Forskere er overraskede: Børn med ADHD har mange fysiske sygdomme

I de første 12 år af deres liv har børn med ADHD en markant øget risiko for også at lide af en eller flere fysiske sygdomme sammenlignet med børn uden ADHD.

Størst er risikoen for sygdomme i centralnervesystemet, herunder epilepsi. Men også overvægt, hjerte-kar-sygdom og mellemørebetændelse er på listen.

”Det er meget overraskende for mig, at børn med ADHD er associeret med ikke bare én, men så mange forskelligartede sygdomskategorier. Vi finder faktisk kun en enkelt undtagelse,” siger Christina Mohr Jensen, ph.d. og lektor i klinisk psykologi ved Aalborg Universitet og psykolog ved Psykiatrien, Forskningsenhed for Børne- og Ungdomspsykiatri i Region Nordjylland.

Hende og kollegernes studie er det første, der på basis af data fra en hel befolkning giver et samlet overblik over sammenhængen mellem ADHD og somatisk sygdom (fysisk sygdom) blandt børn. Hidtil har der primært foreligget studier, hvor man for enkelte sygdomme har set på sammenhængen med ADHD. Studiet fra Nordjylland er baseret på sundhedsdata fra 11.360 børn diagnosticeret med ADHD født i Danmark mellem 1995 og 2002. De blev fulgt fra fødslen til 12 år og sammenlignet med børn uden diagnosticeret ADHD fra samme fødselsårgange..

Neurologiske sygdomme har størst overhyppighed

De sygdomme, som har højest forekomst af sygdom blandt børn med ADHD, er de samme som gælder for børn uden ADHD. Men tallene viser, at sygdommene forekommer langt hyppigere i gruppen med ADHD. Især har de i højere grad lidelser relateret til skader og forgiftninger samt en højere forekomst af forbigående og almindelige medicinske problemer såsom infektioner. Lige sådan lider de oftere af mere kroniske tilstande, såsom epilepsi. De typer af sygdomme, som er mest overhyppige hos børn med ADHD iflg. studiet, var neurologiske lidelser samt endokrine og metaboliske sygdomme såsom overvægt, sygdomme relateret til øjne og ører, herunder skelen og mellemørebetændelse.

Kendetegnende for dem med ADHD er også, at de hyppigere var født med misdannelser og kromosomale abnormiteter. Tallene for sygdomsforekomst bekræfter andre studier, som viser, at ADHD er forbundet med en øget brug af sundhedsydelser og øgede udgifter til lægelig behandling.

Fysisk sygdom kan måske være årsag til ADHD

For Christina Mohr Jensen peger studiets resultater på nogle interessante problemstillinger. En er sammenhængen mellem somatisk og psykisk sygdom:

”Når vi kigger på sådanne fund spørger man sig selv, hvordan hænger det sammen. Det er svært at forestille sig, at det at have ADHD leder til skelen, epilepsi, mellemørebetændelse osv. I stedet rejser det spørgsmålet om, hvorvidt nogle typer eller kombinationer af sygdomme kan påvirke faktorer, der spiller ind i udviklingen af ADHD,” siger hun og peger på den stigende forskningsmæssige interesse i inflammation som en mekanisme i patofysiologien bag ADHD. Her ved man fra dyreforsøg, at mange tidlige infektioner kan have en indflydelse på, hvordan hjernen udvikler sig – fordi cytokiner, der frigives ved infektion i kroppen direkte eller indirekte kan indvirke på kommunikationen i hjernen.

Behov for mere samarbejde på tværs

Et andet perspektiv, som studiet sætter spot på, er samarbejdet – eller måske manglen på samme – mellem behandlerne på tværs af psykisk og somatisk sygdom og på tværs af de medicinske specialer.

