Sundhedspolitisk Tidsskrift

Praktiserende læge: Mange patienter er unge, som mistrives. Men jeg har ikke mulighed for at hjælpe dem

Når en ung, som har det skidt, går til sin praktiserende læge, kommer lægen ofte til kort. For der er ingen steder at sende den unge hen, som er for syg til praksis og ikke syg nok til hospitalet. Der er derfor hårdt brug for et offentligt tilbud på området, som er målrettet disse unge, lyder det fra flere sider.

I Lise Høyers praksis i Aarhus optager patienter med psykiske udfordringer en fjerdedel af hendes tid. Mange af dem er unge, der gør skade på sig selv. Er det alvorligt nok, henviser hun dem til det psykiatriske hospitalsvæsen. Men for den store gruppe, der har det rigtig skidt, men ikke er akut sygdomstruede, savner hun i den grad et sted at sende dem hen, hvor de kan blive ordentligt udredt og få en tidlig behandling.

“Min største bekymring er, at vi i almen praksis er i berøring med rigtig mange unge, der har det psykisk dårligt, men som vi ikke kan give den rette hjælp, fordi der ikke findes nogen tilbud til dem. Så det er et stort ønske fra mig, at vi får sådanne tilbud rundt om i landet,” siger hun. 

Som hun ser det, er opgaven for sundhedsvæsenet at opspore unge i mistrivsel så tidligt som muligt, så de også kan komme i behandling så hurtigt som muligt og derved undgå at ende på det psykiatriske hospital. Og her ville et tilbud, der ligger på vejen mellem almen praksis og hospitalet kunne løfte den opgave langt bedre, end det sker i dag. Et tilbud, hvor der er specialister som psykologer, psykiatere o.l. til stede, der kan hjælpe på rette vis - hvad enten det er individuel, gruppeterapi, medicinsk behandling eller andet, der skal til. 

“Fordi vi ikke har sådan et tilbud i dag, er vores eneste mulighed ofte at henvise den unge til det psykiatriske hospital. Og herfra oplever vi ofte at få henvisningerne retur igen, og står så der, hvor ingen kan hjælpe patienterne, fordi der ikke er noget alternativ til hospitalet,” siger hun.

Hun understreger, at selvskade ikke er en diagnose i sig selv, men er en adfærd, som nogle unge udvikler, når de har det psykisk dårligt. Derfor er det den grundlæggende mistrivsel, man skal håndtere og her give de unge redskaber til at tackle en dårlig dag eller modgang.

Flere opspores

Samme ønske om et offentligt tilbud til unge kommer fra Lotte Rubæk, der er leder af Team for selvskade under Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, BUC, i Region Hovedstaden. Teamet er netop blevet gjort permanent og har ført til, at alle unge, der henvises til psykiatrien her, bliver screenet for selvskade. 

“På den måde lykkes det os at få opsporet langt flere af dem, der skader sig selv - fordi vi har etableret en målrettet indsats. Men det er klart, at det ville være endnu bedre, hvis vi kunne identificere de selvskadende endnu tidligere, så de ikke behøver at få kontakt til psykiatrien. Og her ville det være fint, hvis kommunerne og/eller regionerne havde nogle tilbud, f.eks. i regi af skolen eller PPR, hvor man kunne finde dem og give dem en tidlig behandling,” siger hun.

Som eksempel på en sådan tidlig indsats nævner hun STIME-projektet, som er et samarbejdsprojekt mellem BUC og syv hovedstadskommuner, der netop er gjort permanent og vil indebære samarbejde mellem BUC og hele 16 hovedstadskommuner. Formålet med projektet er at sikre opkvalificering af kommunale medarbejdere og tidlig opsporing og behandling af udsatte unge og deres familier.

Baggrunden for etableringen af Team for selvskade i BUC i Region Hovedstaden var bl.a. det faktum, at selvskade i en årrække er steget voldsomt blandt de 15-25-årige. En anden bevæggrund var ønsket om at afprøve en målrettet internetbaseret behandling, som man har haft gode erfaringer med i Sverige. Den er blandt de første internetbaserede behandlingstilbud til børn og unge i Danmark og er lige nu genstand for et stort forskningsprojekt i BUC. Projektet er døbt TEENS-trial og skal måle effekten af en internetbaseret terapi kaldet ERITA - Emotion Regulation Indvidual Therapy for Adolescents. Den strækker sig over 12 uger og består af både tekst, film, lydfiler og interaktive øvelser, ligesom den også inddrager den unges forældre. Selvom projektet først er færdigt om to-tre år tyder noget på, at det godt kan gå hen og blive en stor succes, ifølge Lotte Rubæk. 

