Tyfus Marie (Mary Mallon) blev beskrevet som USA´s farligste kvinde. Hun spredte smitte uden at vide det og blev sat i karantæne i 26 år.

Coronabloggen: Er du en mulig superspreder?

BLOG. Vores viden om superspredere og superspreder-events kan være nyttig, hvis vi får brug for igen at skærpe interventionerne i forbindelse med genåbningen, skriver Christian Heibøll-Nielsen. 

Christian Heebøll-Nielsen er farmaceut og har erfaring fra både undervisning og forskning på universitetet og fra en karriere indenfor markedsføring i både healthcare industrien og på reklamebureauer.

For tiden er han selvstændig konsultent og rådgiver firmaer med markedsføring indenfor life-science.

Han er 48 år gammel og gift med Annette, der er intensivsygeplejerske.  

Du har måske læst, at ny forskning fra bl.a. vor egne Kim Sneppen og Lone Simonsen peger på, at såkaldte ”superspredere” kan spille en afgørende rolle i forhold til udbredelsen af COVID smitte[1].

De er ikke de første, der skriver om fænomenet. Andre forskere har beskrevet fænomenet dengang, det var SARS, der var bekymringen[2]. Siden har flere kigget på fænomenet i sammenhæng med den igangværende epidemi[3]. Helt tilbage til den første SARS-epidemi vakte det i nogen grad undren, at man så relativt let kunne slå epidemien ned. Især i forhold til, hvor smitsom, man havde regnet ud, at sygdommen var. Man estimerede, at SARS havde et R0 på ca. 2,7. Altså en lille smule højere end COVID19. Verdenssamfundet reagerede hurtigt og konsekvent, da SARS-udbruddet stod på. Der blev iværksat interventioner på et niveau, vi sjældent har set før. Og meget af vores viden om, hvordan interventioner virker, stammer netop fra SARS udbruddet. 

10 procent smitter 80 procent

Så hvad handler superspredere egentlig om? Jo, det handler om, at meget tyder på, at en lille del af de smittede står for en stor del af smittespredningen. Det kan tænkes, at 10 procent af de smittede står for 80 procent af smitten. Og det er jo ret voldsomt. Og det store spørgsmål er jo så, hvorfor disse mennesker smitter mere end andre. Og her er der flere teorier i spil.

Man kan ikke helt udelukke, at nogle mennesker faktisk er disponeret anderledes for at smitte. Det kan være, at de simpelthen har mere virus i kroppen og dermed vil påvirke andre med højere doser af virus. Måske fordi deres immunforsvar er dårligere til at håndtere truslen. Eller det kan være, at de opfører sig på en måde, der er fremmende for smitten. Måske taler de ekstra højt, måske de glemmer at hoste i armen, eller måske de bare har mange sociale kontakter. Men en anden måde at se på det er at tale om superspreder-events fremfor individuelle superspredere.

Navngivne superspredere

Kigger vi tilbage på SARS-epidemien havde vi en interessant case med lægen Liu Jianlun, som blev smittet, da han behandlede SARS-patienter. Han rejste trods symptomer til Hong Kong, hvor han indlogerede sig på et hotel og fik smittet 16 andre hotelgæster. Vi har også tidligere være omkring historien med Tyfus Marie, der som kok fik smittet 51 andre med tyfus. Og under den igangværende COVID-19 epidemi har vi også set nogle meget omtalte cases med massespredning. Et af de første tilfælde var, da medicinalfirmaet Biogen holdt et møde i Boston. Her har man talt sig frem til, at 99 blev smittet. Enten på mødet eller efterfølgende. Det rigtige tal er endda formentlig meget højere.

Et andet meget omtalt tilfælde var, da 52 kor-medlemmer blev smittet i forbindelse med, at koret skulle øve. Det skete inden, at staten Washington indførte lockdown. Der deltog 61 medlemmer af koret, og kun en var smittet. Det var altså supersprederen, og arrangementet var superspreder-eventet. Andre omtalte begivenheder inkluderer den sydkoreanske kvinde, der fik smittet 37 andre i sin lokale kirke, og den engelske mand, der hjemkommet fra Asien tog på ferie i de franske alper, hvor han fik smittet familie og venner. 

