"Man skal ikke glemme, at det har været bestemte grupper af læger, der især har haft industriens bevågenhed, og at alle læger og andre faggrupper også har brug for efteruddannelse," siger Helen Bernt Andersen.

Formand for Kræftens Bekæmpelse: Kræftlægerne skal finde nye måder at uddanne sig på

Kappede bånd til industrien har haft konsekvenser for de danske kræftlægers adgang til efteruddannelse. Nu henhører al efteruddannelse under regionerne, men bliver i stigende grad den enkelte kræftlæges ansvar.

Ifølge formanden for Kræftens Bekæmpelse, Helen Bernt Andersen, bør efteruddannelse dog være et delt ansvar. Desuden er det vigtigt, at både kræftlæger og deres ledelse nytænker i forhold til at dygtiggøre sig og i højere grad fokuserer på muligheder fremfor begrænsninger, mener hun.

Traditionelt har industrien stået for en væsentligt del af speciallægernes efteruddannelse. Men i februar 2018 overtog Danske Regioner industriens rolle. Hospitalsansatte speciallæger, herunder kræftlægerne, må nu ikke længere have forbindelse til eller tage imod støtte fra industrien, når det handler om efteruddannelse og internationale kongres-rejser.

Medicinrådet har yderligere med indførslen af habilitetskrav umuliggjort den industrifinansierede efteruddannelse for medlemmer af de forskellige fagudvalg. Det efterlader speciallægerne, herunder kræftlægerne, i en situation, hvor de ikke nødvendigvis er sikret efteruddannelse på samme niveau og i samme omfang som tidligere.  

Nogle regioner har etableret mindre puljer eller har fonde, der kan søges til deltagelse i internationale kongresser og møder, men der er behov for, at regioner og hospitalsledelser prioriterer lægers efteruddannelse – og det gælder både i forhold til tid og økonomi. Det mener formanden for Kræftens Bekæmpelse, Helen Bernt Andersen - men hun mener også, at det er er væsentligt, at man i hele diskussionen holder sig for øje, at ikke alle kræftlæger har brug for samme grad af efteruddannelse:

”Behovene er både individuelle og udsprunget af hospitalernes behov for nyeste viden. De behov kan dækkes på andre og flere måder end industrifinansieret efteruddannelse.”

Der er naturligvis ikke samme udstrakte muligheder for at deltage i internationale kongresser, som da industrien var involveret i speciallægernes efteruddannelse, erkender Helen Bernt Andersen:

”Jeg tror dog, at det er væsentligt at stoppe op et øjeblik og ikke forfalde til udelukkende at se på begrænsningerne, men i højere grad på de mange muligheder, som stadig findes. Man skal heller ikke glemme, at det har været bestemte grupper af læger, der især har haft industriens bevågenhed, og at alle læger og andre faggrupper også har brug for efteruddannelse.” 

Ledelsen skal sikre gode rammer

Helen Bernt Andersen mener derfor, at kræftlægerne og deres ledelse i højere grad i fællesskab bør se på den enkelte onkologs behov for efteruddannelse og foretage en individuel kompetencevurdering:

”Der er ikke nødvendigvis samme behov hos onkologer for eksempelvis at deltage i kongresser, idet nogle vil være meget klinisk funderede og andre mere forskningsmæssigt involverede. Det er i sidste ende den enkelte hospitalsafdeling, men også regionens ansvar, at speciallægerne, herunder onkologerne, har de fornødne kompetencer for at udføre deres job. Det er ledelsen, som skal sikre gode rammer for en åben og positiv læringskultur, hvor man som medarbejder tør italesætte, hvor man for eksempel ønsker at forbedre sine kompetencer. Ledelsen skal tage det ansvar på sig – og være lydhøre overfor ønskerne.”

Nødvendigt, at man stiller sig op på skamlen

Men også den enkelte onkolog har et ansvar, pointerer Helen Bernt Andersen:

”Det gælder både de ældre, erfarne onkologer og de yngre. Jeg tror, at vi i nogen grad skal tilbage til den gamle ’mesterlære’, den daglige kliniske læring. Vi skal i højere grad understøtte en læringskultur. Professorerne har et ansvar for at lære fra sig – og alle, både de unge og de ældre onkologer, bør støttes i at gå på arbejde hver dag med indstillingen om, at man aldrig bliver færdig med at lære.”

Det er vigtigt, understreger Helen Bernt Andersen, at både onkologerne, men også de faglige selskaber, De Multidisciplinære Cancer Grupper (DMGC.dk) og også Danish Comprehensive Cancer Center (DCCC) samt de sundhedsfaglige råd i regionerne er eksplicitte omkring, hvad der er brug for med henblik på at sikre onkologernes kompetencer – og at de samarbejder om opgaven:

”Jeg tror, at det er nødvendigt, at man stiller sig ’op på skamlen’ og formulerer klart og tydeligt, hvilke behov for efteruddannelse og kompetenceudvikling, man har brug for. Så er jeg ret sikker på, at der også vil blive lyttet og prioriteret derefter.”

