Sundhedsstyrelsen går ind i sagen om lavdosis-CT

Sundhedsstyrelsen vil nu holde møde i sagen om fyringen af ledende overlæge Ulrich Fredberg og brugen af den såkaldte lavdosis-skanning i Silkeborg.

Sundhedsstyrelsens presseafdeling bekræfter, at Sundhedsstyrelsen torsdag har indkaldt fagfolk, regioner og Kræftens Bekæmpelse til møde for bl.a. at drøfte, om der er noget, der skal præciseres i styrelsens kræftpakker.
 
Ledende overlæge på Diagnostisk Center i Silkeborg, Ulrich Fredberg, blev 28. april fyret af ledelsen på Hospitalsenheden Midt. Årsagen er en strid om undersøgelser med lavdosis-CT-skanninger af patienter.

Silkeborg har siden 2015 tilbudt praktiserende læger lavdosis-CT-skanninger af de af deres patienter, som har haft diffuse symptomer fra brystkassen. På den måde har de fundet mange patienter med lungekræft i et meget tidligt stadie, hvilket øger overlevelseschancerne.

Ifølge retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen fra 1. april 2019 skal alle patienter med den mindste risiko for lungekræft dog havde en diagnostisk undersøgelse med fulddosis CT. Det er disse retningslinjer, som nu skal gennemgås for at se, om der er noget, som skal præciseres.

Ledelsen i Hospitalsenheden Midt mener, at Ulrich Fredberg har brudt retningslinjerne ved at fortsætte tilbudet om lavdosis-CT og vil genindkalde 108 patienter fra Silkeborg, som de mener burde have haft fulddosis CT.
Ulrich Fredberg mener, han er blevet fyret, fordi han er kritisk over for ledelsen, og at anklagen er fagligt forkert. Han anklager derimod ledelsen for at udsætte patienter med en minimal risiko for lungekræft for en undersøgelse med potentielle risici.

Også Region Hovedstaden har genindkaldt patienter - mellem 300 og 350, som har modtaget lavdosis-skanning, og både Region Midtjylland og Region Hovedstaden skal på mødet på torsdag uddybe baggrunden for, at de genindkalder patienter til udredning på mistanke for lungekræft.

Professor i almen medicin, Frede Olesen, som også tidligere var formand for Kræftens Bekæmpelse, har længe opfordret Sundhedsstyrelsen til at indkalde til et møde om sagen.

Tags: Fredberg-sagen

Like eller del denne artikel