"Der er ingen tvivl om, at vi står i en svær situation, og det påvirker mig dybt, ligesom det er svært for mange andre," siger Med Nilbert.

Samarbejdsproblemer med forskningschef mere omfattende end først antaget

Flere forskningsgrupper i Kræftens Bekæmpelse har alvorlige samarbejdsproblemer med forskningschefen Mef Nilbert - ikke kun de fire, der er tilknyttet kohorten Kost, Kræft og Helbred.

Det er én af konklusionerne af den undersøgelse af arbejdsmiljøet, som den eksterne konsulent Søren Thorup i fredags fremlagde sine konklusioner på under et krisemøde mellem repræsentanter fra de fire forskningsgrupper, forskningschefen og Kræftens Bekæmpelses øverste ledelse.

Administrerende direktør Jesper Fisker satte for et halvt år siden undersøgelsen i værk for at finde årsagen til, hvorfor de fire specifikke forskergrupper under en medarbejderundersøgelse i efteråret havde udvist dårlig trivsel og komme med en handlingsplan - en dårlig trivsel, der som afdækket af Sundhedspolitisk Tidsskrift udsprang af problemer med at takle GDPR-regler og dårlig kemi med forskningschefen.

Men i stedet for, som ventet, at fremlægge en handlingsplan for, hvad der nu skal ske for at komme problemerne til livs, gav konsulenten bolden op til en bredere undersøgelse af forskningschefens måde at lede på i flere forskergrupper i forskningsafdelingen, deri i alt  favner 23 antal forskergrupper. Hvor mange forskergrupper, der bliver berørt, er endnu ikke meldt ud.

En egentlig handlingsplan er derfor foreløbigt udskudt til at undersøgelsen er færdig efter sommerferien. Det erfarer Sundhedspolitisk Tidsskrift efter i en række artikler  bragt i sidste uge at have omtalt samarbejdsproblemerne mellem forskningschefen og fire specifikke forskningsgrupper tilknyttet kohorten Kost, Kræft og Helbred.

“Det kunne have været dejligt, hvis vi havde kunnet lande en handleplan før sommerferien. Men ledelsen ville gerne have tid til at komme frem til den bedste løsning. Til mødet fik vi derfor kun en orientering om, hvad konsulenten var nået frem til. Det giver ledelsen noget mere tid til at tænke igennem, hvad den skulle stille op med den melding, de har fået fra konsulentfirmaet,” siger Marie Hargreave, seniorforsker og tillidsrepræsentant ved Kræftens Bekæmpelse.

Hun oplever, at der hidtil har været en god proces omkring afdækningen af problemer med trivslen og at hun også har tillid til, at den videre afdækning kommer i mål.

“Den øverste ledelse har lyttet til de trivselsproblemer, nogle forskere har oplevet,” siger hun.

Sundhedspolitisk Tidsskrift: Når jeg lytter til vandrørene i organisationen, så handler det bl.a. om, at Mef Nilbert har trynet især yngre forskere?

“Det vil jeg ikke kommentere mere på end at sige, at der har været nogle samarbejdsproblemer. Jeg vil ikke være mere specifik. Men der er ingen tvivl om, at der har været nogle problemer, der  bliver taget alvorligt,” siger Marie Hargreave.

Adm. direktør Jesper Fisker hæfter sig også ved, at det var et godt møde, hvor der kom yderligere konstruktive forslag frem, som han sammen med følgegruppen og andre involverede vil se nærmere på.

Det samme er meldingen fra forskningschef Mef Nilbert:

"Der er ingen tvivl om, at vi står i en svær situation, og det påvirker mig dybt, ligesom det er svært for mange andre. Jeg håber, at denne tid kan blive et vendepunkt for os, og vi kommer til at se tilbage på, at vi sammen kom godt igennem det. Vi har en fantastisk forskningsafdeling, bedriver fantastisk forskning, og vi vil gerne stille de bedst mulige vilkår frem for at andre også kan forske på baggrund af vores data - og det skal vi finde en ramme for, hvordan de kan. Det har skabt frustration, ligesom vores håndtering har skabt frustration - det ønsker jeg ikke og lige gyldigt, hvor svært det end må være, så må det aldrig føre til trivselsproblemer. Jeg glæder mig over opbakning til processen fra  følgegruppen og fra KBF's ledelse på de møder, vi har haft i dag (fredag) og vil se frem til det videre arbejde,” siger Mef Nilbert i en skriftlig kommentar.



 

Relaterede artikler

Like eller del denne artikel