Kontakttallet er nu nede på 0.8. Det vil sige, at ti smittede smitter videre til otte personer.

Coronabloggen: Kurven er knækket – hvad så nu?

BLOG. Antallet af nye smittede falder eller stagnerer. Men hvad skyldes det? Vi ved, at interventioner virker, men også det, at vi bliver mere opmærksomme og gradvist ændrer vores adfærd, skriver Christian Heibøll-Nielsen . 

Christian Heebøll-Nielsen er farmaceut og har erfaring fra både undervisning og forskning på universitetet og fra en karriere indenfor markedsføring i både healthcare industrien og på reklamebureauer.

For tiden er han selvstændig konsultent og rådgiver firmaer med markedsføring indenfor life-science.

Han er 48 år gammel og gift med Annette, der er intensivsygeplejerske.  

I de seneste uger har vi kunnet se, at den alarmerende stigning i smitte, som vi så fra sidst i september, tilsyneladende er stoppet. Og vi får glade meldinger fra ministeren, der fortæller, at nu er kontakttallet nede på 0,8. Og det er jo fremragende nyheder. Men lad os lige tage et nærmere kig på det. For det er også sådan, at vi tester færre nu, end vi har gjort tidligere.

Man kan derfor prøve at normalisere tallet for smittede ud fra, hvor mange vi tester. Så ser billedet en smule anderledes ud. Så ser vi mere, at tallet af smittede er konstant, men ikke mærkbart faldende.

Det er interessant. For det store spørgsmål er jo, hvorfor vi ser et fald/et stop i smittede. Det er nærliggende at tilskrive det de nye stramninger, som kom for nyligt, men vi kan strengt taget ikke vide det. Til gengæld kan vi sammenligne med, hvad vi så i foråret. Her kunne vi konstatere, at nedlukningen 18. marts blev fulgt af et dramatisk fald i kontakttallet (jeg er stadig ikke vild med det ord og ville ønske, vi kunne bruge det rigtige, nemlig reproduktionstallet).

Altså en klar indikation på, at faldet var associeret med stramningerne.

Billedet er ikke ligeså entydigt denne gang. Vi ser mere, at tallet langsomt daler og formentlig ligger tæt på 1 nu. At tallet er 1 betyder, at vi ser et konstant antal nye smittede. Hverken vækst eller aftagen. Og det kunne pege på, at det ikke så meget er stramningerne, der virker denne gang, men måske snarere det, at vi, når vi taler om øget smitte, bliver mere opmærksomme og gradvist ændrer vores adfærd. At vi bliver mere forsigtige og tager bedre vare på os selv og andre.

Det er en effekt, som mange epidemiologer har drøftet flittigt, for den er meget svær at kvantificere og bruge fornuftigt i modeller.

Vi har også hørt flere økonomer argumentere for, at den type adfærdsændring betyder meget mere end eventuelle regeringsindgreb. Helt så enkelt er det nu nok ikke. Vores adfærdsændring hænger givet også sammen med de signaler, der kommer fra regeringen, inklusive stramninger.

Det er i det hele taget en løbende debat, hvor vidt regeringsindgreb virker. Vi har flere gange hørt fra især liberale debatører, at staten ikke er den rette til at løse problemet med smittespredning, som du også kan høre i podcasten med Jonas Herby fra CEPOS. Eller kan læse i f.eks. professor Christian Bjørnskovs debatindlæg i pressen.

Så lad mig gerne slå det fast her. Interventioner virker. Det har vi allerede set rigeligt beviser på, både i Danmark og udlandet, og der er faktisk også i dag publiceret en del forskning, der dokumenterer dette. Så diskussionen handler mere om, hvad forholdet er mellem effekten af interventioner og folks frivillige adfærdsændringer. Og her er det ikke opløftende at se på lande, hvor der har været få eller ingen interventioner. Eksempelvis har vi set, at i visse regioner i Brasilien er over 40 procent blevet smittede. Der var altså ingen frivillige, smittebegrænsende adfærdsændringer. Det kan naturligvis være anderledes andre steder i verden, og der er da også god grund til at tro, at danskeres adfærd adskiller sig fra brasilianeres. Men man kan også kigge på Sverige, hvor det i høj grad har været den officielle politik at læne sig op ad folks frivillige adfærdsændringer. Her så vi, at smitten spredte sig vildt, indtil man 27. marts indførte et forsamlingsforbud på 50 mennesker. Dvs. ni dage efter Danmark havde indført det tilsvarende forbud. Og med hvad vi ved nu, spiller den type forbud en stor rolle i forhold til at forhindre de såkaldte supersprederbegivenheder. Og de ni dages forsinkelse kom, som det ser ud nu, til at spille en afgørende rolle i smitten mellem landene. For det ser ud til, at supersprederbegivenheder spiller en helt central rolle.

Et andet nyligt tiltag herhjemme er vores øgede brug af ansigtsmasker – mundbind, som de også kaldet mere udskældt. Ansigtsmasker er vel i dag nærmest blevet symbolet på corona. Og diskussionen har hele tiden været, hvorvidt de faktisk har en effekt. I Nature kan man nu læse en fin gennemgang af, hvad vi ved i dag. Og der er fin omtale af to danske forskere, Thomas Benfield fra Hvidovre Hospital, der har gennemført et studie med 6.000 brugere af ansigtsmasker, som han ikke er helt klar til at dele resultaterne fra endnu, og Christine Stabell Benn, som du tidligere har kunnet høre i vores podcast. Hun har lavet forskning i Guinea-Bissau, hvor hun har indrulleret hele 40.000 mennesker i sit forsøg. Det er sådanne projekter, der forhåbentlig kan bidrage med bedre evidens for brug af masker.

Indtil videre har man i USA anslået, at obligatorisk brug af masker har nedsat øgningen i smitte med to procentpoint om dagen. Og det kommer faktisk til at betyde rigtig meget. Diskussionen har også handlet om især hvor gode masker er til at filtrere de mindste partikler. Og det er de ikke nødvendigvis særlig gode til. Til gengæld tyder meget på, at det ikke er så vigtigt. En stor del af smittepartiklerne er nemlig ret store. Så brug masken, hvor det er påbudt, og overvej måske også at bruge den, hvor det ikke er.

 

Tags: corona, coronablog

Like eller del denne artikel