Mindre tvang fordrer flere ressourcer og en klar kulturændring

I realiteten er der solid viden om, hvad der skal til for at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien. Når udviklingen, ifølge Sundhedsstyrelsens nyeste rapport herom, alligevel går den forkerte vej, skal der derfor ledes efter andre forklaringer.

Og det er Jesper Bak, forskningsleder ved Psykiatrisk Center Sct. Hans, Region Hovedstadens Psykiatri, godt i gang med.

Studiet, han står i spidsen for, er et longitudinelt cluster studie og har titlen ’Hvordan forebygges tvang i psykiatrien’. Og selvom resultaterne endnu ikke er helt klar, har han flere bud på, hvorfor udviklingen går som den går. En udvikling, som han i øvrigt ikke mener er helt i skoven.

”Det står klart, at vi ikke når i mål – selv hvis vi regner tallene for i år med. Men jeg noterer mig, at der på landsplan er sket en reduktion i brugen af bæltefikseringer siden baseline. Ikke så stor, som vi kunne ønske os. Så der er et stykke vej til målet endnu. Men så dårligt synes jeg nu heller ikke det går,” siger Jesper Bak, der er forskningsleder ved Psykiatrisk Center Sct. Hans, Region Hovedstadens Psykiatri.

Især seks strategier skal følges

Den viden man har, og som var grundlaget for partnerskabsaftalen med regionerne i 2014 om nedbringelse af tvang, bygger på især seks kernestrategier: Ledelsesinvolvering, kompetenceudvikling, brugerinddragelse, anvendelse af forskellige forebyggelses-værktøjer og debriefingteknikker samt anvendelse af data. Og når der er så store forskelle på, hvordan regionerne er lykkedes eller ej med at nå målet, skyldes det, ifølge Jesper Bak, at nogle har været bedre end andre til at følge strategierne.

”Den måske vigtigste strategi handler om ledelse. Og der er ledelser, der evner at komme bedre i mål med deres indsatser end andre. Jeg vil ikke sige, at der er dårlige ledelser, de steder hvor de ikke klarer sig så godt, for der er rigtig mange andre forhold, der også har en betydning,” understreger han.

Bl.a. peger han på, at regionerne ikke har de samme ressourcer til rådighed. Og herunder at de ikke i samme grad er i stand til at rekruttere kvalificeret personale. I disse forhold kan man formentlig finde noget af forklaringen på, hvorfor Region Hovedstaden f.eks. klarer sig væsentligt bedre end Region Nordjylland.

I vurderingen af, hvor stor betydning ressource-mængden har, peger han på forsøget med de bæltefri afdelinger.

”Det var tydeligt, at bæltefikseringer næsten helt kunne undgås – også uden stigning i anvendelsen af øvrige tvangsformer. Men det skete vel at mærke på baggrund af tilførsel af både personale og økonomiske ressourcer. Nu er både de ekstra medarbejdere og ekstra penge væk, og det har ikke kunnet undgå at medføre en stigning i bæltefikseringerne disse steder igen,” siger han.

Recovery frem for tvang

Helt grundlæggende er der, ifølge Jesper Bak, brug for en kulturændring i psykiatrien for at komme videre ad vejen mod mindre tvang.

”Meget afhænger af personalets holdninger til syge mennesker og til at anvende tvang. I stedet for at tænke i tvang, skal man hellere tænke i recovery – hvilket vil sige at give patienterne mulighed for at udvikle sig selv i stedet for at fortælle dem, hvordan de skal udvikle sig. Man kommer længere ved at tage dem i hånden og involvere dem i alle beslutninger, der vedrører dem – også når det gælder tvang,” siger han og understreger, at patientinvolvering uden tvivl er tvangsreducerende.

Netop recovery-tanken mener han også kan være en væsentlig årsag til, hvorfor Region Hovedstaden når bedre resultater end andre regioner. Her har man nemlig arbejdet med recovery meget længe og som de første i landet. Og hertil kommer, at man også satte sig målet om nedbringelse af tvang før den politiske aftale fra 2014.

Nødvendigt med flere ressourcer

Jesper Baks studie af hvordan tvang forebygges i psykiatrien, tager udgangspunkt i de lukkede/integrerede afsnit i de psykiatriske centre over hele landet, hvor forskerne prøver at screene for tvangsforebyggende tiltag på de enkelte afsnit. Det har de foreløbig gjort i en tre-årig periode og mangler kun data fra det sidste år, før de kan begynde at drage deres konklusioner. Forskningslederen regner med, at studiet kan vise, hvad det reelt er, der flytter noget, når det handler om nedbringelse af tvang, lige som det vil kunne vise forskellene regionerne imellem.

Selvom studiet ikke er færdigt, står det altså for ham klart, at der for at nedbringe brugen af tvang især skal fokuseres på tre ting: et uafbrudt ledelsesfokus, flere ressourcer og øgede kompetencer.

”Hvis ikke der er et uafbrudt fokus på målet om at nedbringe brugen af alle former for tvang fra ledelsens side, kommer der ikke til at ske noget. Og det gør der heller ikke, hvis ikke der satses mere på uddannelse og undervisning af personalet. Så målene nås ikke uden flere ressourcer,” fastslår Jesper Bak.

Og sådanne eventuelle ekstra ressourcer mener han med god grund kan målrettes tvangsforebyggelse. For en indsats her vil føre så meget andet godt med sig, at ”vi helt generelt vil få et mere menneskeligt, kvalificeret og kompetent tilbud til de psykisk syge”, som han siger.

 

Relateret artikel

Like eller del denne artikel