Vi skal være nysgerrige på nye måder at lære på

Både det faktum, at industrien ikke længere er involveret i onkologernes efteruddannelse, men også på grund af covid-19, er der opstået nogle begrænsninger i onkologernes muligheder for at indgå i tidligere internationale fællesskaber – men Helen Bernt Andersen pointerer, at der er opstået andre muligheder i kølvandet, og at også perspektiverne er blevet nogle andre:

”Jeg anerkender, at virtuelle sessions og møder naturligvis ikke kan erstatte, at man mødes med internationale kollegaer til store kongresser, men det kan alligevel noget, som vi ikke var klar over, at det kunne - og jeg håber også, at vi fremadrettet bliver mere nysgerrige på og mere kreative omkring nye måder at lære på.”

Derudover kan studie-besøg hos internationale kollegaer være et vigtigt element i den lægelige efteruddannelse, mener Helen Bernt Andersen:

”Det er erfarings- og vidensudveksling i mindre skala ganske vist – men det er noget, som onkologerne allerede gør, og som de i endnu mere udstrakt grad kan gøre fremover, for der er naturligvis et behov for erfarings- og videns-udveksling især i et lille land som Danmark, og det er vigtigt, at vi her naturligvis også ser ud over grænserne.”

Vi skal arbejde med at etablere nye spilleregler

For mange kræftlæger skrider grænserne mellem arbejde og fritid – de er nødt til hele tiden at holde sig opdateret på den sidste nye farmakologiske udvikling – og det går forrygende stærkt lige nu, ligesom patienter og pårørende har og får adgang til viden, som de ikke havde adgang til tidligere. Men danske kræftlæger er internationalt med i førerfeltet, og Helen Bernt Andersen sætter tyk streg under, at hun ikke er bange for, at patienterne ikke får den bedst mulige og tilgængelige behandling – hverken nu eller fremover:

”På et tidspunkt var jeg måske lidt bekymret, fordi der er kommet en ’motorvej’ direkte ind til den enkelte onkolog. Patienter og pårørende har udstrakt adgang - og de søger kontinuerligt specialisternes rådgivning om og holdning til den viden, de tilegner sig andre steder. Det kan være svært som onkolog at være opdateret på alt. Her mener jeg faktisk, at det er o.k. at sige, at man ikke har et svar på rede hånd her og nu, men er nødt til at læse op på det, inden man kan give et kvalificeret og grundigt svar. Vi skal måske arbejde med at etablere nogle nye spilleregler for, hvad man som patient kan kræve af en onkolog ved en konsultation.”

Én løsning kan være, at man i fremtiden har færre, men længere konsultationer med patienterne, mener Helen Bernt Andersen:

”Vi skal altid og uden undtagelse tage patienternes perspektiv, fordi det er deres liv, det handler om. Det positive ved, at de er så oplyste er, at man ofte kan starte et andet sted, og at man kan have en mere åben og direkte kommunikation omkring, hvad der er godt, og hvad der ikke er godt for den enkelte patient,” siger hun.

Klædt på til dialog om eksistentielle spørgsmål

En del af det at tage patientens perspektiv, mener Helen Bernt Andersen også er at være klædt godt på til at indgå i en dialog omkring de eksistentielle spørgsmål, som melder sig hos en kræftpatient:

”Jeg ville ønske, at flere onkologer, også de yngre, ville åbne mere op for at dygtiggøre sig i forhold til dialog med patienten om etiske og eksistentielle spørgsmål, som måske især opstår, når helbredelse ikke er mulig, og fokus bliver på den palliative indsats. Det kunne være ved at have samtaler med en præst. Her er der ikke faglige svar, men åbenhed og selve dialogen, der er i fokus. Det er også et område, som hører under efteruddannelse og et særdeles vigtigt område uagtet den travlhed, som onkologer oplever.”

Uddannelse er ikke noget, man får ude i byen

Der er tre ben i hospitalsvæsenet – behandling, forskning og uddannelse. Ledelsen har ansvar for at alle tre ’ben’ bliver tilgodeset, for uden uddannelse og forskning vedbliver behandlingen ikke at være på det nuværende høje niveau, pointerer Helen Bernt Andersen:

”Uddannelse er ikke noget, som man får ude i byen – men noget, som man i høj grad får hver dag, man møder op på arbejde. Uddannelse koster, og det er nødvendigt, at der bevilges tilstrækkelige ressourcer, så vi fortsat kan levere på strategier og mål og leve op til den eksisterende høje standard for den danske kræftbehandling.”

Tags: efteruddannelse

Like eller del denne artikel