Undersøgelsen understreger, at der ikke skal så meget til for at forbedre et barns risikoprofil og styrke sundheden for en mor med svær overvægt..

Proteinrig diæt betød færre kilo og en halvering i kejsersnit hos gravide med overvægt

En rimelig enkel omlægning til en kost rigere på proteiner end på kulhydrater resulterede i reducerede vægtstigninger under graviditeten og en halvering af antallet af kejsersnit hos kvinder med svær overvægt.

Det viser resultaterne fra et nyt dansk studie, der blev publiceret i The American Journal of Clinical Nutrition i januar 2022.

”Resultaterne er virkelig overraskende markante,” siger lektor Nina Geiker, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet, der er medforfatter til studiet.

”Indsatsen er ikke besværlig, og det er oplagt, at erfaringerne umiddelbart overføres til klinikken. Men de fik os også til at tænke, at vi måske kan gå endnu et skridt tilbage og derved mere effektivt forebygge overvægt hos børn allerede i fosterstadiet.”

Sund kost - sund graviditet

I studiet deltog 279 kvinder mellem 18 og 45 år med graviditetsovervægt eller fedme (BMI: 28–45 kg/m2). I deres første trimester blev de delt i to grupper, der enten fik en høj protein/lav kulhydrat diæt (HPLGI, hvor 25–28 procent af energien kom fra protein og med glykæmisk indeks ≤ 55) eller en moderat protein/moderat kulhydratdiæt (MPMGI, hvor 15–18 procent af energien kom fra protein og med glykæmisk indeks ∼ 60). Kvinderne fik de respektive diæter fra graviditetsuge 15 og resten af graviditeten og blev undervejs guidet af en klinisk diætist ni gange.

105 og 104 kvinder fra de respektive grupper gennemførte kostinterventionen. Hos de deltagere, der havde spist HPLGI, var den gennemsnitlige vægtøgning 6,8 kilo, mens den i MPMGI-gruppen var 8,5. Der var ingen forskelle på deres babyer, der alle var sunde og raske. Med hensyn til komplikationer under graviditet og fødsel var forskellene til gengæld markante med 35.4 procnt tilfælde hos HPLGI-gruppen og 53,7 procent hos MPMGI-gruppen. Især forskellen i antallet af kejsersnit var bemærkelsesværdigt med 15,4 procent i HPLGI-gruppen sammenlignet med 28,8 procent i MPMGI-gruppen.

Signifikant effekt

Formålet med studiet var at forsøge at begrænse vægtøgningen under graviditet hos kvinder med svær overvægt. En stigende andel af de kvinder, der i dag bliver gravide, har overvægt. 33 procent har et BMI over 25 og 15 et BMI over 30.

”Vi ved fra andre studier, at kvinder med svær overvægt også tager for meget på under graviditeten i forhold til anbefalingerne, og at det har store konsekvenser i form af øget risiko for komplikationer som graviditetssukkersyge, forhøjet blodtryk og flere kejsersnit,” siger Nina Geiker.

”Morens overvægt øger desuden risikoen for, at barnet også senere i barndommen får overvægt, udvikler type- 2 diabetes og hjerte/kar-sygdomme. Når pigerne selv bliver gravide, har de også øget risiko for graviditetskomplikationer. Desuden ser vi, at den overvægt, børn af mødre med overvægt får, er den farlige abdominale fedt, og at de desuden har en øget forekomst af uopdagede hjertefejl, fordi hjertefejl er svære at opdage med ultralyd hos en gravid mor med svær overvægt.”

Mindre vægtøgning

Der er flere ting i undersøgelsen, der overrasker forskerne positivt. Foruden det signifikante fund, at andelen af kejsersnit næsten blev halveret i gruppen, der spiste meget proteinrig kost i sammenligning med kontrolgruppen, gælder det også en generelt markant reduceret vægtforøgelse i begge grupper.

”Normalt tager en kvinde med overvægt i gennemsnit 13,5 kilo på under sin graviditet. Men begge vores grupper lå markant under, og høj proteingruppen lavere end kontrolgruppen, ” siger Nina Geiker.

”Selvom vi gav de to grupper forskellig kost, så spiste kontrolgruppen af etiske grunde stadig en sund kost. De tog mere på end interventionsgruppen, men lå stadig fem kilo under baggrundsbefolkningen. Når vi MR-skannede dem, kunne vi desuden se en sundere fedtfordeling med mindre visceralt fedt hos kvinderne, der havde spist interventionskosten.”

Færre komplikationer

Som nævnt var der markante forskelle i andelen af kvinder, der fik komplikationer, og halveringen i antallet af kejsersnit har stor betydning.

”Kejsersnit er en operation. Og det øger i sig selv risikoen for komplikationer både for mor og barn,” siger Nina Geiker.

”Børnene får desuden en uhensigtsmæssig bakteriesammensætning, og det hormonale spejl sættes ikke i gang på samme måde. Vi ved, at børn, der er født ved kejsersnit, har en øget risiko for at udvikle allergier, astma, overvægt. Desuden viser studier, at færre mødre, der har født ved kejsersnit, ammer og ammer kortere.”

Lidt kan gøre meget

Undersøgelsen understreger, at der ikke skal så meget til for at forbedre sundheden for en mor med svær overvægt og til at styrke hendes barns risikoprofil. Nina Geiker mener derfor, det er oplagt at overføre fundene til klinikken.

”Dette er ikke et fancy forsøg. Uanset hvilken gruppe, de gravide var i, har alle fået helt almindelig mad, som de blev mætte af. De har været glade for at deltage,” siger hun.

Forskerne følger op på børnene, når de er henholdsvis 6 og 18 måneder samt 3, 5 og 9 år og påtænker desuden skyggeundersøgelse i forhold til en kohorte, der ikke har fået nogen intervention, for at se om livsstilsændringerne bevares og gør en forskel for mødrene. Studiet er desuden udgangspunkt for det danske studie PREPARE CHILD, som Nina Geiker er forskningsansvarlig for, og som netop har modtaget en bevilling fra Novo Nordisk Fonden på 25 millioner kroner.

”Men allerede nu kan vi jo se, at meget små omlægninger kan gør en stor forskel,” siger hun.

”Det er derfor oplagt at indarbejde diæten i de nationale anbefalinger til gravide.”

 

 

Relaterede artikler

Tags: overvægt

Like eller del denne artikel