Kviktest har enormt potentiale i kampen mod corona, men...

BLOG. Producenterne af kviktest siger, at testene ikke finder alle smittede - men at de finder dem, der ville kunne smitte andre. Men kan kviktest hjælpe os i kampen mod smitten? Christian Heibøll-Nielsen kigger i dag nærmere på kviktest. 

Christian Heebøll-Nielsen er farmaceut og har erfaring fra både undervisning og forskning på universitetet og fra en karriere indenfor markedsføring i både healthcare industrien og på reklamebureauer.

For tiden er han selvstændig konsultent og rådgiver firmaer med markedsføring indenfor life-science.

Han er 48 år gammel og gift med Annette, der er intensivsygeplejerske.  

Det er ingen hemmelighed, at tingene ikke går den rette vej for tiden. Smitten stiger, og faktisk kan vi ikke se en ende på det. Eller rettere. Det kan vi. Men først langt ind på foråret. Og kan vi vente? Derfor er gode råd dyre.

Vi kan lave en Nordjylland på resten af landet og evt. begynde i Lyngby, hvor jeg selv bor. Jeg kan næsten ikke vente på reaktionerne. Vi har nemlig ikke helt samme tålmodige gemyt og samfundssind som nordjyderne hos os i Lyngby.

Så hvad gør vi så? Ugens hotte emne i de videnskabelige tidsskrifter er test123. Og ikke underligt retter megen opmærksomhed sig mod de nye antigentest - de såkaldte kviktest, som bl.a. Falck udbyder herhjemme, og som vi på denne plads tidligere har skældt ud over. For som undersøgelser har vist, ja så misser de måske helt op til halvdelen af de smittede. Og hvad skal vi så overhovedet bruge dem til?

Se her bliver det interessant. For påstanden fra producenterne er, at ja, det kan godt være, at kviktests ikke finder alle smittede, men de finder dem, der ville kunne smitte andre. Eller med andre ord dem, der har virus nok i kroppen til at udgøre en smittefare. For der skal nemlig en vis mængde virus til, før man er i stand til at smitte andre. Det er et fænomen, der er nært knyttet til begrebet superspredning. Altså at det måske kun er 10 procent af de smittede, der står for op til 80 procent af smitten, hvorfor mange af de smittede slet ikke smitter nogen.

Og det er stadig noget af det, der vækker undren blandt både smittede og nære kontakter. Hvordan kan det være, at jeg ikke har smittet nogen? Er den overhovedet så farlig den her virus? Og for at være helt ærlig er der meget om dette, vi stadig kæmper med at forstå. For hvordan kan det være, at nogen ikke udvikler nok virus til at blive smittefarlige?

Hvis vi virkelig er i stand til bedre at identificere dem, der er mest smittefarlige, er potentialet enormt. Så kunne vi nøjes med at isolere dem og lade alle de andre passe deres daglige gøremål. Med en enorm økonomisk gevinst. At testen ovenikøbet er billigere at udføre og kan give svar på blot 15 minutter er blot endnu et plus.

Så langt så godt. Men der er desværre også et par ubekendte og lidt problemer. Blandt andet mistænker man, at brug af kviktest er en af forklaringerne på den superspreder-begivenhed, der fandt sted i det Hvide Hus under præsentationen af den nye højesteretsdommer, Amy Coney Barrett. Således havde Trump selv afleveret to negative kviktest forinden. 

PCR-testen, som vi bruger i dag, detekterer genetisk materiale fra virus, som så opformeres igennem et antal cyklusser. Du har måske hørt tale om den såkaldte CT værdi – cycle threshold. Det er antallet af cyklusser, man skal køre for at have nok virusmateriale til at detektere det. Kritikere, bl.a. professor Christine Stabell Bann, har fremført, at med en for høj CT værdi ender vi med en masse positive test, hvor de smittede reelt har så lidt virus, at de aldrig ville smitte nogen. Antigentest genkender molekuler på overfladen af virus og kan på mange måder bedre sammenlignes med en graviditetstest. De er ret specifikke og har dermed en relativ lav risiko for falsk positive, men deres sensitivitet er knap så god, hvorfor der vil være en del falsk negative. Altså smittede, der får at vide, at de tester negativt.

Og problemet med de falsk negative er helt reelt. For vi mangler nemlig viden om, hvornår i smitteforløbet man har nok virus til at teste positivt. Vi må jo forvente, at man straks efter smitte har meget lidt virus i kroppen og derfor vil teste negativt, hvorimod man efter en uge naturligvis vil have mere. Hvis altså virusen tager fat. Og det er et helt reelt problem med kviktest. Og et problem, der er en løsning på. Ikke nødvendivis en, vi bryder os om. Men hvis vi tester hyppigt – f.eks. hver 14. dag, så kan vi minimere dette problem. Ja, der vil smutte nogen igennem, men vi vil fange de fleste.

Man kunne eksempelvis forestille sig sådan en strategi anvendt på skolerne, hvor vi for tiden har massive problemer. Min egen søn går i en klasse med syv (7) smittede. Og det er ikke en fornøjelse, skulle jeg hilse og sige. Men tester vi eleverne hver 14. dag, vil vi kunne komme langt med at bremse smitten på skolerne. Så det er fristende.

I Slovakiet har de netop gennemført, hvad man vist må betegne som et forsøg. Man har testet stort set hele befolkningen på 5,4 millioner. Og 51.868 testede positivt. Vores befolkning er jo meget sammenlignelig. Og forestil dig, at vi med et snuptag kunne identificere 51.868, der kunne gå rundt og smitte andre. Med vores pcr-test ville det tage 30-40 dage. Og i den tid ville de jo kunne gå rundt og smitte andre.

Så konklusionen må være, at der kan være et enormt potentiale i at anvende de nye kviktest. Men vi er nødt til at være forsigtige. Vi skal kende de ubekendte. Men vi er også nødt til løbende at evaluere nye teknologier og også at gå hurtigere frem, end vi ellers er vant til. For tiden kræver hurtige svar.

Så skal du gå ned og få taget den kviktest næste gang, du er bange for at måske være blevet smittet? Det korte svar er nej. Vores systemer er ikke gearede til at håndtere svaret. Så du risikerer både at blive sendt i isolation uden at være smittet, ligesom du risikerer, at din test ikke bliver anerkendt der, hvor du har brug for det. Det er en myndighedsopgave at bringe os videre, og vi må opfordre til, at det speedes lidt op.

 

  1. Tromberg BJ, Schwetz TA, Pérez-Stable EJ, Hodes RJ, Woychik RP, Bright RA, Fleurence RL, Collins FS (2020) Rapid Scaling Up of Covid-19 Diagnostic Testing in the United States — The NIH RADx Initiative. N Engl J Med 383:1071–1077
  2. Manabe YC, Sharfstein JS, Armstrong K (2020) The Need for More and Better Testing for COVID-19. JAMA. doi: 10.1001/jama.2020.21694
  3. Gill M, Gray M (2020) Mass testing for covid-19 in the UK. BMJ m4436



Relateret artikel

Tags: corona, coronablog

Like eller del denne artikel