TV2-serie om sindssygt sunde familier rejser flere spørgsmål end den besvarer

TV. Er en voldsom optagethed af at spise sundt og træne flittigt udtryk for den fjerde spiseforstyrrelse, ortoreksi, et forsøg på at opnå kontrol over livet, eller bare en måde at fylde indhold i tilværelsen på?  Det er nogle af de spørgsmål som rejser sig, når man ser dokumentarserien "Min sindssygt sunde familie".

Ønsket om at leve sundt kan i værste fald blive ekstremt usundt. Det officielle navn for usund besættelse af sundhed er ortoreksi også kaldet "den fjerde spiseforstyrrelse", som i behandlerverdenen er ligestillet med psykisk sygdom, altså en eller anden grad af sindssyge.

Og det er da også sygdom i sindet, som titlen på TV2’ seneste dokumentarserie spiller på, når TV-stationen kalder sine fire programmer om tre danske familiers livsstil Min sindssygt sunde familie. Altså vi skal – alt imens vi slubrer vores Cola og knaser vores chips henslængt på sofaen - have et voyeuristisk blik ind i tre muligvist tossede familier, eftersom de har valgt at leve på måder, som -  i hvert fald indtil videre - ligger fjernt fra de flestes ønsker og sådan set også pengepunge. Det er nemlig ikke bare kålsupper og tørrede bønner, der fortæres i de sindssygt sunde hjem, hvor mælken er skiftet ud med dyr havremælk, frikadellen med kæmpe store stenalderbøffer og supermarkedets skæreost med proteinpulvere fra den dyre hylde.

I programmerne møder vi familien fra Odder i Jylland, Trine Kaas og Heine Kaas samt deres mindre søn. De har begge har lidt af ekstrem overvægt og har nu har de søde sager ud med proteinpulvere, kostplaner og bodybuilding på konkurrenceplan for at undgå at blive fede igen.  

Fra Hillerød møder seerne Hellena Rosali, Patrick Mawwell og tre børn, hvor man i familien spiser efter blodtype, skifter navn i overensstemmelse med numerologisk rådgivning og i øvrigt holder sig langt væk fra en række fødevarer til fordel for nøje udvalgte råvarer kombineret med diverse kosttilskud – og i øvrigt har et anstrengt forhold til Hellenas noget forbitrede forældre, som ikke sætter pris på datterens nye livsstil.

Og endelig er der fra København biohacker-familien Rasmus og Kirsten og børn, hvor man tager infrarødt lys til cellefornyelse og celleenergi, hvor man interesserer sig glødende for sundhed og hvordan, at denne sundhed kan hjælpe ens krops præstationer, god søvn, fravær af sygdom, styrke til at gøre hvad man har lyst til og en livslængde på mere end 100 år – helst 110 år.

Og jo, de medvirkende familiers ønsker om at leve et sundt liv fylder meget og er tidskrævende for dem, og jo de kan få sociale problemer med gnavne forældre og sure bedsteforældre, som bliver ved med at putte skumfiduser i deres små poders julekalender. Men de samme små-åndssvage konflikter kan også optræde rundt om middagsbordet mellem en vegetar, som pure nægter at grise sig til med animalske fedtstoffer og en elsker af blodige bøffer. Og at rubricere vegetarer som sindssygt sunde er tiden jo ligesom løbet fra, skønt man dog for 30 år siden nok ville have kaldt dem for ’lidt mærkelige’. I dag er de klimakampens og dyrevelfærdets frontløbere, som sætter politiske dagsordener.

Og på samme måde er de her familier også en del af tidens tern og måske endnu mere af en fremtid, hvor individuelle løsninger, hvor personlige sundhedscocktails med mirakuløst helbredende virkninger og hvor behov for kontrol af krop, sjæl og sygdom samt grådige ønsker om udødelighed, ikke sjældent opleves som vejen til den sundhed, som livsstilseksperter og sundhedspersoner ideligt prædiker.

Men er de tvangsprægede, går de sygeligt op i sundhed, lurer neuroser og usund sundhed under overfladerne i de polerede hjems køkkener med usundhed til følge? Den medvirkende ekspert Bente Klarlunds test af deltagernes blodprøver, styrke, kondi og stresstærskler viser, at de faktisk er sindssygt sunde. Bortset fra den lidt skævt castede semiprofessionelle bodybuilder-familie, hvor spiseproblemer lurer tæt under overfladen og hvis vigtigste mål er at vinde konkurrencer og holde fedtsulet fra udstillingskroppene. Her indtager man klart for mange proteiner, men til gengæld er de bum stærke og sønnike kærnesund.

Min sindssygt sunde Familie er godt TV, hvis man gerne vil et spadestik dybere i sin forståelse af, hvordan nogle af de mennesker tænker, der gerne vil leve op til samfundsordenes krav om at være sunde og rørige, men for hvem at Sundhedsstyrelsen tips og råd til kost og livsstil ikke fungerer, hvorfor de på godt og ondt tager skeen i egen hånd. 

På godt fordi de angiveligt er vældig sunde, fordi de i familierne tydeligvist har noget for dem vigtigt at være sammen om og godt fordi, de fleste mennesker er enige om, at sundhed generelt er vigtigt. 

Men også på ondt, fordi flere af dem måske nok alligevel læner sig lidt lovligt meget op af en spiseforstyrrelse, hvor man som seer alligevel ikke kan lade værre af spekulere over, om det hele ikke har taget en smule overhånd og begrænser livsudfoldelserne – for eksempel når juleaften hos bedsteforældrene også skal køres strikt efter blodtypedifferentiering og de klassiske blanke, sukkerglinsende brunede kartofler pludselig er forvandlet til nogle små grå tingester omkransede af en gnaven bedstemor og en sur mor, som er fornærmet over den forkerte sukker. Arme små børn, og helle for ikke at holde juleaften der. Og hvor man kan blive både forarget, fordomsfuld og mistroisk, når et barn bliver nødt til at skifte navn, bare fordi mor og numeorologen har besluttet, at man er for ’følsom’ til sit eget navn, eller hvor far insisterer på sit ret til at blive 110 år, hvorfor hele familien skal leve som biohackere. Eller hvor et barn med proteinpulver i havregrøden trygler sine forældre om at træne lidt mindre og være sammen i stedet.

Så hvad der er op og ned i dette virvar af proteinpulvere, forbudt gluten, sukker og mælk, fasten, renden livet af sig og ris al la mande af havrefløde og smør i morgenkaffen bliver man ikke så meget klogere på.

Ville de samme mennesker have været hundesyge på en almindelig dansk gennemsnitsdiæt, ville de have været ligeså sunde, men meget gladere på en afslappet middelhavskost? Eller gør de i virkeligheden bare det, som er bedst for lige netop dem selv under de givne omstændigheder? Og kan vi overhovedet lære noget af den her serie, andet end at der er mange dyr i Vorherres have, og hvis dyrene bare bevæger sig lidt hver dag, er flinke ved hinanden og ikke spiser alt for meget især forarbejdet mad, så går det nok endda alt sammen - i hvert fald til den dag hvor det så pludselig måske alligevel ikke går på grund af miljøpåvirkning, gener og livets øvrige fortrædeligheder.