”Studiet viser, hvor vigtigt det er for os i psykiatrien at være bevidst om, at nok går børnene til behandling hos os, men sandsynligheden for at de også går til behandling et andet sted, er stor. Og på samme måde skal man i somatikken være opmærksom på, at nogle børn også kan have en ADHD-diagnose. Vi ved jo også fra andre studer, at psykisk sygdomme og udviklingsforstyrrelser som f.eks. ADHD kan have en negativ indvirkning på udvikling og behandling af fysiske sygdomme og tilstande. Så hvis de i somatikken har et barn, som ikke passer sin behandling, er det relevant her at overveje, om der er en ADHD på spil, hvis barnet har tegn herpå, eller det f.eks. er kendt i barnets familie. For så skal man måske tilrettelægge behandlingen på anden vis og støtte særligt op, lige som samarbejdet mellem somatik og psykiatri på tværs måske kunne hjælpe her,” siger Christina Mohr Jensen.

Behov for øget støtte til familierne

Alt i alt understreger resultaterne også, hvorfor det at have et barn med ADHD kan være en stor belastning for familierne – fordi børnene fejler flere ting.

”I den psykiatriske praksis kan vi jo høre, hvor svært de har ved at få det hele til at hænge sammen i forhold til kontroller og undersøgelser hos os – i tillæg til møder og aftaler med skole, socialforvaltning osv. Og skal de så også gå til behandling i f.eks. pædiatrien, bliver det jo bare endnu vanskeligere for de forvejen fortravlede børnefamilier. Så måske kunne et øget fokus og samarbejde mellem psykiatrien og pædiatrien skabe mere koordineret behandling og pleje af børnene, så vi kan gøre livet lidt lettere for disse familier. Let er det sikkert ikke, men for nogle børn og deres familier er tanken da nærliggende at overveje,” siger hun.

Også i forhold til opsporing og udredning mener hun, der kan være en del at hente i mere samarbejde på tværs.

”Der er blandt andet undersøgelser, der tyder på, at nogle af dem, der har ’behandlingsresistent’ overvægt eller vedvarende problemer med at følge behandlingen i forhold til f.eks. diabetes, kan have gavn af at blive udredt for ADHD. Studier viser, at der kan være bedre chancer for succes i behandlingen af blandt andet overvægt, hvis man er opmærksom på, om der også er en ADHD, og behandler for den,” påpeger hun.

Er billedet mere alvorligt hos voksne med ADHD

For Christina Mohr Jensen giver det aktuelle studie grobund for videre forskning. Bl.a. kunne hun tænke sig at dykke ned i det tidsmæssige sammenfald mellem ADHD og somatisk sygdom. Hvad kommer først, og hvad er de udløsende faktorer for både det ene og det andet? Lige sådan rejser det spørgsmål om ADHD’s indvirkning på behandlingsforløb ved somatisk sygdom. Og på samme måde vil det være værd at finde ud af, om ADHD ikke bare er hyppigere forekommende, men om det også gør den somatiske sygdom mere vedvarende eller kompliceret.

I første omgang vil hun dog gerne lave et studie svarende til det aktuelle, men i forhold til dem over 12 år og de voksne.

”Jeg kan jo, med vores øvrige viden om ADHD og risici i løbet af et livsperspektiv, være bekymret for, at det vil give et lidt andet og måske mere alvorligt billede. For de begyndende livsstilssygdomme, som vi ser hos børnene med ADHD, kan få større konsekvenser jo ældre man bliver. I vores undersøgelse fandt vi f.eks. ikke en større forekomst af kræftsygdomme hos børn med ADHD, men hos voksne kunne jeg forestille mig, at vi vil se et større overlap mellem ADHD og forekomsten af kræftsygdomme – blandt andet på grund af øget overvægt, hyppigere rygning, effekter af årelange søvnproblemer mv. Og den viden vil understrege, hvor vigtigt det er at have fokus på forholdet mellem ADHD og somatisk sygdom så tidligt som muligt i børnenes liv,” siger hun.