“Hvis det faktisk viser sig, at vi får nogle gode forskningsresultater, er der ingen grund til at denne form for behandling kun skal foregå i Region Hovedstaden. Så vil det være oplagt at afprøve den også i kommunerne, da det jo er en ret lavintensiv behandling i en afgrænset periode, lige som internetformatet gør, at behandlingen er minimalt indgribende i den unges øvrige liv. STIME-projektet er et foregangseksempel for, hvordan regioner og kommuner kan samarbejde om tidlige indsatser, og vi vil meget gerne stå kommunerne bi, hvis de ønsker at forsøge sig med sådanne projekter,” siger hun. 

Tilpasning til behov

Men en ting er, at almen praksis har brug for et sted at sende de unge hen med selvskade og andre psykiske lidelser. Noget andet er, at lægerne også selv skal blive skarpere på at identificere dem, som Lise Høyer pointerer:

“Det er jo eksempelvis ikke altid, vi lige får rullet de der ærmer op, når vi sidder overfor en ung, som fortæller, at hun har det dårligt. Så selvfølgelig skal vi holde øjnene åbne og blive endnu bedre til at finde dem, der gør skade på sig selv, eller har andre symptomer på at have det skidt. Ofte siger de jo selv blot, at de har ondt i maven eller lignende, fordi der er så megen skam forbundet med f.eks. selvskade, at de ikke har lyst til at fortælle om den.”

For lægerne handler det her om mere og bedre efteruddannelse, påpeger hun, som kan sikre, at de tilpasser sig behovene. For de forandrer sig hele tiden, sådan som det er set med selvskade, der er steget i omfang de senere år, på samme måde som f.eks. spiseforstyrrelser gjorde det tidligere.

Bedre samarbejde

Men uanset om man rundt om i landet får etableret de offentlige tilbud, der er målrettet tidlig opsporing og behandling, vil mange unge med psykiske lidelser, og herunder selvskade, også kunne høste stor gavn af langt mere samarbejde mellem almen praksis, kommune og hospital, påpeger Lise Høyer. Hun er også formand for PLO’s udvalg for Nær Sundhed, som netop er i gang med at se på, hvordan praktiserende lægers samarbejde med kommuner og regioner er, og som skal understøtte dette samarbejdet.

“Sådan et godt samarbejde har vi i dag kun i forhold til hjemmeplejen af de ældste borgere. Men det ville også give god mening i forhold til de sårbare unge, og alle andre med f.eks. angst, depression og dobbeltdiagnoser. Det er mennesker, som ofte oplever at falde ned mellem to stole, fordi de er for syge til os i almen praksis og ikke syge nok til hospitalet,” siger hun og understreger, at der er tale om rigtig mange, som ofte ender med lange sygemeldinger, med at miste jobbet eller droppe ud af studiet, hvorfor der i sidste ende vil være store gevinster at hente for samfundet i at hjælpe dem bedre og tidligere. 

Et bud på, hvordan man kan skrue det hele sammen, kommer snart fra PLO’s udvalg for Nær Sundhed i form af et forebyggelseskatalog, som Lise Høyer lige nu skriver på. Her kommer lægerne til at slå et slag for et bedre samarbejde mellem de offentlige instanser, så alle - både på hospital, i kommune og region - tænker hinanden ind som samarbejdspartnere omkring en borger, med det formål i fællesskab at få stykket det bedst mulige forløb sammen, så borgeren ikke skal løbe spidsrod og ud ad alle mulige omveje, hvor han eller hun risikerer at blive tabt undervejs.

Et tilsvarende katalog udgav PLO i forhold til mental sundhed sidste år. Det er et idekatalog med 13 forslag til, hvordan almen praksis kan bidrage til en styrket indsats for borgernes mentale sundhed. Forslagene er tænkt som inspiration til regeringens sundheds- og socialpolitiske indsats over for børn og unge og til det kommende arbejde med at udvikle en 10-års plan for psykiatrien. En plan, som regeringen bebudede fra sin start, og som Lise Høyer håber vil pege på, hvordan man i sundhedsvæsenet kan blive bedre til at målrette tilbud til de psykiatriske patienter, som ikke lige passer ind i det eksisterende offentlige system.

 

Tags: almen praksis, praksis

Like eller del denne artikel