Coronabloggen: Seruminstituttets modeller kan ikke tackle Hjørrings smitteudbrud

BLOG. Statens Serum Instituts modeller for smitteudviklingen i Danmark kan ikke arbejde med såkaldte superspreder-begivenheder, som der sandsynligvis har været tale om i Hjørring, hvor smitten er eksploderet. Og det er meget problematisk. For skulle vi opleve 10-20 af sådanne events henover sommeren, så kan det ændre hele smittebilledet, skriver Christian Heibøll-Nielsen. 

Christian Heebøll-Nielsen er farmaceut og har erfaring fra både undervisning og forskning på universitetet og fra en karriere indenfor markedsføring i både healthcare industrien og på reklamebureauer.

For tiden er han selvstændig konsultent og rådgiver firmaer med markedsføring indenfor life-science.

Han er 48 år gammel og gift med Annette, der er intensivsygeplejerske.  

Tre begivenheder har vakt opmærksomhed i den sidste uge. Der var et fly, der ankom fra Pakistan med seks smittede om bord, en af deltagerne i black lives matter demonstrationen i København er testet positiv for COVID19, og der har været et udbrud centreret om et plejehjem i Hjørring med 25 smittede. Både beboere og plejepersonale.

Det første er, hvad vi må forvente kan ske, og afgørende er det her, at vi får isoleret de smittede og oplyst medpassagerer om risikoen, så også de kan testes. Her er smittesporing ret let. At en person, der deltog i demonstrationen, er smittet med COVID-19 er ligeledes forventeligt. Vi ved endnu ikke, om andre er blevet smittede, men vi må håbe, at den smittede person har kendt de nærmeststående til demonstrationen og har informeret disse om risikoen.

Men særligt situationen i Hjørring er interessant. Her er der tale om, hvad vi tidligere har kaldt en superspreder-begivenhed. Vi må formode, at det er en person, der har været den oprindeligt smittede, og som siden har sat gang i en smittekæde. Og altså ikke nødvendigvis selv har smittet alle de 25. 

Og hvorfor er det så særlig interessant? Det er det fordi, det er den slags begivenheder, som vores modeller er meget dårlige til at forudsige. Epidemiologiske modeller arbejder med ligninger, der skal beskrive udviklingen i smittede over tid ud fra nogle definerede sammenhænge. Men det levner ikke plads til at forudsige enkeltstående begivenheder som den i Hjørring. Heller ikke selv om vi ved, at det statistisk set vil forekomme. Og det er et væsentligt forbehold, når vi skal kigge på og anvende de modeller for genåbningen, som Statens Serum Institut har udarbejdet.

Webinar om modllerne

Seruminstituttet afhold tirsdag et webinar, hvor arbejdet med modellerne blev diskuteret. Det var det første egentlige forsøg på at skabe mere åbenhed om arbejdet, og der skal herfra lyde en stor tak for arrangementet. Man havde inviteret dygtige folk, som ikke har været med i ekspertgruppen, der har udarbejdet modellerne, til at være med i panelet, der skulle komme med kritik. Deltagerne var Susanne Ditlevsen (professor, Institut for Matematiske Fag, Københavns Universitet) og Mogens Fosgerau (professor, Økonomisk Institut, Københavns Universitet) og Jens Lundgren (professor, Infektionsmedicinsk Klinik, Rigshospitalet og Københavns Universitet). Alle tre særdeles kompetente mennesker, der ikke er bange for at sige deres mening. I øvrigt deltog tæt på 200 mennesker, hvad der afspejler en enorm interesse for arbejdet. Hvor mange af disse, der var hobbyepidemiologer og mandagstrænere står ikke helt klart. Klart er det dog, at der med så stor interesse er meget hjælp at hente, skulle instituttet vælge at øge åbenheden om arbejdet fremover.

Blandt de centrale kritikpunkter, der blev fremført, skal jeg nævne et par stykker. Centralt står, at hele modellen læner sig kraftigt op ad en engelsk kontaktmatrice – altså en beskrivelse af kontaktmønstre mellem aldersgrupper. Denne matrice, som ikke er valideret efter danske forhold, får afgørende betydning for, hvordan vi beregner udviklingen af smittede. Og da den er rygraden i modellen, betyder det også, at man må forsøge at gætte, hvordan den ændres, når vi indfører begrænsninger, og når vi ophæver disse igen. Det er der nemlig ingen, der ved. Et andet væsentligt kritikpunkt handler om det politiske udgangspunkt. Når der fra ministeriet efterspørges en model, der kan forudsige belastningen i sundhedsvæsnet, så er det det, modellen forsøger at svare på. Det har f.eks. den aparte konsekvens, at en person, der dør uden at have været indlagt, ikke tæller som en belastning. Og det er også det, der gør, at der i modellerne ikke rapporteres om hverken antallet af smittede eller antallet af døde. Det er en konsekvens af, at arbejdet betragtes som myndighedsbetjening.

Yderligere var der kritik af, at modellerne ikke er i stand til at arbejde med netop begivenheder som den i Hjørring. Såkaldte stokastiske events. Og det kan have ganske alvorlige konsekvenser. For skulle vi opleve 10-20 af sådanne events henover sommeren, så kan det ændre hele smittebilledet. Og dermed også gøre modellens forudsigelser helt irrelevante. I det hele taget har man i modelarbejdet valgt at se bort fra ting, man ikke følte sig sikre på. F.eks. superspreder-begivenheder. Det er gjort for at mindske usikkerheden i modellen. Det gælder i øvrigt også værdien af smittesporing. Men paradoksalt nok kan det have den modsatte effekt, skulle teorien om superspreder-begivenheder holde stik.

Derfor var en sammenfattende konklusion også, at modellen langt hen ad vejen ikke er egnet som politisk beslutningsgrundlag. Det er en model og ikke en præcis forudsigelse af, hvordan fremtiden vil se ud. Det er fortsat politikernes ansvar at træffe de beslutninger, de mener er de bedste for at håndtere situationen.

Overraskende nyheder om dexamethason

Her til slut lige et par ord om en anden stor nyhed. Forskerne bag det store Recovery trial i England har meldt ud, at det gamle lægemiddel dexamethason ser ud til signifikant at kunne nedbringe dødeligheden blandt patienter i ilt- og respiratorbehandling. Og det er selvfølgelig vigtige nyheder. Dexamethason er et såkaldt syntetisk binyrebarkhormon. Og at det skulle have en sådan dramatisk effekt må siges at være overraskende. Man har i løbet af epidemien mange steder forsøgt sig med netop binyrebarkhormon i behandlingen. Mest på grund af den effekt, det har på vores immunsystem. Men uden nævneværdige resultater. Det må derfor siges at være ganske overraskende, at man finder en effekt af netop dexamethason. Og det er nok for tidligt at helt udelukke, at der kan være tale om en chance finding. At der kan have været problemer med patientselektionen, eller at andre bias kan have spillet ind. Der vil nu komme gang i yderligere forskning i, hvor godt stoffet virker. Men den generelle udvikling med flere og flere behandlingsmuligheder lover godt. For kan vi bringe dødeligheden ned, så er det alt andet lige en anden udfordring, vi står overfor.

 

 

Nyeste tal og nyheder om corona:

Tags: corona, coronablog

Like eller del denne artikel