningsvis beskriver sin mistrøstige opvækst hos en enlig mor med tre sønner på Vestegnen, hvor faren var ikke-eksisterende og morens lussinger sad løst:
”Det er ikke første gang, min mor smider mig ud. Det er heller ikke første gang, hun giver mig en flad. Hun har før givet mig lussinger og knytnæver, og hun har slået mig med bøjler og bælter. En gang har hun banket mit hoved ned i håndvasken og ind i radiatoren. Men når hun er hjemme med Kenneth og Thomas, får jeg dog lov til at sove i lejligheden, selvom jeg ikke mærker den store kærlighed. Nede foran vores opgang står jeg og kigger op på lejligheden.
14 år gammel, helt alene i verden, uønsket og hjemløs.
Jeg er blevet smidt ud hjemmefra. På gaden. Det forstår jeg ikke, at man kan.”
Selv var Molin da også lidt af en rod, der både kunne slås og komme på kant med loven i et lokalsamfund, hvor vold og aggressivitet var vejen til respekt og status, og hvor det i høj grad var gadens parlament, der bestemte dagens orden og uorden.
Men selv om han var en bølle, var han også en dreng med drømme om et andet liv i en kasse under sengen:
”Jeg gemmer mine drømme i den kasse. Mit kompas, mine skriveredskaber, min grønspættebog, som er fyldt med tricks til, hvordan man kan være spion og skrive med hemmelig skrift. Jeg leger hele tiden, at jeg er spion eller soldat. Jeg har plakater med Spiderman, Edderkoppen og Hulk på væggene, og jeg ser Ivanhoe i fjernsynet. Ridderen, der beskytter den smukke jødinde Rebecca,” skriver Molin, der både som ung og senere teenager formåede at stå mod presset om at lade sig optage i en af de i området huserende bander.
Den unge Molin ved, at han vil et andet liv og beslutter sig for at blive politibetjent. Et erhverv, som han håber vil bringe ham nærmere på at få opfyldt sin sult efter større retfærdighed i tilværelsen.
Og Molin og politietaten synes da også at ligne et match made in heaven, for Molin er fysisk og mentalt stærk, kender sine kriminelle og voldelige lus på gangen og har sin retfærdighedssans. Personlige egenskaber, der gør Molin velegnet til at blive sendt forrest i de farligste situationer for at forhindre, at andre kommer til skade. Han bliver derfor hurtigt én af politiets såkaldte enforcere, som mere end mange andre betjente har til opgave at løfte politiets pligt til at udøve den nødvendige vold indenfor lovens rammer for således at sikre retsstaten og befolkningens tryghed.
Den fornødne magt skal være proportional med, hvad politiet ønsker at afværge, og netop den balancegang var en del af Michael Molins politiarbejde gennem 20 år. Trådte han over grænsen, risikerede han sin karriere, og handlede han for passivt, risikerede han, at andre eller han selv kom til skade.
Men selv om Molin elskede sit arbejde, begynder disse daglige håndteringer af dramaer og dilemmaer i front at trække tænder ud på den ellers så stolte og stærke politimand, som kommer til at vise tegn på stress, som ikke bliver bedre at flere års arbejde under daglige trusler i Pusher Street på Christiania. Krisetegn som forbløffende nok ingen tager hånd om.
Og endnu værre går det for Michael Molins psykiske helbred efter terrorangrebene i København midt i februar 2015 på Krudttønden og synagogen i Krystalgade, som efterlod to dræbte borgere og seks sårede politifolk:
»Kan du komme på arbejde? spørger Molins chef ham næste morgen, hvor politiet har fundet og skudt gerningsmanden. "Selvfølgelig kan jeg det," svarer Molin, der herefter skriver:
"Men noget inden i mig er anderledes. Min krop bliver ved med at dirre, og jeg har det, som om jeg bliver ved med at være i højeste alarmberedskab, selvom hverdagen indfinder sig igen. Jeg frygter, at der når som helst og hvor som helst kan dukke en ny terrorist op, som vil slå mig ihjel.
Jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Mange politifolk er ramt af angst efter terroranslaget. Jeg oplever, at garvede kolleger føler sig sårbare og forlader politiet i den kommende tid.”