Så kan vi ud fra sådanne cases sige noget om, hvad der karakteriserer et superspreder event? Lidt kan vi. Vi kan først og fremmest sige, at et superspreder-event er, når en smittet smitter flere, end man statistisk ville forvente ud fra kendskab til R0 værdien for sygdommen. Og det er selvfølgelig en lidt teknisk definition, der kan være svær at gå til. Men derudover kan vi også kigge på hvilke typer af events, der har givet anledning til superspredning. Disse inkluderer som nævnt fester, kor-arrangementer og religiøse samlinger, men også sportsbegivenheder, begravelser og krydstogsrejser. Ja, faktisk er det lidt vanskeligt at sætte en præcis afgrænsning op. 

Desværre er der også noget, der tyder på, at hospitaler og plejehjem kan fungere som en slags superspreder-event. Det er skidt, for her har vi med de mennesker at gøre, som vi helst skulle beskytte fra at få sygdommen. Men hvis en plejehjemsansat for eksempel møder syg på arbejde, så er risikoen for at smitte både beboere og kolleger markant. Og vi ser da også, at der er flere smittede i plejesektoren end i samfundet generelt. 

Nedsæt risikoen for superspreder-events

Så kan vi bruge vores viden om superspredere til noget? Ja, det er der noget, der tyder på, at vi kan. Det fortæller os nemlig, at smitten ikke foregår homogent i samfundet. Der er nogle typer begivenheder, der er forbundet med større smitterisiko end andre. Og så kan vi også regne os frem til, at hvis få personer står for en stor del af smitten, så vil smitterisikoen fra størstedelen af de smittede være betydeligt lavere, end vi ellers tror, når vi kigger på R værdien for sygdommen. Altså det smittetryk, som Statens Serum Institut løbende beregner for os.

Det handler med andre ord om at nedsætte risikoen for superspreder-events. Hvis 10 procent af smittede står for 80 procent af smitten, betyder det med andre ord, at hvis vi kan halvere antallet af superspreder events, så vil vi kunne nedbringe smitten med 40 procent. Og det er jo markant. Som du nok husker, er vores mål jo at få smittetrykket bragt ned til en R værdi under 1. Her vil sygdommen gå i sig selv med tiden.

Og nu bliver det interessant. For den omtalte forskning viser, at risikoen for superspreder-events især knytter sig til begivenheder udenfor vores familie og arbejdsliv (inklusive skoler). Det vil sige indenfor vores sociale aktiviteter. Og det betyder med andre ord, at en effektiv intervention i forhold til smittespredning primært må rette sig mod denne sfære. Vi vil med andre ord kunne fortsætte med at gå på arbejde og i skole, hvis vi igen skulle få behov for at skærpe interventionerne i forbindelse med den forestående genåbning.

Der er endnu mange usikkerheder omkring teorien om superspredere. Således kan den udvikling, vi så i starten af epidemien herhjemme, forklares stort set lige godt, hvad end vi tager superspredere med i betragtningen eller ej. Til gengæld understøtter teorien vældig godt den høje effektivitet, vi har set af de iværksatte interventioner i Europa. De har nemlig langt hen ad vejen virket bedre, end vi ellers havde turdet håbe på. Skulle vi vælge at bruge teorien i forbindelse med genåbningen af samfundet, ville konsekvensen være, at vi især skulle holde fokus på at begrænse sociale begivenheder. Hvor grænsen skal ligge er til gengæld ikke helt klar. Men det kunne godt betyde, at koncerter og fodboldkampe har lange udsigter. Til gengæld vil vi uden større problemer kunne fortsætte med at gå på arbejde, og der vil heller ikke være den store fare forbundet med at åbne landet for turister. Og det vil gøre en stor forskel i forhold til de økonomiske konsekvenser som epidemien medfører.

 

  1. Sneppen K, Simonsen L (2020) Impact of Superspreaders on dissemination and mitigation of COVID-19. medRxiv 2020.05.17.20104745
  2. Lloyd-Smith JO, Schreiber SJ, Kopp PE, Getz WM (2005) Superspreading and the effect of individual variation on disease emergence. Nature 438:355–359
  3. Riou J, Althaus CL (2020) Pattern of early human-to-human transmission of Wuhan 2019 novel coronavirus (2019-nCoV), December 2019 to January 2020. Eurosurveillance. doi: 10.2807/1560-7917.ES.2020.25.4.2000058

 

 

Nyeste tal og nyheder om corona:

Tags: corona, coronablog

Like eller del denne artikel