Dansk forskning: Medicinsk cannabis lindrer ikke smerter
Det første danske studie af cannabisbaseret medicin (CBD) som behandling mod smerter har ikke kunnet påvise, at medicinen skulle have nogen effekt. Forskningen har været tre år undervejs.
Resultaterne er netop publiceret i det videnskabelige tidsskrift Pain.
I 2018 indgik læger ved Reumatologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital og forskere fra Center for Neuroplasticity and Pain, Aalborg Universitet, i gang med et studie, der skulle undersøge, om Cannabidiol (også kaldet CBD) kunne virke smertelindrende hos patienter med psoriasisgigt eller slidgigt i hænderne. CBD fra cannabisplanten har modsat tetrahydrocannabiol (THC) ingen euforiserende effekt.
Patienterne lider ofte af smerter, som typisk behandles med velkendte smertelindrende præparater som Ibuprofen, også kaldet NSAID-præparater.
"NSAID-præparaterne er kendt for at have en række bivirkninger, og flere af vores patienter har efterspurgt cannabis-baserede præparater som alternativ. Derfor besluttede vi os for at undersøge et sådant i et videnskabelig forsøg," fortæller Jonathan Vela, læge og leder af forskningsprojektet.
136 personer har deltaget i lodtrækningsforsøget, der skulle afdække virkningen af stoffet CBD, der er ét af de aktive stoffer i cannabisplanten. Halvdelen af forsøgsdeltagerne har fået CBD – den anden halvdel har fået et snydepræparat uden virkning, placebo. Herefter blev deltagerne fulgt i 12 uger for at undersøge en potentiel smertelindrende effekt af CBD sammenlignet med placebo.
Ingen effekt
Konklusionen på studiet er imidlertid skuffende for dem, der havde håbet på, at CBD skulle være et effektivt alternativ til traditionel smertebehandling.
22 procent af de patienter, som fik CBD, oplevede ganske vist mindst 30 procent reduktion af smerterne indenfor et døgn. Det lyder umiddelbart ikke dårligt. Problemet var bare, at 21 procent af dem, som fik snydemedicin, også oplevede mindst 30 procent reduktion af smerterne udenfor et døgn.
"Der var ingen klinisk eller statistisk forskel mellem grupperne. Dermed kan vi med meget stor sikkerhed sige, at CBD i de doser, som blev anvendt i studiet, i gennemsnit ingen effekt har på patienternes smerteoplevelse sammenlignet med placebo," siger Jonatahan Vela.
I forsøget har forskerne anvendt syntetisk fremstillet CBD i doser på mellem 20-30 mg, hvilket stemmer overens med de doser, som forskellige online-sælgere anbefaler. Om resultatet havde været anderledes, hvis doserne blev øget, vil Jonathan Vela ikke udelukke:
"I studiet har vi undersøgt effekten af doser, der er i tråd med anbefalinger fra onlineforhandlere af CBD-olier og tidligere forsøg. Vi kan imidlertid se, at i de studier, hvor CBD f.eks. bruges som led i behandlingen af epilepsisygdomme, er der tale om langt højere doser. Så måske ville der være større effekt med højere doser - men tilsvarende vil risikoen for bivirkninger også blive større," siger han.
Forskerne har anvendt syntetisk fremstillede CBD-præparater, som er lavet på et apotek. Det skyldes, at det ikke er muligt at anvende CBD udvundet af cannabisplanter til videnskabelige studier, idet planternes mange forskellige naturlige indholdsstoffer varierer.
Relaterede artikler