Reinfektion med COVID-19 – hvad ved vi?

BLOG. De første rapporter dukker nu op med mennesker, der har fået COVID-19 for anden gang. Og med disse første tilfælde af reinfektioner tårner spørgsmålene sig op, skriver Christian Heibøll-Nielsen.  

Christian Heebøll-Nielsen er farmaceut og har erfaring fra både undervisning og forskning på universitetet og fra en karriere indenfor markedsføring i både healthcare industrien og på reklamebureauer.

For tiden er han selvstændig konsultent og rådgiver firmaer med markedsføring indenfor life-science.

Han er 48 år gammel og gift med Annette, der er intensivsygeplejerske.  

De første rapporter dukker nu op med mennesker, der har fået COVID-19 for anden gang. Først var det en case fra Hong Kong, siden fra Argentina, Holland og Belgien og nu også herhjemme i Danmark. Da de allerførste historier om reinfektioner tidligt dukkede op, viste det sig, at disse patienter reelt ikke var blevet smittet igen, men snarere aldrig helt havde clearet virus. Med de nye cases er det anderledes. Her har man med genetisk analyse kunnet påvise, at de er blevet smittet med en anden variant af virus. For virus ændrer sig hele tiden. Muterer. Og efterlader et genetisk fingeraftryk, som man kan følge.

Og med disse første tilfælde af reinfektioner tårner spørgsmålene sig op. Kan vi alle risikere at blive smittet igen? Bliver vi mindre syge anden gang? Hvor længe er vi immune overfor sygdommen? Det er svære spørgsmål at svare på.

Immunforsvaret er en uendelig kompliceret størrelse. Hidtil har fokus været på produktion af antistoffer. Antistoffer er Y-formede plasmaceller, der er specifikke i forhold til forskellige antigener, f.eks. virus. De kan genkende fremmede og skadelige antigener og neutralisere dem. Og det er tilstedeværelsen af antistoffer, vi tester, når vi skal se, om man tidligere har været smittet med COVID-19. Hvor meget antistof, vi producerer, er meget individuelt. Nogle har et stærkt respons, der holder længe, mens andre producerer langt færre antistoffer. Og oftest falder niveauet af antistoffer markant over tid. Måske allerede efter et halvt år eller tidligere.

Men at niveauet af antistoffer falder, betyder ikke nødvendigvis, at vi mister immunitet. Også andre celler er involverede i immunforsvaret. Særligt skal nævnes de såkaldte T-celler. T-celler er særlige lymfocytter, der spiller forskellige roller i vores immunrespons. T-celler inddeles efter deres funktion. Der findes således bl.a. hjælper T-celler, som blandt andet spiller en rolle i forhold til produktion af antistoffer og for at modne de såkaldte T-dræber celler. Desuden udskiller T-hjælper cellerne signalstofferne cytokiner – og ja, det er dem fra cytokinstormen, som du nok har hørt om. De cytotoksiske T-dræber celler kan angribe og ødelægge inficerede celler i kroppen. Endeligt skal nævnes T-memory cells. Det er de celler, der er immunforsvarets hukommelse overfor fremmede antigener.

Ny forskning har vist overraskende resultater med T-celler[1]. I Sverige har forskere således vist, at personer, som vi ved aldrig har været smittede med COVID-19, udviser et vist T-celle respons på SARS-CoV-2 (virussen, som er skyld i sygdommen COVID-19). Om end ikke så kratigt som dem, der har været smittede. Det har sammen med andre lignende studier sat gang i en heftig debat om T-cellers rolle i forhold til mulig immunitet. Og nogle er gået så vidt som at påstå, at en stor del af befolkningen allerede har immunitet og aldrig vil kunne smittes. Andre er mere forsigtige og håber, at et t-celle respons måske vil give sig udtryk i et mildere forløb.

De to amerikanske immunologer Sette og Crotty[2] har skrevet fint om problematikken. Og minder om, at vi fra influenza har set eksempler på, at pre-eksisterende T-celle immunitet kan være meget nyttig. Vi har blandt andet set, hvordan de, der blev smittede med Hong Kong influenzaen i 1968 sidenhen har været godt beskyttede mod nye infektioner. Og så minder de om, at pre-eksisterende T-celle immunitet faktisk også kan vise sig at have negative konsekvenser. For de nærmere detaljer om dette må jeg henvise til deres originale artikel.

