Søvnlæge: Vi skal være patientens detektiv
Resttræthed hos patienter med søvnapnø er en særlig udfordring. Den er svær at måle og svær at beskrive for patienten, og derfor er det vigtigt, at søvnlægen tager ansvar og samarbejder med den praktiserede læge om at opspore, hvor den stammer fra.
Det understregede Eline Gantzhorn afdelingslæge og lungemediciner ved Sygehus Lillebælt, Vejle, i en præsentation ved et webinar om EDS (overdreven dagstræthed) arrangeret af Medicinske Tidsskrifter.
Ifølge Eline Gantzhorn kan resttræthed hos patienter med søvnapnø sammenlignes med smerter. De er diffuse at have med at gøre, men er en stor plage for patienten, og derfor er det vigtigt at gøre en indsats for at finde ud af, hvad årsagen er, sagde hun på webinaret.
"Man kan godt have svær søvnapnø uden at være træt og kan godt være træt uden at have søvnapnø, ligesom prævalensen (forekomsten, red.) af resttræthed i øvrigt er dobbelt så høj hos patienter med moderat søvnapnø som hos patienter med svær søvnapnø. Vi kan med andre ord ikke garantere, at det at skabe frie luftveje hos patienterne betyder, at de ikke længere oplever resttræthed. Ofte skal der noget andet og noget mere til. Patienterne bærer ofte på en tung multifaktorel byrde og flere komorbiditeter, som kan være årsag til deres resttræthed. Vores job er at hjælpe patienterne med at finde ud af, hvad der kan være medvirkende til lige præcis deres resttræthed, og ofte kan patienterne også selv være med til at pege på, hvad der kan ligge til grund.”
Patienternes detektiver
Eline Gantzhorns bruger et billede af Sherlock Holmes med sit forstørrelsesglas til at illustrere opgaven. De, som behandler patienter med obstruktiv søvnapnø og residual træthed, er nødt til at tage på sig at agere patienternes detektiver, mener hun:
”Vi skal hjælpe dem med at spore, hvorfor de oplever resttræthed. Landets søvnafdelinger skal tage mere ansvar for patienterne og ikke skubbe ansvaret ud til almen praksis. Det er os, der skal hjælpe patienten. Vi skal være patienternes detektiver, grave dybt og blive bedre til at samarbejde med de praktiserende læger omkring den enkelte patient. Derudover skal vi anerkende, at det er hårdt arbejde for patienterne at komme deres resttræthed til livs, og i øvrigt skal vi motivere dem til at bruge CPAP-behandlingen i plus syv timer i døgnet.”
Eline Gantzhorn sluttede sit indlæg af med blandt andet at fremføre et ønske om, at der bliver vedtaget nogle nationale guidelines til håndtering af resttræthed hos patienter med obstruktiv søvnapnø, ligesom hun i øvrigt efterlyste guidelines i forhold til brug af ’wake promoters’.