"Faktum er, at mange af de her tilbud og prisaftaler er lige smarte nok. De er for gode til at være sande. Når man regner efter, er aftalen sjældent så fordelagtig, som den ser ud til,” siger Jakob Kjellberg.

Sundhedsøkonom: Nye prismodeller til genterapi er ‘måske lige smarte nok’

Astronomiske priser på mange millioner kroner for nye genterapier gør, at der er behov for andre typer af prismodeller, vurderer sundhedsøkonomer. Men de modeller, der indtil videre er blevet taget i brug på den front, har haft betydelige knaster. 

Genterapier har den store fordel, at de ofte kan helbrede patienten efter blot én behandling. Men de koster også derefter. De genterapier, der hidtil er kommet på markedet, er prismæssigt en klasse for sig med priser på op mod 30 millioner kroner. Det kalder på nye former for prisaftaler, som bringer prisen ned på et betaleligt niveau mod visse modydelser. 

Da der indtil videre kun er ganske få genterapier på det danske marked, er det endnu svært at udpege tendenser i, hvilke typer af prisaftaler Medicinrådet og producenterne foretrækker. Men den prisaftale, der blev indgået om genterapien Luxturna mod en øjensygdom, der gør børn blinde, var en variation af værdibaseret prissætning - en model, der internationalt regnes for det nye sort, fortæller professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Petersen fra Syddansk Universitet.

“Værdibaseret prissætning - det er aktuelt det hotte emne. Især industrien har vist interesse. Modellen fra Medicinrådet på genterpien Luxturna er et eksempel på ‘value based pricing’, hvor man betaler prisen i rater og kun, når det har effekt,” siger Kjeld Møller Pedersen. Fordelen ved den tilgang er, at det deler prisen op i bidder og sikrer, at kunden reelt får noget for pengene. Udfordringen med disse modeller er løbende at følge op på de dokumenterede effekter, som prisen er koblet op på. For det er sværere end som så at se, om et middel har den gavnlige effekt, som virksomheden påstår, at det har.  

Svært at måle effekt

Man skulle tro, at det er let. Men erfaringen viser, at det kan være svært. For skal der f.eks. altid være tale om forbedring, eller tæller nul-ændringer også med? Hvordan håndterer man en situation, hvor medicin hindrer en forværring? Ved nogle sygdomme kan det måske være svært præcist at vurdere forbedring, med mindre vi ser bort fra sygdomme, hvor overlevelsen er målepunktet. Endelig er det ikke oplagt, hvordan man skal vurdere det, hvis genterapien bruges off-label. 

“Det er ikke umuligt at finde en løsning - men det kan være en udfordring at blive enige om, hvad den præcise helbredsmæssige forbedring skal være. Hvis man f.eks. vælger de endemål, der har været anvendt i de kliniske forsøg, skal man huske på, at det er resultater, der er anvendt på en meget selektiv patientgruppe - og når man går fra drivhuset til køkkenhaven, er der ofte forskel på resultatet,” siger Kjeld Møller Pedersen.

En anden måde at finansiere genterapierne på som land er ved at gå med til at være et ‘eksperimentarium’ eller ‘caseland’. Her betaler firmaet prisen eller giver en klækkelig rabat mod at få adgang til anonymiserede patientdata og få lov til at bruge landet som reklamesøjle overfor andre potentielle kunder: Det var netop sådan en form for prisaftale, som den israelske regering indgik med Pfizer om covid-vaccinen, fortæller Jakob Kjellberg, der er professor i sundhedsøkonomi ved Det Nationale forsknings- og analysecenter for Velfærd, Vive. 

“Nogle virksomheder kan godt have et ønske om at brede et produkt rigtigt meget ud i et land, så andre kunder får et indtryk af den samlede effekt. Det kan de f.eks. gøre ved at indgå en aftale med landet om kun at betale for en licens, som giver dem grønt lys til at bruge lægemidlet lige så tosset, de vil. Det giver firmaet en mulighed for at vise, hvor godt produktet er, og sælge det til meget højere priser bagefter,” siger Jakob Kjellberg.

Pakkeløsninger et hit

En tredje måde at få prisen banket ned er ved at lade behandlingen være et element i en pakkeløsning, således at det sælges sammen med en række andre produkter. Firmaet får således en samlet pris for pakken, der er noget lavere, end hvis man skulle have købt produkterne hver for sig. Til gengæld får virksomheden monopol på at levere ydelsen eller få lov til at drive hele laboratoriet. 

“Der findes alle mulige kreative måder at gøre det på. Men når det kommer til stykket er rigtig mange af dem voldsomt problematiske i forhold til almindelig udbudsret. For hvis man kobler et produkt sammen med andre i en prisaftale, er det umuligt for andre leverandører at byde, hvis de kun kan levere nogle af produkterne,” siger Jakob Kjellberg. 

Hvor prisaftalerne fremstår som et forsøg på at komme kunden i møde, bruger mange virksomheder dem til at undgå konkurrence fra andre firmaer.

“Modeller, hvor kunden kun betaler for de behandlinger, der reelt giver effekt, synes jeg er meget fornuftige. Men ofte forsøger firmaet at skrue prisaftalerne sådan sammen, at de bliver monopoldannende. Og det bryder jeg mig ikke om,” siger han. Et andet lidt for smart trick, som virksomhederne bruger til at få prisen til at fremstå spiselig, er ved at stille kunden et markant prisfald i udsigt efter at have brugt lægemidlet et bestemt antal år. Men det prisfald ville ofte komme under alle omstændigheder, da produktet til den tid ryger af patient eller der kommer et lignende produkt på markedet. 

“Så faktum er, at mange af de her tilbud og prisaftaler er lige smarte nok. De er for gode til at være sande. Når man regner efter, er aftalen sjældent så fordelagtig, som den ser ud til,” siger Jakob Kjellberg. 

Lif: Ingen bliver snydt

Henrik Vestergaard, viceadministrerende direktør for Lægemiddelindustriforeningen (Lif), oplever ikke, at der bliver løbet om hjørner med Medicinrådet, når der skal indgås prisaftaler. Set fra hans stol er det ikke virksomheden, der dikterer prisaftalen. Det er resultatet af en dialog – en forhandling – og en aftale, hvor det i sidste ende er regionernes indkøbsorganisation Amgros og Medicinrådet, der sidder med de længste strå. 

“De nye prisaftaler udløses af, at Medicinrådet afviser et lægemiddel, fordi det finder det for dyrt, hvis prisen ikke afpasses usikkerhederne. Virksomheden reagerer ved at sige, jamen så lad os sætte os sammen og lave en prismodel baseret på nogle specifikke målepunkter over det her antal år. Vores medlemsvirksomheder er meget villige til at indgå den type aftaler. Det, der har været knapt så lovende, har været at få Medicinrådet med på det. Det har været noget tilbageholdende,” siger Henrik Vestergaard og fortsætter:

“Når det er sagt, så har vi jo lige set, at det kunne lade sig gøre at blive enige om en betalingsmodel for Luxturna. Det blev jo godkendt, så det ser jeg som et nybrud. Og jeg håber, at vi kommer til at se en del af det.” 

 

 

Andre artikler i Sundhedspolitisk Tidsskrifts fokus på genterapi:

 

Tags: genterapi

Like eller del denne artikel