Der er en grund til, at vi ikke kalder det sygdomsvæsenet

DEBAT: Det der skaber et velfungerende sundhedsvæsen, er ikke væsenets struktur og organisering[1], men et klart og tydeligt fælles formål, skriver Morten Hulvej Rod, sundhedsfremmechef ved Steno Diabetes Center Copenhagen, i dette debatindlæg. Han mener, at vi har brug for en reform med fokus på sundhedsfremme.

Coronakrisen fik sparket debatten om en sundhedsreform til hjørne – og måske var det godt det samme. Krisen har nemlig vist os vejen frem: Det der skaber et velfungerende sundhedsvæsen, er ikke væsenets struktur og organisering[1], men et klart og tydeligt fælles formål.

Under pandemien har formålet været simpelt og ret entydigt: Færrest muligt skulle smittes, endsige dø af COVID-19, og særligt de sårbare skulle beskyttes. Sådan kan det af gode grunde ikke fortsætte.

Det, der binder sundhedsvæsenet sammen, må være et formål om at fremme en bedre sundhed for alle borgere. Det er noget mere komplekst, for det favner mange flere aspekter af befolkningens sundhed, og derfor har vi brug for en reform med fokus på sundhedsfremme. Det er nemlig det, der kan fungere som sammenhængskraft i et sektoropdelt og højt specialiseret sundhedsvæsen.

Her giver jeg mit bud på, hvordan en sundhedsreform med fokus på sundhedsfremme kan tage afsæt i tre enkle principper:

Dyrk samspillene

Det kom bag på de fleste, at Danmark blev lukket ned af en smitsom sygdom. Undervejs har vi imidlertid opdaget, hvor tætte samspillene er mellem forskellige former for sygdomme: Personer med kroniske sygdomme og svær overvægt har været i særlig høj risiko for indlæggelse og død som følge af COVID-19. Samtidig har de mentale og sociale følgevirkninger af pandemien – og ikke mindst af de tiltag, der er taget til at forebygge dens konsekvenser – været omfattende[2].

Når pandemien er ovre, er det afgørende, at et stærkere beredskab i forhold til smitsomme sygdomme ikke suger ressourcer fra forebyggelse og behandling af kroniske og psykiske sygdomme. Tværtimod må sundhedsvæsenet stræbe efter at fremme folkesundheden generelt. Det gavner os alle i krisesituationer, at flest mulige af os er så sunde som muligt. Og det kræver langt mere opmærksomhed på samspillene mellem forskellige former for sygdomme, samt ikke mindst på samspillet mellem den psykosociale og somatiske sundhed. Det gælder både på populationsniveau og i mødet med den enkelte patient.

Tag højde for sociale forskelle

Pandemien har også vist os, hvordan udbredelsen af sygdomme i samfundet følger sociale skillelinjer. COVID-19 har ramt socialt skævt, ligesom folks muligheder for at efterleve myndighedernes anbefalinger om f.eks. at holde afstand har været afhængig af deres jobsituation, bolig og sociale status. Selvom vi i Danmark har fri og lige adgang til sundhedsvæsenet, har vi stadig en betydelig ulighed i sundhed. Det er en ulighed, som sundhedsvæsenet tilmed kan være med til at forstærke, hvis ikke der konsekvent bliver taget højde for sociale forskelle i tilrettelæggelsen af både forebyggelse og behandling.

Fra sundhedsvæsenets side stiller vi store krav. Vi forventer, at folk gør deres bedste for at holde sig raske. Hvis de alligevel bliver syge, forventer vi, at de finder vej gennem systemet til den rette behandling, og at de tilmed følger de sundhedsprofessionelles anvisninger. I mange tilfælde forventer vi ganske omfattende ændringer af folks hverdag og vaner.

