Skip to main content

{source}
<!-- /52195173/ST_top -->
<div id='div-gpt-ad-1510488486117-0' style='height:180px; width:930px;'>
<script>
googletag.cmd.push(function() { googletag.display('div-gpt-ad-1510488486117-0'); });
</script>
</div>
{/source}

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Overlæge Gennady Atroshchenko foran robotten med armene, som udfører det operative indgreb. Foto: Region Nordjylland

Ny robotoperation skåner hjertepatienter for at få brystben savet op

Aalborg Universitetshospital tilbyder nu en særlig form for robotassisteret operation ved nogle bypassoperationer. Teknikken giver patienterne markant færre gener, sengedage og smerter.

Tilbuddet om den nye robotassisterede bypassoperation betyder blandt andet, at patienterne er hurtigere ude af sengen, fordi brystbenet ikke længere behøver at blive savet op på langs, fortæller Jens Grønlund, som er cheflæge, Hjerte- og Lungekirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital.

”Tre-kars-sygdom skal fortsat opereres konventionelt med operation, og for de patienter, som har sygdom i to kar, vil PCI være den rigtige operation. Men for de patienter, som kun har sygdom i hjertets forreste kranspulsåre, den såkaldte LIMA-pulsåre, vil det være bedre og mere skånsomt at benytte robotassisteret kirurgi til at udbedre forsnævringen.”

Det er altså langt fra alle patienter, som kan komme i betragtning. Jens Grønlund regner med, at det i Region Nordjylland vil være omkring 50 patienter om året. På landsplan har Hjerteforeningen anslået, at der er tale om 500 patienter.

”I øjeblikket er vi de eneste, der tilbyder teknikken i Danmark – ja, faktisk i hele Skandinavien. Men, hvis teknikken bliver en succes i Region Nordjylland, så vil der vil ikke gå længe, inden man vil tilbyde den på landets øvrige tre hjertecentre,” siger Jens Grønlund.

Krav til samarbejdet

Den robotassisterede kirurgi stiller krav til samarbejdet omkring patienterne.

”Nogle enkelte patienter vil vi kunne tilbyde robotoperation af den forreste kranspulsåre, men de vil fortsat have behov for at PCI-behandling af en eller bege af de bagerste kranspulsårer.”

Den første patient er opereret i Aalborg, men der er store forventninger til teknikken fremover:

”Teknikken gør en positiv forskel for patientens restituering og smerteniveau. Operationen bliver på den her måde meget mere skånsom. Det betyder færre smerter og eftervirkninger. Derudover foregår operationen også på en måde, hvor man som kirurg har et rigtig godt overblik over selve bypass-indgrebet,” siger Gennady Atroshchenko, der er overlæge på Hjerte- og Lungekirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.

Ambitioner om klapoperationer

Jens Grønlund tilføjer, at man også har ambitioner om også at operere hjerteklapper ved hjælp af robotteknologi.

”Men der er vi ikke endnu. Vi har brugt robotteknologi ved både gynækologiske og mave-tarm-operationer i flere år, men det er første gang, at vi benyttet teknologien ved en hjerteoperation. Fremtiden banker på nu også inden for kardiologien.”

Her i juni bliver yderligere to patienter opereret ved hjælp af teknikken på Aalborg Universitetshospital. Kirurgerne assisteres ved de første operationer af en belgisk kirurg.

Del artikler