Tegnells forklaring: Derfor er så mange døde i Sverige

Sverige har med 5860 coronarelaterede dødsfald haft langt flere dødsfald end sine naboer i Norden.

Men ifølge den svenske statsepidemiolog Anders Tegnell kan det delvist forklares med en meget mild influenzasæson sidste år. Mange svage og ældre, som måske ellers ville være døde af influenza, overlevede og døde så i stedet under coronapandemien.

Det siger Tegnell til den svenske avis Dagens Nyheter.

"Der findes en stærk kobling mellem en lav overdødelighed på grund af influenza og en høj overdødelighed på grund af covid-19," siger han til avisen .

"Man har set, at de lande, der ligesom Sverige har haft en ganske lav dødelighed i influenzasæsonen de seneste to-tre år, har en vældig høj overdødelighed på grund af covid-19. Mens de lande - som f.eks. Norge - der havde en høj influenzadødelighed de seneste to år, har en ganske lav overdødelighed på grund af covid-19. Det er måske ikke hele forklaringen, men en del af den," siger Tegnell til Dagens Nyheter.

Sverige har 58 døde pr. 100.000 indbyggere. Det hårdest ramte land i verden, Peru, har 94 døde pr. 100.000 indbyggere. USA 59, Spanien 65, Frankrig 47, Danmark 11 og Norge 5. 

Befolkningsstatiskeren Tomas Johansson fra Statistiska centralbyrån sagde i en pressemeddelelse for en måned siden, at pandemien havde medført en overdødelighed i Sverige i det første halvår af 2020 på 10 procent. 

"Antallet af dødsfald i begyndelsen af 2020 var noget lavere end de seneste år. Men det ændrede sig, da coronaepidemien nåede Sverige i februar," sagde Tomas Johansson.

"For mænd har overdødeligheden været på 13 procent, for kvinder var den på 7 procent," sagde Tomas Johansson.

I det første halve år af 2020 døde 51.405 personer i Sverige. Det er 4.633 dødsfald flere end gennemsnittet for årene 2015–2019.

 

 

 

Antal dødsfald i Sverige, Norge og Danmark (tryk på grafikken for at se tal)

Dødstallet er opgjort på datoen for offentliggørelsen. Opdateres dagligt kl. 14

Tags: corona

Like eller del denne artikel