”Resultaterne fra mine studier var klare: Omkring 70 procent af patienterne med akut apopleksi havde behandlingskrævende søvnapnø," siger Laura Ponsaing.

7 ud af 10 patienter med slagtilfælde har behandlingskrævende søvnapnø

Søvnapnø er en risikofaktor for mange alvorlige hjerte-kar-sygdomme, men også for diabetes og depression. Alligevel får søvnapnø begrænset opmærksomhed blandt læger – herunder kardiologer og neurologer.

Apopleksi-patienter bliver på de fleste hospitaler ikke udredt rutinemæssigt for deres søvnapnø – hvilket har afgørende betydning for deres rehabilitering, livskvalitet og dødelighed.

Omkring fem procent af alle midaldrende kvinder og ti procent af alle midaldrende mænd lider af behandlingskrævende søvnapnø. Det vil sige, at søvnapnø er lige så hyppigt som diabetes. Søvnapnø er en lidelse, som har vidtrækkende konsekvenser for patienterne – ofte uden at de selv eller de læger, som behandler dem, er opmærksomme på det. Der er alt for lidt opmærksomhed på søvnapnø, som underliggende og udløsende faktor for andre alvorlige sygdomme. Det pointerer neurolog på Nordsjællands Hospital Laura Ponsaing, som i sin ph.d. offentliggjort i tidsskriftet Sleep and Breathing har undersøgt netop sammenhængen mellem søvnapnø og apopleksi (slagtilfælde).

”En lang række studier viser, at søvnapnø uden behandling øger risikoen markant for adskillige andre alvorlige sygdomme som for eksempel blodpropper i hjernen, hjerte-kar-sygdomme og diabetes – og endda depression. Flere studier viser også, at apopleksipatienter har en høj forekomst af søvnapnø. Omkring 70 procent havde behandlingskrævende søvnapnø blandt de patienter med akut apopleksi, jeg undersøgte under mit ph.d.-studium.”

Systemet bliver voldsomt belastet

Både kroppen og hjernen lider ved søvnapnø og der sker et væld af ændringer under de enkelte vejrtrækningspauser, forklarer Laura Ponsaing:

”Det intrakranielle tryk stiger, der sker et fald i iltmætningen, en stigning i kuldioxidniveauet, forstyrrelser med arousals (kortvarige opvågninger), en øgning af den sympatiske nerveaktivitet, som blandt andet påvirker puls og blodtryk, og der sker en trykændringer i brystkassen, således at blodet endda kan løbe den modsatte vej i hjertet. Systemet bliver voldsomt belastet og det kan øge risikoen for eksempelvis en blodprop i hjernen.”

I sin ph.d. om relationen mellem søvnapnø og apopleksi undersøgte Laura Ponsaing tre forskellige områder i tre studier: I det første studie blev 11 patienter med søvnapnø og 16 raske kontrolpersoner scannet ved hjælp af magnetisk resonans. (fMRI og ASL-scanninger) for at se, hvordan det cerebrale blood-flow blev reguleret ved øget kuldioxidniveau i indåndingsluften.

”Det viste sig, at jo sværere grad af søvnapnø, patienterne havde, des dårligere var de til at regulere blodgennemstrømningen i hjernen. Måske er det en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor patienterne med søvnapnø har en stærkt øget risiko for at få en apopleksi.”

I det andet studie undersøgte Laura Ponsaing 63 apopleksi-patienter med polysomnografi (søvnundersøgelse) i den akutte fase for at se, hvor mange af dem, der havde søvnapnø. Patienterne blev inddelt i to grupper. Her undersøgte hun i det ene studie patienterne for søvnforstyrrelser i akut-fasen – umiddelbart efter deres apopleksi – for at se, hvor mange af dem, der havde søvnapnø. I det tredje studie fulgte hun de samme patienter i 19-37 måneder for at se, om der var nogle polysomnografiske (søvnmæssige parametre), der øgede deres risiko for at dø. I Europa er der over en million apopleksi-relaterede dødsfald årligt.

”Resultaterne fra mine studier var klare: Omkring 70 procent af patienterne med akut apopleksi havde behandlingskrævende søvnapnø. Og i forhold til mortalitet: Den halvdel af patienterne, der havde den højeste AHI (Apnø-Hypopnø-Indeks - antallet af apnøer og hypopnøer per times søvn som et udtryk for sværhedsgraden af søvnapnø) havde tidobbelt risiko for at dø indenfor halvandet til tre år i forhold til den andel med den laveste AHI. Ni af patienterne døde i perioden, og de havde alle moderat til svær søvnapnø. Vi kunne også se, at de apopleksipatienter, som havde en øget vågentid i løbet af natten, havde en næsten nifold øget risiko for død i perioden. Det kunne skyldes søvnapnø (der øger vågentid i søvnperioden), men sammenhængen med død kunne også være, at manglende søvn nedsætter immunforsvaret og øger risikoen for infektioner. Desuden så det ud til, at apopleksipatienter med atrieflimren også havde en overdødelighed.”

Bedre uddannelse af plejepersonale

Trods vidtrækkende og fatale konsekvenser, er der ikke tilstrækkeligt fokus på søvnapnø. Det er ikke en fast del af udredningen på de fleste af landets hospitaler, at man undersøger for søvnapnø, når en patient indlægges med en apopleksi. Der er mange sorte huller på landkortet, pointerer Laura Ponsaing:

”De steder, hvor man ikke har fokus på søvnapnø, bør plejepersonalet, som tilser apopleksipatienter, oplæres i, at have skærpet opmærksomhed på tegn på søvnapnø, når de for eksempel tilser patienterne om natten. Har patienten snorken eller vejrtækningsproblemer? Det bedste ville være, hvis alle apopleksi-patienter over hele landet den første indlæggelsesnat fik tilkoblet målingsudstyr og de, som havde behandlingskrævende med det søvnapnø med det samme blev startet op i CPAP-behandling. Konsekvensen ville være, at patienterne ville komme sig hurtigere, risikoen for en ny apopleksi ville mindskes og mortaliteten reduceres.”

Vi er nødt til at udbrede kendskabet til søvnapnø

Laura Ponsaing henviser mange patienter fra apopleksi-afsnittet på Nordsjællands hospital til udredning for søvnapnø. Men hun er bevidst om, at det samme ikke er tilfældet for hendes kollegaer. Fordi de ikke har samme opmærksomhed på lidelsen, henviser de ikke så mange til udredning og mange patienter går derfor rundt med en udiagnosticeret, behandlingskrævende søvnapnø:

”Vi er nødt til at udbrede kendskabet til søvnapnø, for hvis læger ikke er opmærksomme på, at det kan være en udløsende faktor for mange alvorlige sygdomme, så vil det ultimativt set få konsekvenser for rigtig mange patienter. Læger indenfor mange specialer, herunder praktiserende læger, bør spørge ind til, om der er tegn på søvnapnø. Nogle gange er de nærmeste pårørende dem, som bedst kan svare på spørgsmålene. Politisk bør der afsættes penge til området. Udredning og behandling for søvnapnø er ikke bekosteligt, og pengene vil kunne tjene sig selv ind igen, fordi man vil spare udgifter til mange indlæggelser, genindlæggelser og rehabilitering for eksempelvis apopleksi, som er en samfundsøkonomisk omkostningskrævende sygdom.”

Tags: søvnapnø

Like eller del denne artikel