Som om det ikke var udfordrende nok at holde sig sund, er det altså også ganske krævende at blive syg. Begrebet sundhedskompetencer bruges til at betegne noget af det, som det kræver[3]. Det er de kompetencer, der sætter folk i stand til at navigere i sundhedsvæsenet og til at tilegne sig viden og information om sundhed og sygdom. Men det kan også kræve meget andet: Et stærkt socialt netværk, en solid økonomi og en forstående arbejdsgiver er blot nogle få eksempler på sociale forhold, som er ulige fordelt i befolkningen, og som har betydning for mødet med sundhedsvæsenet. Det ved enhver sundhedsprofessionel naturligvis godt. Spørgsmålet er, om sundhedsvæsenet er indrettet på en måde, der i tilstrækkelig grad tager højde for det.

Ræk ud

Det sidste princip er måske det vigtigste. Det er nemlig nøglen til, at sundhedsvæsenet kan lykkes med alt det ovenstående. Hvis målet er at fremme befolkningens sundhed, er midlet, at sundhedsvæsenet rækker ud over sig selv gennem brugerinvolvering og partnerskaber.

Brugerinvolvering finder i dag sted på flere niveauer: I det enkelte menneskes møde med sundhedsvæsenet og på organisatorisk niveau, hvor brugere i stigende grad involveres i strategi- og udviklingsarbejde.

For mange sundhedsprofessionelle er det en integreret del af deres faglighed at tilrettelægge behandlingen efter patienternes ønsker, behov og perspektiver. Det er dog ikke altid, at rammerne er til stede for, at det rent faktisk kan ske i praksis.

På tilsvarende vis foregår involveringen af brugere i de organisatoriske processer i sundhedsvæsenet i dag meget sporadisk. I min egen organisation har vi som ambition at involvere brugerne ganske systematisk, og selvom vi stadig har meget at lære, er vi nået langt nok til at kunne se værdien – f.eks. når vi involverer brugere i udviklingen af nye indsatser, og når vi involverer brugerrepræsentanter i styregrupper, ansættelsesudvalg og bestyrelser.

Vi har brug for en brugerinvolverende sundhedsreform. Det vil sige en reform, der både involverer brugerne i selve reformens tilblivelse, og som samtidig sætter høje ambitioner for niveauet af brugerinvolvering i sundhedsvæsenet generelt.

Men vi har også brug for, at sundhedsvæsenet rækker ud over sig selv på anden vis. Sundhed skabes nemlig ikke af sundhedsvæsenet alene. Formålet om bedre sundhed for alle borgere kan kun indfries gennem partnerskaber på tværs af sektorer. Derfor må en kommende sundhedsreform lægge op til et stærkere samspil mellem kommuner, regioner og civilsamfund, særligt når det gælder forebyggelse og sundhedsfremme.

Hvad nu, sundhedsvæsen?

Det er nu, vi skal huske, hvad sundhedsvæsenet er til for. Vi skal huske, at det netop er et sundhedsvæsen, og at der er en grund til, at vi ikke kalder det sygdomsvæsnet. Den debat er for vigtig til, at vi må fortabe os i lagre af værnemidler og beredskabsplanerne til den næste pandemi. Som Morten Sodemann så fint har skrevet i disse spalter[4], er sundhedsvæsenet ikke klogere end sine ansatte. Lur mig om ikke netop disse ansatte er drevet af et højere formål om at fremme sundheden for alle og drømmer om et sundhedsvæsen, der understøtter det. 

[1] https://www.vive.dk/da/udgivelser/hvad-er-det-bedste-ved-coronavirus-14882/

[2] https://coronaminds.ku.dk/resultater/

[3] https://www.danskselskabforfolkesundhed.dk/media/qdiliei3/hovedrapport-en-vej-til-lighed_-sundhedskompetence-i-et-strukturelt-perspektiv.pdf

[4] https://sundhedspolitisktidsskrift.dk/meninger/kommentarer/3452-efter-coronakrisen-vil-der-stadig-vaere-prikker-pa-en-polka.html