Sundhedspolitisk Tidsskrift

"Hvis folk først senere i livet diagnosticeres med ADHD, så ved man, at de ofte vil have en større genetisk disponering for at udvikle depression, end hvis de var blevet diagnosticeret i barndommen,” siger Ditte Demontis.

Kortlægning af genetikken bag ADHD, autisme og depression viser bemærkelsesværdige overlap

Når børn er diagnosticeret med ADHD, er der god grund til at holde øje med, om de også får autisme. Og på samme måde er det værd at følge voksne, der får ADHD, i forhold til, om de også udvikler depression.

I begge tilfælde er sagen, at der er et stort overlap af gener hos henholdsvis børnene og de voksne. Således overlapper den genetiske arkitektur hos børn diagnosticeret med ADHD den, der ligger til grund for autisme. Og hos dem, der først diagnosticeres med ADHD som voksne, er overlapningen størst i forhold til depression.

“Det er med andre ord sådan, at den genetiske sammensætning er forskellig, alt efter, hvor gammel man er, når man får en ADHD-diagnose. Og det betyder eksempelvis, at hvis folk først senere i livet diagnosticeres med ADHD, så ved man, at de ofte vil have en større genetisk disponering for at udvikle depression, end hvis de var blevet diagnosticeret i barndommen. Og det er jo værd at vide for klinikerne,” siger lektor Ditte Demontis fra Aarhus Universitet, Institut for Biomedicin.

Hun har, som led i det nationale iPSYCh-projekt, undersøgt den genetiske arkitektur hos personer, der er diagnosticeret med ADHD henholdsvis i barndommen og som voksne. Resultaterne er derefter sammenlignet med dem fra store genetiske studier af autisme og depression.

Ikke bare uheld

Et andet fund i studiet, der er publiceret i tidsskriftet Nature Genetics, går på, at mennesker, der bliver diagnosticeret med ADHD som voksne, er mindre genetisk prædisponerede for at være ukoncentrerede og impulsive. Og det kan, ifølge Ditte Demontis, være med til at forklare, hvorfor nogle først diagnosernes senere i livet.

“Det er ikke bare, fordi de voksne har været uheldige og først har fået diagnosen sent. I stedet kan det skyldes deres genetik, som betyder, at de som børn ikke har haft symptomerne i så høj grad, at de har kunnet diagnosticeres på det tidspunkt,” forklarer hun.

Cirka 74 procent af risikoen for ADHD kan forklares ved genetik. Den genetik, der ligger til grund for ADHD er ’polygen’, hvilket vil sige, at ADHD er forårsaget af mange genetiske varianter i  arvemassen, der hver især bidrager en lille smule til sygdomsrisikoen.

I tal er det 12-16 procent af mennesker med ADHD, som også har en autismediagnose, mens 40 procent af dem også en depressionsdiagnose.

Ny identifikation af genetiske varianter

Ud over, at der er et stort overlap mellem de genetiske årsager til autisme og ADHD, viser et andet nyt studie også publiceret i tidsskriftet Nature genetics, at gener også er afgørende for om en person får den ene eller den anden lidelse. Det er professor Anders Børglum fra Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet, der har stået i spidsen for dette iPSYCH-studie, som giver ny indsigt i det biologiske grundlag for at udvikle både autisme og ADHD eller kun én af diagnoserne.

Her har forskerne identificeret syv genetiske varianter, der er fælles for autisme og ADHD – samt fem genvarianter, der er specifikke for kun en af de to diagnoser.

”Det betyder, at vi begynder at forstå dels de biologiske processer, der ligger bag udviklingen af begge diagnoser, og – som noget helt nyt – også de processer, der skubber udviklingsforstyrrelsen specifikt i retning af enten autisme eller ADHD,” forklarer han og tilføjer, at studiet er det første i verden, der påviser, at personer med både ADHD og autisme er dobbelt-belastede med genetisk risiko for begge diagnoser, mens personer, der kun har én af diagnoserne, langt overvejende kun bærer genetiske risikovarianter for denne ene sygdom. På den måde giver det rigtig god biologisk mening, at nogle har begge diagnoser.

Anders Børglum fortæller også, at autisme-diagnosen typisk bliver stillet før en ADHD-diagnose. Og hvis man som autist f.eks. også er hyperaktiv og har svært ved at koncentrere sig, kan det godt drukne lidt i autisme-symptombilledet, sådan at ingen får øje på ADHD-udfordringerne.

”Men hvis vi har en genetisk undersøgelse af en person med en autisme-diagnose, og vi ser en stor genetisk load af ADHD-genetik, så kan det være, vi skal følge personen lidt tættere. På den måde kan vi i fremtiden måske blive hurtigere til at få øje på udviklingen og give familien gode redskaber til også at håndtere den diagnose,” påpeger han.

I studiet har forskerne undersøgt den genetiske variation i arvemassen hos 34.462 personer med autisme spektrum forstyrrelse og/eller ADHD og 41.201 kontrol-personer uden disse diagnoser.

ADHD, autisme

Like eller del denne artikel