Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Rick Slaymaa ses her, omgivet af personale på Massachusetts General Hospital, da han blev udskrevet fra hospitalet.

Så gik den ikke længere: Mand med transplanteret grisenyre er død

Den første grisenyre transplanteret til en levende mand bragte begejstring verden over, og nyren nåede at virke i knap to måneder. Men nu er det altså slut. Manden med grisenyren, 62-årige Richard “Rick” Slayman, er død. Transplantationsteamet vil dog ikke give nyren skylden.

Læger har i årevis arbejdet hen imod en fremtid, hvor det vil være muligt at bruge dyreorganer til at sikre en bæredygtig forsyning af organer til transplantation. Et stort skridt på vejen skete i marts, da transplantationsholdet på Massachusetts General Hospital i marts 2024 meldte, at en genmodificeret grisenyre var transplanteret med succes til den 62-årige Richard Slayman. Han var det første levende menneske til at få en grisenyre indopereret.

Richard Slayman havde i mange år levet med type 2-diabetes og forhøjet blodtryk samt været i dialyse i 7 år, da han i 2018 fik en nyretransplantation fra en menneskelig donor. I 2023 begyndte den transplanterede nyre imidlertid at svigte, og manden kom i dialyse igen, hvilket denne gang medførte en række komplikationer. Han takkede derfor ja til at prøve at få en transplantation med en grisenyre. 

Grisenyren blev leveret af det amerikanske biotek-firma eGenesis, som havde genmodificeret grisenyren ved hjælp af CRISPR-Cas9 teknologien. Det skete for at fjerne skadelige gener fra grisenyren og samtidig tilføje udvalgte humane gener, så man øgede chancen for, at grisenyren ville være kompatibel med et menneske. Samtidig inaktiverede forskerne endogene retrovira fra grisen for at eliminere risikoen for, at der blev overført en infektion fra gris til menneske.

”70 år efter den første nyretransplantation og 6 årtier efter introduktionen af de immunsupprimerende lægemidler står vi på kanten af et stort gennembrud inden for transplantationer. Og jeg er overbevist om, at xenotransplantationer repræsenterer en lovende løsning på krisen med de manglende organer,” sagde Leonardo V. Riella i presseteksten. Han er lægefaglig leder for nyretransplantationerne på hospitalet i Massachusetts.

Grisenyren var ikke dødsårsag

I en ny erklæring fra hospitalsteamet i Massachusetts lyder det, at Richard Slayman nu er død, og de er dybt kede af Slaymans bortgang og kondolerer hans familie.

Teamet skriver samtidig, at de ikke har nogen indikation af, at han døde som følge af transplantationen. Hvad han så døde af, er for offentligheden fortsat uvist.

Hjernedøde fik grisenyrer

I september 2021 havde læger fra det amerikanske hospitalsnetværk NYU Langone Health i New York første gang held til at transplantere en nyre fra en genetisk manipuleret gris til et menneske, hvor nyren bagefter fungerede. Men patienten var hjernedød og blev holdt i live med respirator. Og patienten blev bagefter kun fulgt i 54 timer, og derfor var der mange ubesvarede spørgsmål i forhold til de langsigtede følger af transplantationen.

I sommeren 2023 fik endnu en hjernedød mand med et velfungerende cirkulatorisk system indopereret en genmodificeret grisenyre. Bag transplantationen stod igen kirurger fra NYU Langone Health. Transplantationen blev foretaget i juli, og patienten blev kontinuerligt holdt under observation indtil midten af september, hvor forsøget sluttede.

Transplantationen var en del af et større studie, der blev muligt, fordi familien til en 57-årig mand gav samtykke til donation til forskning, efter at manden var erklæret hjernedød – og hans organer og væv på grund af sygdom i øvrigt ikke var egnet til organdonation.

Fik svinehjerte

Også andre organer fra dyr er blevet indopereret i mennesker. Amerikanske kirurger fra Maryland Medical Center indopererede for første gang i verden i januar 2022 et hjerte fra et genmodificeret svin i et menneske. 57-årige David Bennett nåede at leve to måneder med hjertet. Han ville også have været død uden svinehjertet, da han var svært syg og havde opbrugt andre behandlingsmuligheder. Han var også for syg til at kvalificere sig til et menneskeligt donorhjerte.

 

 

Relaterede artikler