Markante forskelle i diabetesbehandling mellem danskere og indvandrere

Indvandrere med type 2-diabetes og ikkevestlig baggrund får i mange tilfælde ikke den nyeste og mest effektive behandling for type 2-diabetes. De halter bagefter etniske danskere, når det drejer sig om behandling med insulin og de nyere behandlingsformer som GLP1-RA’er.

Det viser et endnu ikke publiceret studie fra Aarhus Universitet og Steno Diabetes Center Aarhus, som blev præsenteret af ph.d.-studerende Anders Aasted Isaksen på Match Points-konferencen om global sundhed på Aarhus Universitet 11.-13. maj.

Ved at sammenkøre data fra forskellige danske registre identificerede forskerne mere end 250.000 etniske danskere og førstegenerationsindvandrere, som ved udgangen af 2018 havde diagnosen type 2-diabetes. Derefter undersøgte man i henholdsvis 2019 og 2021 deres forbrug af forskellige typer glukosesænkende medicin – og hvorvidt de fik disse præparater i kombination. Desuden korrigerede man for kliniske og socioøkonomiske faktorer i analysen.

Færre indvandrere får indsprøjtninger

Resultaterne for 2019 viste tydelige forskelle i forbruget mellem etniske danske og indvandrere – særligt udtalt i grupperne med ikkevestlig baggrund. Mest markant var det, at en større andel af indvandrergrupperne tog den glukosesænkende medicin som tabletter i forhold til etniske danskere – for eksempel i form af metformin eller SGLT2-hæmmere.

Til gengæld fik gruppen af etniske danske i højere grad den glukosesænkende medicin som indsprøjtninger i form af insulin eller GLP-1-receptoragonister (GLP1-RA’er). Alle indvandrergrupper blev markant sjældnere behandlet med insulin og GLP1-RA’er – mest markant var det for gruppen af somaliere og vietnamesere, når det kom til forbruget af GLP1-RA’er.

Da forskerne undersøgte forbruget af glukosesænkende medicin i 2021, var forbruget af GLP1-RA’er og SGLT2-hæmmere steget, men forskellene mellem etniske danskere og indvandrere var de samme.

Frygt og fordomme omkring insulinbehandling

”Vi ved fra tidligere studier, at der kan være frygt og fordomme omkring insulinbehandling blandt indvandrergrupper. For eksempel kan man være bange for at miste sin uafhængighed på det relativt stramme regime, som man skal følge på en insulinbehandling. Jeg gætter på, at noget af det samme kan spille ind på behandling med GLP-1-RA’er, som også er injektionsbaseret,” siger Anders Aasted Isaksen, der er ph.d.-studerende på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet og Steno Diabetes Center Aarhus.

”Samtidig holder lægerne sig måske tilbage med at udskrive en injektionsbaseret behandling – som kræver oplæring – til indvandrere, hvis der er sprogbarrierer og dårlig sygdomsforståelse hos patienten og de pårørende.”

Den store forskel i brugen af GLP-1-RA’er har den kedelige konsekvens, at det øger risikoen for hjerte-kar komplikationer i indvandrergruppen.

”Jeg mener, at de praktiserende læger kan bidrage til at udligne forskellene mellem danskere og indvandrere. For de ser allerede de indvandrere, der har type 2-diabetes, og kunne være opmærksom på potentielle fordomme og imødegå disse. Nogle kommuner har allerede tilbud rettet mod indvandrere med type 2-diabetes, og her kunne man også indarbejde oplysninger om de forskellige behandlingsformer”.

Mulighed for flere studier

Anders Aasted Isaksen mener dog, at der er brug for mere forskning end hans registerstudie, før man kan sætte ind med målrettede indsatser over for indvandrergrupper.

”Det kunne være spændende at lave kvalitativ forskning på patienternes holdning til de forskellige typer diabetesmedicin. Desuden er der brug for mere viden om, hvordan medicinen biologisk virker på indvandrere, for ofte er de traditionelle studier af lægemidlernes effekt overvejende lavet på vestlige, hvide mænd,” siger Anders Aasted Isaksen.

Det er første gang, at danske forskere har sammenlignet forbruget af glukosesænkende medicin mellem danskere og indvandrere med type 2-diabetes. Men den omfattende indsamling af data, som ligger bag Anders Aasted Isaksens ph.d., giver mulighed for at lave flere artikler, hvor man kan kigge nærmere på forskelle mellem etniske danskere og indvandrere, når det drejer sig om blandt andet antallet af diabeteskontroller, øvrig medicinering samt opnåelse af mål for blodsukkerkontrol og kolesteroltal.