Sidste dråbe før PTSD
Dråben, som får bægeret med PTSD til at flyde uigenkaldeligt over, kommer godt et år senere, da Molins kollega, gode ven og læremester bliver skudt i hovedet og dræbt udenfor sin arbejdsplads Albertslund politistation. Heller ikke denne gang får den nu dybt traumatiserede og angste Molin hjælp:
”Når jeg sidder i toget på vej til arbejde, kigger jeg konstant rundt på de andre. Jeg tror, at der kommer nogen og skyder mig. Jeg tænker, at om lidt er vi alle sammen døde. På Hovedbanegården er jeg på vagt, jeg holder øje med mennesker etniciteter og adfærd. Jeg kigger efter bombebælter og tasker hele tiden. Jeg er heller ikke sjov at være på ferie med. På en ferie i London med min familie ser jeg terrorister alle steder. Jeg kan ikke nærme mig Politigården i København uden at scanne kort og langt, kort og langt. Der kommer en bil kørende, okay, den standser. Går de ud? Jeg holder øje med dem. Jeg har aldrig ryggen til noget potentielt farligt. Hele tiden tænker jeg i worst case, most likely, most dangerous og overvejer mine muligheder konstant. Det slider på mit sind. ”
Der følges ofte ikke op på politifolks voldsomme oplevelser
Det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, Vive, undersøgte i 2020 udbredelsen af psykiske belastningsreaktioner hos politifolk. 58 procent, der havde oplevet voldsomme situationer i deres arbejde, svarede, at de sjældent eller aldrig havde modtaget opfølgning fra deres nærmeste leder. Inden for politiet er der en overbevisning om, at politiet skal være stærkere end den civile befolkning. Det er det, der giver os mandat til at tjene og beskytte befolkningen, så måske er holdningen, at det sjældent er nødvendigt.
Kilde: Michael Molin, Panser
At Molin med ´Panser´ har sat sig for at vise, hvordan en på alle måder forarmet opvækst på Vestegnen kan forme sig, er i sig selv et vigtigt vidnesbyrd. For alle os, som ikke bor der og aldrig kommer der, er bogen en øjenåbner i forhold til at forstå, hvor lidt dette miljø er for børn, og hvor stormasket det sociale system er, som skulle have samlet ham og andre op i tidlig alder. At mange vokser op som kriminelle kan ikke undre, ligesom det heller ikke svært at forstå, at Molin netop vælger at blive politibetjent tæt på den kriminalitet, som han er vokset op i.
Og på samme måde som hans opvækst og senere arbejde med mordere, voldsmænd og pushere et stykke hen af vejen har været grænseløst, er også grænserne mellem bogens bødler og ofre utydelige. Som læser kan man ikke undgå på samme tid at tage gysende afstand og så alligevel at føle en slags medlidenhed med såvel de farlige gerningsmænd, utilregnelige narkohandlere, terrorister og andre kriminelle voldsmænd som med det politi, der netop skal begrænse deres hærgen og ulovligheder.
Molins insisteren på, at selv de stærkeste mænd i korpset kan få brug for professionel bistand og debriefing efter voldsomme begivenheder, for ikke som han selv at gå i stykker, kan heller ikke undgå at gøre indtryk. Molin har tydeligvis fået en ny mission i livet; nemlig at gøre omverden opmærksom på etatens alt for hyppige manglende psykologhjælp til sine ansatte efter særligt belastende hændelser:
”Jeg føler en stærk trang til at få temaet på den politiske dagsorden, så vi politibetjente kan holde længere. Jeg kan jo mærke det på mig selv. Jeg er 48 år gammel. Jeg har været en snes år i politiet, men jeg har ophobet så meget stress i min egen krop, at jeg ikke kan klare mere. Jeg ser det også hos en del kollegaer, som jeg er begyndt at tale med om dilemmaet. Vi arbejder i en machokultur, hvor det forventes, at vi er stærkere end resten af befolkningen, både fysisk og mentalt. Men når rygsækken er fyldt, så man næsten ikke kan bære den alene, så er der kun en vej videre: ud,” skriver Michael Molin, som i dag arbejder terapeutisk med kollegaer, der er ramt af den PTSD, som også han fortsat lider af.
´Panser´ er en vedkommende og meget velskrevet biografi, og Michael Molin, som fortæller, at noget af det sværeste for ham i forbindelse med politiarbejdet har været at skrive rapporter, har da også fået god hjælp til skrivearbejdet af journalist Signe Mølgaard, som i 2021 udgav en erindringsbog om én af Molins chefer: ´Store Bjarne - mennesket bag Gadegeneralen’ som handler om dennes arbejde gennem 30 år i Københavns Politi.
Signe Mølgaard er inde i sit stof, og hun har i ´Panser´ hjulpet Molin til at give sin læsere et sjældent indblik i de professionelle og personlige omkostninger ved selve jobbet, det hårde arbejdsmiljø, som betjentene arbejder under, og den PTSD, som kan være en forståelig følge af et arbejde i ekstreme situationer i samfundets tjeneste, når politiarbejdet er allermest farligt. Ikke mindst beskrivelserne af, hvordan en PTSD kan komme snigende over flere år for så til sidst at bryde ud i lys lue, må kunne være relevant læsning også for andre faggrupper, der arbejder i front med psykisk eller socialt belastede borgere.
´Panser´ er udkommet på forlaget Grønningen 1 og koster 239 kroner
