Her er resultatet af Slovakiets store testning af hele befolkningen

Over de seneste to weekends har mere end 40.000 mennesker inklusiv sundhedspersonale, militær, politi, brandmænd og frivillige udført testning af stort set hele Slovakiets befolkning.

Ifølge de officielle tal blev 3,62 millioner mennesker - to tredjedele af befolkningen, som er på 5,4 millioner - testet den 31. oktober og 1. november. Her blev der registret 38.359 smittede. Yderligere 2,04 millioner mennesker blev testet - nogle for anden gang - sidste weekend. Her var der 13.509 positive.

Testen har været frivillig, men enhver, der ikke har deltaget, har fået påbud om at skulle isolere sig selv i 10 dage, og har folk overtrådt det påbud, har de fået bøder på over 10.000 kroner. Testpersonalet har besøgt alle ældre på plejehjem og på hospitaler.

De i alt 51.868 smittede er nu sendt i karantæne i 10 dage - enten i deres hjem eller i specielle karantæne-faciliteter, som staten har stillet til rådighed.

Før testningen havde der været ca. 77.000 positive tilfælde i Slovakiet siden pandemiens start.

Kritik af test

Eksperter har kritiseret, at der til testningen blev brugt antigen-test, som kan give svar på 15 minutter. De er nemlig mindre nøjagtige end de normale PCR-tests.

”Dette er ikke et godt træk. Der er nogle alvorlige risici ved dette”, har Vladimir Leksa, en immunolog, der arbejder med det slovakiske videnskabsakademi og det medicinske universitet i Wien i Østrig, sagt til The Lancet.

Ifølge WHO er antigen-test ikke egnede til massetest, medmindre de anvendes sammen med PCR-tests. Slovakiets premierminister Igor Matovič har sagt, at testen har en høj specificitet, men en undersøgelse har imidlertid antydet, at nogle specificiteter og følsomheder er meget lavere end de rapporterede. Eksperter peger også på øget risiko for infektion på teststeder.

Herhjemme har en ekspertgruppe også netop slået fast i et nyt notat, at antigen-test kun kan bruges som supplement til de normale PCR-test. Gruppen er nedsat af ”Det faglige råd” for klinisk mikrobiologi, hvor Danske Regioner og Statens Serum Institut (SSI) deltager.

Men i Slovakiet slår eksperternes vurderinger ikke skår i glæden hos premierminister Igor Matovič. Han sagde mandag ifølge Financiel Times, at infektionsraten i regioner, der blev testet i begge screeningsrunder, faldt fra 1,47 procent i den første weekend til 0,62 procent i den anden. Dette, sagde han, betød, at antigenprøvning var et meget effektivt redskab til at bekæmpe pandemien.

”Der har været alle mulige meninger om, at dette var fuldstændig dumt og kun ville gøre situationen værre. Men resultaterne? Over alle forventninger. Efter anden runde kan vi sige, at massetest reducerer antallet af smitsomme mennesker fra uge til uge med 55 procent! Hvilket er fantastisk,” sagde han i en erklæring søndag ifølge Financiel Times.

Balkan Insight skriver, at testningen også forløb ret glat, selv om der var lange køer foran skoler, teatre, en lufthavn, fodboldstadions osv., hvor testningen foregik.

Slovakiet er det første EU-land, som har testet sin befolkning så hurtigt, og eksperimentet er fulgt nøje af internationale eksperter. Storbritannien sendte fire observatører til Slovakiet, og i sidste uge begyndte et lignende massetestning-program med antigen-test i Liverpool. 

Dramatisk stigning

Massetestningen kommer efter at Slovakiet har set en voldsom opblussen af smittetilfælde siden sommeren. Landet høstede ellers international ros for den måde, myndighederne tacklede virussen på i den første bølge af pandemien. Slovakiet fik sin første coronasmittede i begyndelsen af ​​marts, og mellem da og september oversteg antallet af nye daglige tilfælde sjældent 100.

Men i de seneste tre uger er der registreret tusinder af smittede hver dag. Ministre har kaldt tallene alarmerende og har advaret om, at medmindre spredningen af ​​virussen blev sænket, så kunne landets hospitaler være på randen af ​​sammenbrud inden for få uger.

1. oktober blev der erklæret undtagelsestilstand i 90 dage, hvor der blev indført følgende restriktioner: Maskepåbud, forbud mod forsamlinger og større arrangementer, der må max. være en person pr 15 kvadrameter i butikker, gymnasieelever modtager fjernundervisning, motionscentre og svømmehaller er lukkede og butikker og apoteker er forbeholdt seniorer over 65 år mellem klokken 9 og 11.

 

 

 

 

Hvad er forskellen på PCR-test og antigen-test?

PCR – der står for Polymerase Chain Reaction - er en meget følsom testmetode, der leder efter covid-19 virussens RNA ved hjælp af en genetisk kædereaktion. Testen kan påvise helt ned til én enkelt viruspartikel i en slimprøve fra næsen eller halsen, idet arvematerialet fra SARS-CoV-2 opformeres i processen.

En antigen test er derimod baseret på en immunkemisk påvisning af virusproteiner (antigener) i prøven. Dette foregår ved at virusantigenerne fastholdes til en membran vha. antistoffer, der er specifikke mod SARS-CoV-2. Denne metode er mindre følsom end PCR, idet antigenerne ikke opformeres men påvises direkte.

Kilde: SSI

 

Hvad er ekspertgruppens forbehold over for antigen-test?

Den danske ekspertgruppes største forbehold over for antigen-test er, at de er langt mindre følsomme end PCR-test.

Et fransk studie har således set på tre kendte antigen-test: Biosensor Standard Q, Abbott Panbio og Biosynex. Her angiver producenterne en følsomhed på 93-98 procent i forhold til PCR-testen, men det franske studie viser, at den kun var på henholdsvis 60,1 procent, 55,3 procent og 59,6 procent.

Ekspertgruppen har også regnet tallene fra det franske studie om til, hvor mange af de 16.187 personer, der er blevet testet positive med PCR-test i TestCenter Danmark fra midten af april til midt oktober 2020, som ville være blevet testet falsk negative, hvis man i stedet havde brugt en af de tre antigen-test.

Ifølge notatet svarer det til mellem 8.012 og 8.866 personer, der ville have kunnet forsætte med at udbrede smitten i Danmark.

Kilde: SSI
'

Tags: corona

Like eller del denne artikel