Læger om udspil: Godt, at regeringen vil bruge vores løsninger om bedre lægedækning
Manglen på praktiserende læger er et stort problem, som i alt for mange år er gået ud over patienterne. Derfor er det positivt, at regeringen nu vælger at bruge nogle af de løsninger, som Lægeforeningen har spillet ud med, lyder reaktionen fra en samlet Lægeforening på regeringens udspil, der skal sikre bedre lægedækning i almen praksis.
”Danmark mangler praktiserende læger. Det er et must, at borgerne i hele landet har mulighed for at kunne gå til deres egen læge. Derfor har vi fra lægeside foreslået en række reelle løsninger, som regeringen nu vil bruge. Det er meget positivt, og det kvitterer vi for. Det er til stor gavn for patienterne,” siger Lægeforeningens formand Camilla Noelle Rathcke.
Hun understreger samtidig, at det er misvisende, at regeringen kalder omlægningen af den almen medicinske hoveduddannelse for ”praksispligt”.
”Der er jo reelt tale om en ændring af et uddannelsesforløb for læger på vej til at blive speciallæger i almen medicin. Forløbet i praksis bliver forlænget nu, mens forløbet på hospital tilsvarende bliver kortere. Det er en fornuftig ændring, som vi selv har foreslået. Men det giver ikke mening at kalde det ”praksispligt”, for det er naturligvis en forudsætning for at blive praktiserende læge, at man har et uddannelsesforløb i almen praksis,” siger Camilla Noelle Rathcke.
Også i Praktiserende Lægers Organisation (PLO) er der glæde over flere af de initiativer, regeringen foreslår.
”PLO har i årevis efterlyst, at regionerne får en hjemmel til at hjælpe praktiserende læger i områder med dårlig lægedækning til f.eks. at ansætte mere praksispersonale, hvis de åbner for tilgang af flere patienter. Vi kan komme langt med sådanne lokale, håndholdte løsninger, indtil vi har fået uddannet tilstrækkeligt mange speciallæger i almen medicin, og det vil regeringens udspil åbne mulighed for,” lyder det fra PLO’s formand Jørgen Skadborg.
I Yngre Læger, der blandt andet organiserer de læger, der er i gang med at uddanne sig til speciallæger, er man lettede men afventer at se forslagene udfoldet konkret.



