" Cluster B.1.1.7 er en særdeles smitsom variant, og vi gør alt, hvad vi kan, for at undgå smittespredning på sygehusene," siger Kurt Espersen.

Virusvarianten B.1.1.7 vokser stærkt i Syddanmark - region forstærker indsatsen

Region Syddanmark er den region, hvor der i øjeblikket ses flest tilfælde af Cluster B.1.1.7 også kaldet den engelske coronavariant.

Det viser analyser fra Statens Serum Institut (SSI), som går frem til 6. januar.

Seruminstituttet foretager en række stikprøver af alle positive tests, og i uge 1 blev der fundet 15 positive prøver af varianten Cluster B.1.1.7 i Region Syddanmark. Det svarer til ni procent af de syddanske stikprøver, som Statens Serum Institut foretog. I uge 53 lå tallet på 5,8 procent i Region Syddanmark.

Til sammenligning er der i Region Hovedstaden fundet B117 i 2,4 procent af prøverne, i Region Sjælland i 2,6 procent af prøverne, i Region Midtjylland i 5,1 procent af prøverne, og i Region Nordjylland i 1,1 procent af prøverne. 

Tallene vækker en vis bekymring hos koncerndirektør i Region Syddanmark, Kurt Espersen:

"Det er bestemt tal, som vi tager alvorligt. Derfor reagerer vi også med det samme og indfører yderligere tiltag på vores sygehuse, som skal være med til at inddæmme smitten. Cluster B.1.1.7 er en særdeles smitsom variant, og vi gør alt, hvad vi kan, for at undgå smittespredning på sygehusene," siger han.

Et af de nye tiltag er, at de regionale medarbejdere, som har patientkontakt, fra i denne uge bliver tilbudt test én gang om ugen.

Indtil nu er medarbejderne tilbudt test enten hver 2. eller 6. uge afhængigt af, om de er i øget risiko for at blive smittet eller arbejder med en sårbar patientgruppe.

Derudover vil smitteopsporingen blive intensiveret. Hvor der tidligere skulle to-tre smittede til på en sygehusafdeling, før det blev betragtet som et smitteudbrud, vil det nu blot kræve én smittet, før en omfattende smitteopsporing går i gang. Der vil samtidig blive en mere intens opfølgning på smitteudbrud med hyppige test dagligt eller hver anden dag i de afdelinger, som har oplevet smitte.

Sygehuse skal selv kunne identificere engelsk variant

Regionen arbejder også på selv at kunne foretage en såkaldt genomsekventering af test allerede i denne uge. Det vil sige, at regionen selv kan identificere, om der ved en positiv test er tale om Cluster B.1.1.7 eller ej.

I dag testes alle positive prøver for corona-varianter på klinisk mikrobiologiske afdelinger i Region Syddanmark. Testen kan dog kun afgøre, om der er tale om en afvigende variant, men ikke hvilken variant der er tale om. Det kræver en genomsekventering, som Statens Serum Institut står for.

"Det vil gå lidt hurtigere med at få svar på, om vi har med den smitsomme engelske variant at gøre, når vi selv har mulighed for at foretage analyserne. Det giver os mulighed for at følge udviklingen af Cluster B.1.1.7-varianten tættere," siger Kurt Espersen.

Genomsekventeringen kommer til at foregå på Odense Universitetshospital og på Sygehus Lillebælt i Vejle.

 

Fakta om den engelske coronavariant Cluster B.1.1.7

Cluster B.1.1.7-varianten er fundet hos 208 danskere i perioden fra d. 14. november til d. 6. januar.

Der er i ugerne 46-1 blevet foretaget 17.305 stikprøver, hvor Cluster B.1.1.7 blevet fundet i 1,1 procent af prøverne.

I uge 53 blev der i hele landet påvist 52 tilfælde af B.1.1.7, og de udgjorde 2,4 procent, af stikprøverne.

I uge 1 blev der i hele landet påvist 42 tilfælde af B.1.1.7, og de udgjorde 3,6 procent af stikprøverne.

Statens Serum Institut vurderer, at Cluster B.1.1.7 er cirka 70 procent mere smitsom end gennemsnittet af de øvrige virusvarianter i Danmark.

 

 

Tags: corona

Like eller del denne artikel