Baggrunden for det overraskende fund af T-celle immunitet hos ikke smittede kan muligvis være tidligere infektion med andre coronavira – almindelig forkølelse. Der findes fire andre coronavira, som alle giver forkølelse. Og der er en vis, om end lille, lighed mellem disse og SARS-CoV2. Der spekuleres derfor i, at immunforsvaret genkender specifikke dele af vira, som har ligheder på tværs af de forskellige vira. Hvad vi ikke ved, og ikke kan sige noget om ud fra den eksisterende forskning, er, hvilken rolle dette T-celle respons spiller om nogen overhovedet. Vi kan dog sikkert sige, at T-celle responset ikke vil være forbundet til produktion af antistoffer.

Og hvor længe er vi så immune? Gættelegen har været i gang lige siden, at vi først blev bekendte med SARS-CoV2. Forskning har vist, at antistoffer mod den oprindelige SARS i gennemsnit holdt i to år[3]. Andre har været noget mere optimistiske i deres udmeldinger. Interessant nok kan vi også kigge på almindelig forkølelse forårsaget af en af de fire andre kendte coronavira. Og her er der ikke godt nyt. Det viser sig, at man generelt bliver reinficeret med forkølelse indenfor tre år. Og det betyder ikke, at immuniteten varer i tre år[4]. Blot at man efter tre år igen er blevet eksponeret for virus og smittet.

Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt man så bliver mindre syg anden gang, er der desværre heller ikke noget klart svar. Nogle eksperter var hurtigt ude efter Hong Kong casen og sige, at se, her kunne vi se, at anden gang blev mildere. Det var naturligvis en helt utilstedelig tolkning på en enkelt case. Og siden har vi da også set eksempler på, at nogle er blevet mere syge anden gang end første. Vi må gætte på, at det er højest individuelt og blandt andet afhænger af, hvilket antistofrespons man har haft første gang. 

Diskussionen om risikoen for reinfektioner er i høj grad relevant i forhold til udviklingen af en vaccine mod COVID-19. For målet med en vaccination er jo at skabe en immunitet af en vis varighed. Det er ikke nyt for os, at der kan være en tidsgrænse for, hvor længe en vaccination virker. F.eks. skal du jo revaccineres mod stivkrampe hvert 10. år. Men hvis en vaccine kun holder et par år, så står vi med et problem. For så vil det i praksis kunne vise sig svært at skabe en vaccineinduceret flokimmunitet, som jo er målet. Heldigvis er der forskel på at blive vaccineret og på at blive smittet naturligt. Vacciner er designet til at skabe et meget specifikt og kraftigt immunrespons. Og vi tror og håber stadig, at det kan lade sig gøre at skabe en vaccine, der i hvert fald giver immunitet i en længere periode. Men hele sagen med reinfektioner er en påmindelse om, hvor meget vi fortsat ikke ved om COVID-19.

 

  1. Sekine T, Perez-Potti A, Rivera-Ballesteros O, et al (2020) Robust T cell immunity in convalescent individuals with asymptomatic or mild COVID-19. Cell. doi: 10.1016/j.cell.2020.08.017
  2. Sette A, Crotty S (2020) Pre-existing immunity to SARS-CoV-2: the knowns and unknowns. Nat Rev Immunol 20:457–458
  3. Wu L-P, Wang N-C, Chang Y-H, Tian X-Y, Na D-Y, Zhang L-Y, Zheng L, Lan T, Wang L-F, Liang G-D (2007) Duration of Antibody Responses after Severe Acute Respiratory Syndrome. Emerg Infect Dis 13:1562–1564
  4. Edridge AWD, Kaczorowska JM, Hoste ACR, et al (2020) Coronavirus protective immunity is short-lasting. medRxiv 2020.05.11.20086439



Relaterede artikler

 

Nyeste tal og nyheder om corona:

Tags: corona, coronablog

Like eller del denne artikel