Skip to main content

Sundhedspolitisk Tidsskrift

Stigmatisering får overvægtige til at føle, at de præsterer dårligt på jobbet

Doven, ligeglad, udygtig, umotiveret. Det er velkendt, at svær overvægt forbindes med en række negative menneskelige egenskaber, og stigmatiseringen påvirker mennesker med overvægt til selv at tro, at de præsterer dårligt.

DE TUNGE  DANSKERE

Tema på Medicinske Tidsskrifters sider om de stadigt tungere danskere. 

{slider title="Sundhedspolitisk Tidsskrift" class="orange"}

{slider title="Propatienter" class="blue"}

{/sliders}

Et nyt studie, som er publiceret i International Journal of Obesity i december 2021 understreger nemlig, at denne stigmatisering af mennesker med svær overvægt også kan underminere deres egen oplevelse af præstationsniveau på arbejdspladen.

”Undersøgelsen bekræfter, hvad vi allerede ved, nemlig at personer med svær overvægt oplever at blive stigmatiseret. Det interessante ved dette studie er, at det understreger, hvor stor en trussel stigmatiseringen udgør på arbejdspladsen,” siger leder af National Center for Overvægt, professor og overlæge på Steno Diabetes Center Aarhus, Aarhus Universitetshospital og Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, Jens Meldgaard Bruun.

”Det er tydeligt, at mennesker med svær overvægt ikke kun oplever stereotyperne, men også, at deres eget præstationsniveau påvirkes negativt,” siger han. 

Stigmatisering underminerer præstation

Studiet Weight-based stereotype threat in the workplace: consequences for employees with overweight or obesity blev gennemført blandt 758 fuldtidsansatte medarbejdere mellem 21 og 74 år fra 21 forskellige virksomheder. Deltagerne havde et gennemsnitligt BMI på 26,36 kg/m². 34 procent havde overvægt (BMI mellem 25 og 30), og 18 procent havde svær overvægt (BMI over 30).

Deltagerne udfyldte spørgeskemaer, og deres svar på, hvordan de oplevede henholdsvis truslen fra stigmatisering, deres såkaldte autentiske selvbevidsthed og præstationsniveau blev ratet på skalaer.

Studiet viste blandt andet, at de deltagere, der oplevede meget stigmatisering, også mente, at de præsterede dårligere end deres kolleger. Forskerne undersøgte også betydningen af graden af selvbevidsthed som værn mod de negative konsekvenser af stigmatisering og fandt, at deltagere, der oplevede mest stigmatisering, også havde lav selvbevidsthed.

Alder modvirker stigmatisering

Data fra studiet tyder dog på, at alder modererer den negative sammenhæng mellem selvopfattelse og de trusler, svær overvægt udgør for trivsel og præstation på arbejdspladsen.

”Ifølge studiet spiller alder en rolle. Det skyldes sikkert, at man med årerne lærer sit eget faglige værd bedre at kende,” siger Jens Meldgaard Bruun.

”Hvis man har været 20-30 år på arbejdsmarkedet, er man bevidst om, hvad man kan præstere og er dermed også mindre selvstigmatiserende. I de unge år er den psykologiske konsekvens af svær overvægt høj, mens det er de fysiske følger, der bliver mest belastende med tiden.” 

Stigmatisering koster

Stigmatisering alene på grund af vægt er et stort problem i alle aldersgrupper, ikke mindst fordi svær overvægt er meget synligt. Og trods mere åbenhed og information er stigmatiseringen fulgt med en udvikling, hvor en stigende andel af danskerne har overvægt eller svær overvægt.

”Vi ved at stigmatisering går ud over disse personers livskvalitet,” siger Jens Meldgaard Bruun.

”Tidligere studier har vist, at der er en sammenhæng mellem overvægt og såvel uddannelsesniveau, indtægt som karrieremuligheder. At nogle mennesker bliver set skævt til og måske ikke får de samme muligheder i livet som andre, alene fordi de har en anden kropssammensætning, er jo dybt urimeligt.”

Stigmatisering på skoleskemaet

Vil man bryde koblingen mellem kropssammensætning og menneskelig værdi, skal man ifølge Jens Meldgaard Bruun kvalificere dem, der præger holdninger. Fra tidligere studier blandt andet Knowledge Gaps and weight stigma shape attitudes toward obesity, som blev publiceret i The Lancet Diabetes & Endocrinology i marts 2020 ved man, at stigmatisering på grund af vægt ikke er forbeholdt almenbefolkningen. Også beslutningstagere og fagligt personale som sygeplejersker og læger tillægger stereotyper kvalitativ betydning.

”I National Center for Overvægt arbejder vi aktivt på at få overvægtsproblematikken på ”skoleskemaet” i de sundhedsfaglige uddannelserne,” siger Jens Meldgaard Bruun.

“Forandringer sker gennem dem, der har indflydelse på samfundet og kan påvirke normerne. Derfor skal vi kvalificere såvel politikere og sundhedspersonale, som er dem, der skal gå forrest.”

Tags: overvægt